Gå til hovedindhold
Medlemmer
Dansk Fjernvarme
Ledelse & Bestyrelse

Medlemmer skal tænke alternativt med stillingsopslag

Flere og flere fjernvarmeselskaber oplever, at det bliver stadig sværere at tiltrække kvalificerede folk – både til stillinger og bestyrelser. Derfor skal de tænke alternativt, lyder rådet fra Dansk Fjernvarme.

18. jan. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Der er generelt mangel på kvalificeret arbejdskraft, og det mærker flere og flere fjernvarmeselskaber også. Og det gælder ikke alene til stillinger i produktionen eller på kontoret – det gælder også, når der skal rekrutteres medlemmer til bestyrelsen for fjernvarmeselskabet.

    Sidste sommer havde Dansk Fjernvarme fokus på netop rekruttering på PULS 2023, og det sker igen på de forestående Regionalmøder, der bliver afviklet fra og med uge 9 og tre uger frem. Her vil der være et særskilt oplæg under overskriften ”Rekruttering til branchen”.

    Chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Maria Dahl Hedegaard, vil være oplægsholder om rekruttering på de kommende møder rundt om i Danmark, og hun taler bl.a. for, at fjernvarmeselskaberne er nødt til at bryde vanetænkningen, når de rekrutterer.

    - Mit forslag er – og det gælder uanset om et fjernvarmeselskab søger til en stilling i virksomheden eller til bestyrelsen – at de i stedet for at fokusere på fjernvarmefaglige kvalifikationer i stillingsopslaget har deres fokus rettet mod at finde den rette person – det rette menneske, siger hun og forklarer videre:

    - Selvfølgelig skal ansøgere til specifikke stillinger have en faglig kvalifikation, men de mere konkrete fjernvarmefaglige kvalifikationer kan medlemmerne bruge efteruddanne dem i. I stedet er det vigtigere at afgøre med sig selv, hvilken type menneske man gerne vil have ind i organisationen, lyder det fra Maria Dahl Hedegaard.

    Det vil, mener hun, også give et langt bredere felt at vælge fra, fordi flere måske vil føle sig fristet til enten at søge stillingen eller stille op til en bestyrelsespost.

    - Det handler om at bryde med vanerne. Hvis det fx i flere omgange har været svært at finde den rette til et kontorjob eller driftsopgaver, så kan det jo heller ikke skade at gribe det an på en anden måde, slår hun fast.

    Større diversitet – og praksis

    I det hele taget er der brug for, at man helt generelt i fjernvarmebranchen arbejder med en større grad af diversitet for såvel de ansatte som medlemmer af bestyrelserne. Og det handler ikke alene om kvinder henholdsvis mænd – selv om det er en udfordring for mange fjernvarmeselskaber – men også om andre forhold som alder, etnicitet og uddannelsesbaggrund.

    Endelig peger Maria Dahl Hedegaard på, at det også handler om praksis for fx bestyrelsesmøderne. Noget så enkelt som hvornår man afholder sine bestyrelsesmøder kan være ganske afgørende i forhold til rekrutteringen.

    - Hvis nu bestyrelsen – hvilket ikke vil være helt unormalt i fjernvarmesektoren – primært består af ældre personer, så kan det måske være nemt for dem at afvikle bestyrelsesmøderne midt på dagen. Det vil så være et problem, fordi det vil afholde mange, der fortsat er på arbejdsmarkedet, fra at stille op, fordi de ganske enkelt ikke har mulighed for at tage fri fra arbejde, forklarer hun.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...