Gå til hovedindhold
Ledelse & Bestyrelse
Medlemmer
Dansk Fjernvarme

Mere gåpåmod og fælles ansvar for hinanden

Netværket District Heating Divas I begyndelsen af ugen afholdt District Heating Divas deres årsmøde i Aarhus. Temaet for årsmødet var karriereveje, rollemodeller og kvinder i bestyrelser.

20. aug. 2024
Tekst af Karen Grønning Mikkelsen, kgm@danskfjernvarme.dk

- Om et år der håber jeg, at vi har en hjemmeside og en platform. Det håber jeg meget, fordi det mangler vi i det daglige. I forhold til at skabe synlighed om de kvinder, der er medlemmer, lyder det fra initiativtager Kamma Eilschou Holm. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    62 kvinder fra energisektoren var i begyndelsen af ugen samlet i Aarhus til årsmødet for netværket District Heating Divas. Det var det tredje arrangement som netværket for kvinder afholdte.

    Dagens program begyndte med en rundvisning på  Kredsløb Energi Park, hvor deltagerne også fik set den nyeste genbrugsstation fra Kredsløb, som ligger en kort gåtur fra Kredsløb Energi Park.

    Dernæst gik turen videre til BDO Revision, hvor deltagerne skulle høre oplæg fra Louise Høst, CEO Fjernvarme Fyn, Pernille Blach Hansen, senior VP Niras og Astrid Nørgaard Friis, VP for Communication, Sustainabillity og Public Affairs Grundfos.

    Fælles for de tre oplægsholdere var, at de skulle fortælle deltagerne om deres egen vej til toppen af den danske energi- og forsyningssektor, om deres rollemodeller og om deres oplevelse af udviklingen i diversitet i forsyningssektoren.

    Mellem oplæggene var der også tid til, at deltagerne kunne tale sammen og udveksle egne erfaringer. Snakken gik ikke stille for sig rundt omkring bordene.

    - Kvinderne er nysgerrige, initiativrige og stiller spørgsmål; det er rigtigt godt. Min fornemmelse er, at der er mange i dag, der ikke tidligere har talt, som har fået talt sammen, fortæller tidligere direktør for CTR og initiativtager til District Heating Divas, Kamma Eilschou Holm.

    Og tilføjer:

    - Det er godt at få nye bekendtskaber, og jeg synes dagen går rigtig godt. Jeg er meget tilfreds. 

    Der var livlig debat og snak rundt om ved bordene, da District Heating Divas holdt det første årsmøde i Aarhus tidligere på ugen. Foto: Jesper Voldgaard.

    Det gik igen hos de tre oplægsholdere, at de er blevet inspireret af deres forældre til at lytte til deres ambitioner. Uanset om den ene forældre har været på arbejdsmarkedet, mens den anden har været hjemmegående.

    Pernille Blach Hansen påpegede i sit oplæg, at hun ofte har sagt ja til de muligheder og opgaver, der byder sig til. Her har hun været inspireret af den tilgang, som ofte tilskrives Pippi Langstrømpe: "Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert" Samtidig med at hun fundet styrke i, at andre med kendskab til hende og opgavens indhold har udpeget hende til at løse den.

    De tre oplægsholdere kom med en fælles opfordring om, at kvinder skal være bedre til at gå efter lederstillinger, da det medfører, at du kan bestemme selv og har indflydelse.

    Gåpåmod og sårbarhed 

    Et ønske fra District Heating Divas seneste møde var, at der skulle være et oplæg om  kvinder i bestyrelser.

    På baggrund af den forespørgsel holdt Trine Saabye, formand i Sæby Fjernvarme, Anne Seth Madsen, bestyrelsesmedlem Hinnerup Fjernvarme og Kamma Eilschou Holm bestyrelsesmedlem i Hillerød Forsyning sidst på eftermiddagen oplæg om deres bestyrelsesarbejde.

    Trine Saabye og Anne Seth Madsen påpegede begge, at det er tidskrævende at være bestyrelsesformand og bestyrelsesmedlem, og derfor skal  bestyrelsesarbejdet give mening.

    Trine Saabye kom i sit oplæg med et eksempel om, at hun ikke sad som bestyrelsesformand i Sæby Varme for at tage på kro for at hygge sig og spise middag med bestyrelsen. Selvfølgelig var det vigtigt at socialisere, men Trine Saabye har mange andre relationer, som hun kan gøre det med.

    Det er bestyrelsesarbejdet, der kommer først.

    Kamma Eilschou Holm afrundede oplæggene om kvinder i bestyrelser med en særlig opfordring til deltagerne om ikke være bange for både at være ambitiøse og samtidig turde at vise følelser.

    - Jeg sagde i dag, at jeg håber, at de tager noget gåpåmod med sig, når de går hjem herfra. Det gælder både i forhold til dem selv, samtidig med at jeg håber, netværket giver dem mod på at være med i mange år.

    Og tilføjer:

    - Jeg håber, netværket kan hjælpe med at skabe et forrum, hvor det er okay, at du sætter ord på, hvad du  ikke synes er okay. Det er vigtigt, at vi skaber en sektor, hvor alle kan føle sig trygge.

    - Vi har et fælles ansvar for hinanden, fordi det sikrer en god arbejdsplads.

    I løbet af dagen kom flere deltagere med eksempler på, hvordan et hårdt sprog og værkstedskalendere kan skabe en barriere, som gør, at nogle kvinder vælger forsyningssektoren fra.

    Der var 60 kvinder fra fjernvarme- og energisektoren samlet hos BDO i Aarhus til det første årsmøde i District Heating Divas. Foto: Jesper Voldgaard.

    Det er den erfaringsudveksling, som gør, at det giver mening, at District Heating Divas netværket mødes fysisk.

    - Hovedformålet med arrangementet er, at det giver kvinder muligheden for at møde hinanden på kryds og tværs både af Danmark, virksomhed og sektor.

    Mangler hjemmeside og ramme

    Når Kamma Eilschou Holm kigger et år ud i fremtiden, er det hendes forhåbning, at District Heating Divas næste år har opnået tre mål.

    - Om et år der håber jeg, at vi har en hjemmeside og en platform. Det håber jeg meget, fordi det mangler vi i det daglige. I forhold til at skabe synlighed om de kvinder, der er medlemmer.

    Derudover er det initiativtager for District Heating Divas forhåbning, at arrangementet næste år har fået en mere fast ramme for formatet.

    - Jeg håber virkelig, at vi har nået de tre mål næste år. Det er mit mål at få flere kvinder til at vælge Forsyningssektoren og District Heating Divas til.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...