Gå til hovedindhold
Rammevilkår & Regulering
Varmekilder
Medlemmer

Prisloft koster varmekunder i Viborg flere millioner om måneden

Med det nuværende prisloft på overskudsvarme kan Viborg Varme ikke komme videre med store investeringer i overskudsvarme fra Apple og Energinet, der potentielt kan forsyne hele Viborg. Det koster lige nu forbrugerne tre millioner kroner hver måned, indtil loftet afskaffes.

17. aug. 2024
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Tre millioner kroner.

    Så meget koster det omdiskuterede prisloft på overskudsvarme varmekunderne i Viborg – om måneden.

    Kun 4,5 kilometer fra Viborg Varmes eksisterende ledningsnet findes der nemlig et enormt potentiale for at udnytte overskudsvarmen fra Apples datacenter og EnergiNets transformerstation i området. Faktisk nok til, at den overskydende varme i fremtiden potentielt vil kunne opvarme hele Viborg.

    Planerne er lagt, forbrugerne har godkendt investeringen på 266 millioner kroner og Viborg Varme er klar til at trykke på knappen.

    Men der sker ikke noget.

    Lige nu spænder prisloftet på overskudsvarme nemlig ben for projektet, da alle omkostninger til projektet, som ligger over prisloftet, ikke kan indregnes i varmeprisen. I stedet hæfter direktionen personligt, og det vil man forståeligt nok ikke risikere.

    - Så lige nu er alt sat i bero, indtil prisloftet er væk. Vi kommer ikke til at gennemføre projektet, fortæller Morten Abildgaard, direktør i Viborg Varme, og fortsætter:

    - Og da overskudsvarmen giver en positiv selskabsøkonomi på 36 millioner kroner om året, koster det forbrugerne tre millioner kroner, hver måned projektet står stille i. Samtidig er vi nødt til at fyre med vores gaskedler i stedet for – så lige nu har prisloftet negative konsekvenser for både forbrugerne og klimaet.

    Udskydes måned efter måned

    Overskudsvarmen i Viborg kan man få helt gratis, men for at man kan udnytte den, skal der selvfølgelig investeres i transmissionsledning, bygninger, pumper og varmepumpeanlæg.

    Og så snart prisloftet er fjernet, er Viborg Varme klar til at gå videre med projektet. Det vil ifølge Morten Abildgaard tage omtrent to år at nå helt i mål med.

    Først skal man igennem projektering, udbud og godkendelser, og til sidst følger en anlægsfase på godt halvandet år, fortæller han.

    - Men for hver måned der går med prisloftet, må vi vente en måned mere med at gå i gang, lyder det.

    Embedsværket spænder ben

    Løsningen på udfordringen – som også plager overskudsvarmeprojekter mange andre steder i landet –  er grundlæggende ret enkel, hvis man spørger Morten Abildgaard: Prisloftet skal helt væk.

    Og det har han da også en helt klar forventning om, at det kommer – mange politikere, heriblandt ordførere fra både Socialdemokratiet og Venstre, har nemlig allerede meldt ud, at man vil løse problemet.

    Derfor konstaterer Morten Abildgaard, at problemet må findes i embedsværket.

    - Det virker for mig som om, at embedsværket er imod at fjerne prisloftet. Jeg oplever, at man indikerer en række udokumenterede problemstillinger, som gør politikerne bange for at handle på det problem, de selv har sagt skal løses. Som jeg ser det, er det et klart eksempel på, at systemet i det her tilfælde simpelthen ikke fungerer, siger han og tilføjer:

    - Man forsøger at redde forbrugerne fra sig selv – men de har ikke behov for at blive reddet.

    CCUS-interesser må ikke stoppe omstillingen

    I Dansk Fjernvarme har man ligesom Morten Abildgaard bemærket, at udfordringen med prisloftet ser ud til at ligge hos embedsværket.

    Det er dog for nylig kommet frem, at man nogle steder er bekymret for, om en afskaffelse af prisloftet kan skabe en konkurrenceforvridning, når det kommer til at søge midler til at etablere CO2-fangst.

    Chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Jens Christian Nielsen, understreger dog, at der er tale om et forholdsvist tænkt scenarie. Skulle det alligevel vise sig at være et problem, bør det ikke lade hele potentialet for udnyttelse af overskudsvarme stå hen i det uvisse, mener han.

    - Så må myndighederne håndtere denne isolerede, teoretiske udfordring andre steder henne i reguleringen eller i de udbudsbetingelser, der skal gælde for CCS-udbuddet. Vi har en hel branche og industri, der står og tripper for at komme videre med den grønne omstilling og udnyttelse af overskudsvarme, siger han og tilføjer:

    - De har ventet længe nok.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...