Samarbejde vil gøre danskerne klogere på CCS
Virksomheder, fonde og eksperter går sammen om at forklare, hvordan og hvorfor CO2 skal indfanges og lagres i undergrunden. Der er nemlig behov for, at alle kender og forstår teknologien.

I energi- og forsyningssektoren har der igennem længere tid været meget tale om fangst og lagring af CO2 – også kendt som CCS. Men i den store offentlighed er det nok de færreste, der kender til det endsige ved, hvordan det fungerer, og hvorfor det er vigtigt for den grønne omstilling, at det bliver omsat til virkelighed.
Det tager en række virksomheder, fonde og eksperter initiativ til at ændre på. Konkret har de oprettet en hjemmeside – CO2 i dybden – hvorfra de vil introducere danskerne til teknologien, og som vil være udgangspunkt for kommunikation om emnet.
Blandt initiativtagerne er også en række medlemmer af Dansk Fjernvarme: ARC, ARGO, Fjernvarme Fyn, HOFOR, Kredsløb, Vestforbrænding og Ørsted.
- For at bekæmpe klimaforandringerne skal vi satse på mange forskellige grønne løsninger. Fangst og lagring af CO₂ er en af de løsninger, der kommer til at spille en betydelig rolle i de kommende år, når vi skal bygge CO₂-fangst ved kraftværkerne og etablere CO₂-lagre i undergrunden. Derfor er det vigtigt, at vi får let tilgængelig viden om løsningerne, så vi alle kan sætte os ind i, hvad det betyder for os, siger Ole Thomsen, Senior Vice President og direktør for Ørsteds kraftværksforretning.
Roser til initiativet fra Dansk Fjernvarme
Dansk Fjernvarme roser det nye initiativ, der bl.a. skal synliggøre, at teknologien er på plads, så Danmark med de rette rammer for fangst og lagring af CO2 kan tage hul på et nyt klima-eventyr til at fremme den grønne omstilling yderligere.
- Teknologien bag fangst og lagring er på plads og sikker, og vi har brug for at få formidlet det til alle. Derfor er det fornemt, at så mange står bag initiativet, så vi nu har en fælles indgang til information og viden om et emne, der kommer til at præge fremtidens energi og forsyning, siger Jannick H. Buhl, der er områdechef i Dansk Fjernvarme for CCUS og PtX.
For selv om vi i Danmark i fremtiden kommer til at bygge vores energiforsyning op om vedvarende energi som vind og sol, så vil der også i fremtiden være en vis mængde CO2 fra eksempelvis energiudnyttelse af danskernes restaffald, visse industrivirksomheder og forbrænding af biomasse for at kunne sikre danskerne stabil strøm i kontakten og varme på radiatoren.
Forskellen i forhold til nutiden vil være, at vi i stedet for sende CO2 ud i atmosfæren fanger den ind og lagrer den i undergrunden.
- Det er afgørende for at bremse klimaforandringerne, at vi tager CO₂ ud af ligningen, hvor det er muligt. CO₂-fangst og lagring er ikke en ny teknologi, men i løbet af de næste årtier vil det blive mere synligt, udtaler Claus Felby, Senior Vice President i Novo Nordisk Fonden, som er en af parterne bag den nye hjemmeside.
- Vi kan ikke bremse klimaforandringerne og få færre vejrekstremer uden nye teknologier. Og her er oplysning og debat en forudsætning for, at vi kan tage teknologierne i brug på en måde, som gavner både klima og samfund bedst muligt, siger han videre.
Tager ansvar for formidling
Hjemmesiden bygger på faktabaseret viden om, hvad fangst og lagring af CO2 er, og hvad teknologien betyder for det samfund, vi skal efterlade til fremtidens generationer. Med hjemmesiden tager virksomheder, forskere og eksperter et ansvar for at formidle den viden, de har, så alle får gavn af den.
- Der er behov for, at vi kommer videre med planerne om at fange og lagre CO₂, men der er også behov for, at vi får danskerne med på rejsen. Med hjemmesiden får vi alle sammen et sted, hvor vi kan få svar på spørgsmål om fangst og lagring af CO₂, så vi får en forståelse for hvordan og hvorfor denne teknologi kan være en af brikkerne til at løse klimakrisen, siger Philip Loldrup Fosbøl, associate professor ved DTU Kemiteknik, Ph.D., som har deltaget i hjemmesidens ekspertgruppe.
Om CO2 i dybden
Hjemmesiden kan findes på www.co2idybden.dk.
Målgruppen for hjemmesiden er den gennemsnitlige borger, der har interesse i at vide mere om fangst, transport og lagring af CO2.
Hjemmesiden forklarer fangst, transport og lagring af CO₂ så det er til at forstå. Hjemmesiden indeholder også en sektion, hvor man kan få svar på mange spørgsmål om fangst og lagring af CO2.
Bag hjemmesiden står Novo Nordisk Fonden samt Aalborg Portland, Amager Ressourcecenter, ARGO, Carbon Capture Cluster Copenhagen (C4), CarbonCuts, Equinor, Fidelis New Energy, Fjernvarme Fyn, Fortum, HOFOR, Kredsløb, Nordsøfonden, Novonesis, Port of Aalborg, Vestforbrænding, Wintershall dea og Ørsted
En ekspertgruppe har løbende været involveret i etableringen af hjemmesiden og givet input og kommentarer til det indhold, der ligger på hjemmesiden. Ekspertgruppen består af forskere fra forskellige danske universiteter, embedsmænd fra myndigheder samt repræsentanter fra forskellige organisationer. Medlemmerne af ekspertgruppen kan findes på hjemmesiden.
Om fangst og lagring af CO2
Danmark har ambitiøse klimamål. I 2030 skal de danske udledninger af CO₂ reduceres med 70 procent i forhold til år 1990. For at nå i mål er det nødvendigt at bruge en lang række af teknologier. Her spiller fangst og lagring af CO2 en vigtig rolle.
For at nå 2030-målet om en reduktion af CO2-udledningen på 70 procent, skal den sænkes med 20 millioner tons. Heraf forventes fangst og lagring af CO2 at bidrage med mindst 3,2 millioner tons CO2.
Internationalt er fangst og lagring af CO2 også vigtigt. FN's klimapanel, IPCC, vurderer, at fangst og lagring af CO2 formentlig bliver nødvendigt for at nå Paris-aftalens mål, ligesom både EU's klimaråd og det Internationale Energiagentur, IEA, ser Fangst og lagring af CO2 som et vigtigt redskab.
I Danmark er vi allerede i gang. Ørsted vandt i foråret 2023 det første udbud, som går ud på at fange CO2 på to af deres kraftvarmeværker fra 2026. I løbet af sommeren 2024 og 2025 igangsættes yderligere to statslige udbud, der skal sikre flere nye projekter, der kan fange og lagre CO2. Staten har i alt afsat 38 mia. kr. frem til 2044 til fangst og lagring af CO2. Det er hensigten, at der fanges og lagres mindst 3,2 mio. ton CO2 om året CO2 fra 2029.
Det er muligt at lagre CO2 i den danske undergrund. I løbet af juni forventer Energistyrelsen at offentliggøre hvilke virksomheder, der tildeles ret til at undersøge om og hvordan det er muligt at etablere CO2-lagre fem forskellige steder i Danmark.
Kilde: www.co2idybden.dk.
Skriv kommentar