Gå til hovedindhold
Produktion
PtX & CCUS
Distribution & Lagring

ARGO skal producere fjernvarme med affald fra yderligere to kommuner

Efter en offentlig udbudsproces har ARGO indgået et nyt samarbejde om behandling af restaffald fra Fredensborg og Helsingør Kommune. Aftalen gælder fra 1. juli og kommer i kølvandet på ARGOs annoncering af deres planer om at fange CO2 i Roskilde.

10. apr. 2025
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Det er anden gang på kort tid, at ARGO vinder et affaldsudbud udenfor deres ni ejerkommuner. Foto: Freddy Brandenburg.

Indhold

    Når borgerne i Fredensborg og Helsingør Kommune smider noget til restaffald, skal det fremover en smuttur til Roskilde, før det brændes af.

    Efter en offentlig udbudsproces har ARGO nemlig netop indgået aftaler med de to kommuners forsyningsselskaber om behandling af i alt 19.750 ton restaffald om året. Det skriver affaldsenergiselskabet i en pressemeddelelse.

    Med konkurrenceudsættelsen af affaldssektoren er der rift om kommunernes affaldsopgaver, og nu har ARGO altså sikret sig aftaler med to – for dem – nye forsyningsselskaber. Og det glæder direktør i ARGO Trine Lindegaard Holmberg, at man nu får etableret et nyt samarbejde:

    - Når nye samarbejder opstår, ser vi det som et tegn på, at ARGO tilbyder konkurrencedygtige og fremtidssikrede løsninger. Vi er stolte af, at vores kompetencer og kapacitet bidrager til energieffektive løsninger inden for restaffaldsbehandling, siger hun.

    Aftalen med Fredensborg Affald og Forsyning Helsingør Affald gælder fra 1. juli. Her overtager Argo  affaldsbehandlingen fra Norfors, som i dag håndterer det på Usserødværket i Hørsholm.

    Aftale med klimabonus

    Samarbejdet er indgået på baggrund af en samlet vurdering, hvor ARGO har leveret den mest konkurrencedygtige løsning med fokus på økonomi, miljø og samfundsansvar. Det understreger, at effektive affaldsløsninger kan skabe værdi på flere bundlinjer, lyder det i pressemeddelelsen.

    Og hos ARGOs nye samarbejdspartnere i Fredensborg og Helsingør bliver aftalen da også mødt med bifald.

    - For os handler det om mere end blot affaldsbehandling. Det handler om at tage fælles ansvar for den rolle, vi spiller i det større system og være med til at drive udviklingen i en grønnere retning. Her deler ARGO vores ambitioner om en mere fremtidssikret sektor,” siger Henrik Hansen, direktør i Fredensborg Affald A/S.

    I Helsingør er glæden også tydelig at spore. Her lægger Jacob Brønnum, adm. direktør og affaldschef i Forsyning Helsingør Affald A/S, særligt vægt på ARGOs nyligt offentliggjorte planer om at fange CO2 på affaldsenergianlægget i Roskilde.

    - Selv om økonomien har været afgørende i udbuddet, så kommer aftalen med en klimabonus. ARGO er nemlig et selskab med en stærk og tydelig miljø- og klimaprofil. De ønsker at udnytte alle ressourcer i affaldet og har netop offentliggjort planer om CO2-fangst på deres moderne kraftvarmeværk i Roskilde, forklarer han og fortsætter:

    - Jeg ser derfor også valget af ARGO som en styrkelse af vores egen lokale grønne omstilling og et skridt i retning af Forsyning Helsingørs vision om at være blandt landets mest veldrevne og bæredygtige forsyningsvirksomheder.

    Fire nye aftaler på kort tid

    Det er anden gang på kort tid, at ARGO vinder et affaldsudbud udenfor deres ni ejerkommuner.

    I slutningen af februar kunne affaldsenergiselskabet nemlig melde ud, at man havde vundet udbud for affaldet fra både Sorø og Slagelse Kommune, som indtil nu har været håndteret af AffaldPlus. Ligesom i Fredensborg og Helsingør gælder aftalen fra 1. juli.

    Affaldet fra seks af ejerkommunerne er allerede sikret, og lige nu forbereder ARGO sig på udbud i de resterende tre: Greve, Køge og Solrød.

    Med overtagelsen af affaldet fra Fredensborg og Helsingør Kommune skal ARGO altså håndtere affald fra hele ti – måske tretten – kommuner i de kommende år.

    Der er med andre ord gode udsigter til, at affaldsenergianlægget i Roskilde fremadrettet kan producere endnu mere fjernvarme og el til sjællænderne end tidligere.

    Og lykkes det ARGO at få del i det kommende CCS-udbud har man ikke mindst et godt grundlag for at fange CO₂ på det anlæg, som tårner op over byen.

    Ifølge ARGO vil man potentielt kunne fange op mod 350.000 ton CO₂ årligt, når anlægget er i drift.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...