Tilmeldingerne til Landsmøde 2025 har udviklet sig langt mindre eksplosivt end ved tidligere landsmøder, og derfor var det egentlig forventningen for nogle måneder siden, at deltagerantallet i Odense ville blive lavere end fx rekordåret 2024.
Men nu – ganske få dage før Landsmødet 2025 åbner – er der sat tilmeldingsrekord: Deltagerantallet er lige over 2.500 – og stadig stigende. Mandag morgen er antallet af tilmeldinger helt præcist på 2.502.
- Det er meget overvældende at se deltagerantallet først runde 2.300 og siden 2.400 – og nu altså også 2.500. Det er tredje år i træk, vi sætter en ny rekord for deltagerantallet på landsmøderne, lyder det fra landsmødeansvarlig i Dansk Fjernvarme, Taja Lindby Skak.
Det flotte deltagerantal falder sammen med, at Odense Congress Center giver bedre muligheder end tidligere for fx parkeringspladser ved landsmødet samt gode overnatningsmuligheder i umiddelbar nærhed af kongrescentret.
Samtidig er udstillingsområdet ved landsmødet markant udvidet, så der bliver endnu bedre muligheder for, at leverandørerne til fjernvarmesektoren og fjernvarmeselskaberne kan mødes under landsmødet.
- Nu er der, må vi sige, gjort klar til et forrygende landsmøde på mange fronter, og jeg glæder mig sammen med hele resten af Dansk Fjernvarme til at kunne byde velkommen fra torsdag morgen i Odense Congress Center, siger Taja Lindby Skak.
Skriv kommentar