Det er vigtigt med dialog om revisionen af kommunale varmeplaner
Netop nu er en lang række kommuner i færd med at revidere de varmeplaner, som de i al hast måtte udarbejde i 2022, da energikrisen ramte. Dansk Fjernvarme opfordrer sine medlemmer til at indgå i dialog med kommunerne om de nye varmeplaner.
Da energikrisen ramte med stor kraft fra foråret 2022 og frem, fik mange kommuner travlt med at skulle udarbejde varmeplaner, der skulle sikre, at der over tid kunne ske en udfasning af gas til opvarmning frem mod 2035.
Nu har flere kommuner enten taget fat på revision af deres varmeplaner eller er ved at tage tilløb til det, og det får Dansk Fjernvarme til at opfordre sine medlemmer til at gå i dialog med kommunerne. Det handler om fortsat at sikre den grønne omstilling fra fossile brændsler til grøn fjernvarme.
Seniorkonsulent Søren Magnussen følger fra Dansk Fjernvarme meget nøje arbejdet med varmeplaner i kommunerne, og han peger på, at der bl.a. har været fokus på, at en række fjernvarmeprojekter er udfordrede, og at det giver en langsommere grøn omstilling af varmeforbruget i nogle kommuner.
- Det udfordrer de klimapolitiske målsætninger og kommunernes klimaplaner, fordi kommunerne siden 2022 har haft et meget højt ambitionsniveau mht. til udrulning af fjernvarme og udfasning af gas. Og det er de selvfølgelig nødsaget til at forholde sig til fremadrettet for at opretholde et momentum på den grønne omstilling, lyder det Søren Magnussen.
Han understreger, at det er hans indtryk, at kommunerne helt generelt arbejder hårdt efter, at fjernvarme skal lykkedes – hvilket bl.a. afspejles af, at der fra kommunerne er sendt mange fælles opfordringer til klimaminister Lars Aagaard om at give klare signaler om gassens fremtid i den varmesektor.
- Derudover begynder vi også se kommuner, der vælger nye indfaldsvinkler på projektering af fjernvarme – fx at man indkalder aktører over en bred kam til at byde ind, som man har gjort det i Slagelse. Samtidig vælger man også nogle steder at holde fast i projektområder, selv om der er udfordringer her og nu, forklarer Søren Magnussen.
Og selv om vi først lige har taget hul på 2025, så haster det ikke desto mindre for kommunerne med at få revideret varmeplanerne, pointerer Søren Magnussen.
- Klimaaftalen fra 2022 skal efter planen genforhandles i løbet af 2026, og jeg vil mene, at opdaterede, kommunale varmeplaner med et fortsat fokus på udfasning af gas til opvarmning inden 2035 vil være et stærkt bidrag til den faglige og politiske proces for en ny Klimaaftale, siger Søren Magnussen.
Notat fra Dansk Fjernvarme
Dansk Fjernvarme har udarbejdet et notat til de kommuner, der vurderer, at det er relevant at revidere deres nuværende varmeplaner. Notatet tager udgangspunkt i det eksisterende varmeplansarbejde og de muligheder, der ligger i en fornyet kommunal varmeplanlægning igennem 2025.
Fjernvarmeselskabernes nuværende arbejde og strategiske overvejelser spiller en nøglerolle i kommunens varmeplan, og der kan med fordel afsættes ressourcer og tid til at give input og indgå i dialog med kommunen med vurderinger af udviklingen frem mod 2035.
Søren Magnussen
Gaskonverteringer
Samarbejde med kommuner
Fjernvarmepuljen
Mobil:
+45 29 81 90 37
E-mail: sma@danskfjernvarme.dk
Skriv kommentar