Gå til hovedindhold
Konverteringer
Medlemmer

Slagelse Kommune går utraditionel vej for fjernvarme

Det lokale fjernvarmeselskab, SK Varme, måtte for nogle måneder siden melde pas med fjernvarme til gasbyen Skælskør. Nu undersøger Slagelse Kommune, om andre kunne have mod på opgaven.

8. jan. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Det centrale Skælskør har igennem et par år kunnet se frem til at få fjernvarme, men i slutningen af 2024 brast drømmen. Det lokale fjernvarmeselskab, SK Varme, kastede håndklædet i ringen og meldte fra – de kunne ikke få økonomien til at hænge sammen og prisen pr. husstand ville blive for høj, lød forklaringen.

    Slagelse Kommune er dog ikke indstillet på umiddelbart at slippe muligheden for at få konverteret de mange boliger – som udgangspunkt over 650 – over på fjernvarme og går nu en utraditionel vej med at invitere aktører til at byde ind på en dialog om at etablere fjernvarme. Kommunen ved dog ikke præcist, hvor et evt. nyt projekt lander. Derfor dialogen, forklarer klimakonsulent i Slagelse Kommune, Stefan Katic.

    - Vi har et klart ønske fra kommunens Klima- og Miljøudvalg om at få undersøgt mulighederne for at få konverteret til fjernvarme, og inden vi skrider til en egentlig aflysning af det oprindelige fjernvarmeprojekt – med de konsekvenser det har for boligejerne – så vil vi gerne i dialog med markedet, siger Stefan Katic.

    Konkret vil man fra kommunens side facilitere en proces, hvor det undersøges, om der skulle være andre aktører, der kunne tænkes at have mod på at løse opgaven. Dialogen vil kommunen i udgangspunktet have med hver enkelt aktør, men man er – som Stefan Katic understreger – under et tidspres.

    - Vi har besluttet, at vi skal have det afklaret inden for tre måneder, så ikke mindst beboerne kan vide, hvad de skal forholde sig til.  Det vil sige klarhed over, om det overhovedet er muligt for et fjernvarmeselskab at etablere fjernvarme i området. siger han.

    Det betyder, at Slagelse Kommune allerede i ugerne 4 og 5 vil have dialog med potentielle aktører, ligesom der allerede er frist for tilmelding den 15. januar.

    Slagelse Kommune oplyser, at der i udgangspunktet er tale om et område i det centrale Skælskør, der består af ca. 670 bygninger med et årligt varmebehov på lidt over 21.000 MWh.

    Stefan Katic anerkender, at SK Varme er underlagt en række økonomiske krav, hvis de skal etablere fjernvarme, og at det har været årsag til, at forsyningsselskabet endte med at kaste håndklædet i ringen.

    - Derfor er det vores ønske med denne dialog er at tørre tavlen ren og se på, hvad der skal til for at et fjernvarmeprojekt potentielt kan blive til noget.

    Og her er det selvfølgeligt afgørende, at økonomien hænger sammen, siger Stefan Katic.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...