Gå til hovedindhold
PtX & CCUS
Medlemmer

Energnist vil indfange over 200.000 tons CO2 om året

Det kommunalt ejede Energnist har søgt om prækvalifikation til CCS-puljen. Midlerne skal gå til et stort CO2-fangstanlæg i Esbjerg, fortæller formand Kamma Eilschou Holm.

26. mar. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

- Vi er meget stolte af at kunne bidrage til Danmarks klimamålsætninger om CO2 neutralitet, og det er denne slags projekter, der er nødvendige for at nå målene, siger Kamma Eilschou Holm, bestyrelsesformand i Energnist. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    Et af landets største affaldsenergianlæg – Energnist – vil også være med i kampen om nogle af de 28.7 mia. kroner, som staten har lagt i en CCS-pulje, der skal sikre etablering og udnyttelse af CO2-fangst i Danmark.

    De melder nu ud, at de også er blandt ansøgerne om at blive prækvalificeret til det egentlige udbud, efter at ansøgningsfristen til prækvalifikationen nu er overstået.

    Ifølge en pressemeddelelse fra Energnist har man i over tre år udviklet og modnet et projekt for etablering af et CO2 fangstanlæg der skal opsamle over 200.000 tons CO2 årligt fra affaldsforbrændingsanlægget i Esbjerg.

    - Vi er meget stolte af at kunne bidrage til Danmarks klimamålsætninger om CO2 neutralitet, og det er denne slags projekter, der er nødvendige for at nå målene, siger Kamma Eilschou Holm, bestyrelsesformand i Energnist.

    Selskabet mener selv, at projektets størrelse samt dets tekniske og kommercielle modenhed gør, at det vil kunne finde vej fra prækvalifikation til det egentlig udbud under Energistyrelsen, og Energinist slår allerede nu fast, at udviklingen af projektet fortsætter hen over sommer og efteråret for at indgå i den endelige ansøgning til puljen ultimo 2025.

    Netop den eksisterende infrastruktur omkring Energnist Esbjerg og den nære adgang til Esbjerg Havn gør det ifølge Energnist muligt effektivt at håndtere og transportere den indfangede CO2 til lagring.

    I forhold til lagring er det planen at transportere CO2’en via rørledning til en CO2 terminal på Esbjerg Havn, hvor CO2’en gøres flydende og transporteres til lagring. Projektet vil skabe flere regionale arbejdspladser – op mod 500 i etableringsfasen og omkring 20 i den efterfølgende drift.

    Et stærkt lokalt partnerskab

    Energnist Esbjerg driver sammen med det lokale selskab A2X projektet frem mod en endelig investeringsbeslutning. A2X er ejet af de tre Esbjerg-baserede virksomheder HYTOR, SubC Partner og Terotech og står som teknisk og kommerciel partner i projektet.

    - Vi er meget glade for det lange samarbejde, vi har haft med A2X om dette projekt. Det er en milepæl for Esbjergs udvikling som centrum for CO2-fangst og lagring, og vi ser frem til at bidrage med vores fælles ekspertise til at realisere projektet, siger Kamma Eilschou Holm.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...