Gå til hovedindhold
PtX & CCUS
Medlemmer
Dansk Fjernvarme

Fjernvarme Fyn søger om prækvalifikation til CO2-fangst

Det fynske fjernvarmeselskab har budt ind til Energistyrelsen for at blive prækvalificeret til CCS-udbuddet senere på året. Det sker med en projektaftale med Linde.

26. mar. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    De har store forhåbninger på Fyn om at kunne blive udvalgt til at komme med i betragtning til nogle af de 28.7 mia. kroner, der er i den såkaldte CCS-pulje, der skal støtte op om etablering og udbygning af CO2-fangst i Danmark.

    Her og nu har Fjernvarme Fyn søgt om prækvalifikation – der var frist tirsdag den 25. marts – til det senere egentlige udbud, der bliver afgjort sent på året i år.

    Fjernvarme Fyn oplyser på deres hjemmesiden, at de har i forbindelse med ansøgningen har indgået en projektaftale med virksomheden Linde, det skal evaluere det potentielle CO2-fangstprojekt ”i forhold til at bygge, eje og drive CO2-fangstanlægget, inklusive rensning og fortætning af den fangede CO2”.

    Af pressemeddelelsen fremgår det om Linde, at virksomheden har ”ekspertise i hele CO2-værdikæden, herunder CO2-fangst, rensning, fortætning eller komprimering, der muliggør lagring eller genanvendelse af CO2‘en i processer eller produkter”.

    - Jeg er meget stolt over det projekt, vi nu står sammen med Linde om. Der er ingen tvivl om, at vi i dag tager et stort skridt hen imod at få et CO2-fangstanlæg i drift hos Fjernvarme Fyn inden 2030, siger vicedirektør hos Fjernvarme Fyn, Kim Winther.

    Forud for prækvalifikationen til Energistyrelsens CCS-pulje har Fjernvarme Fyn modnet et CO2-fangstprojekt, hvor alle led af værdikæden for fangst og lagring er blevet undersøgt. For Fjernvarme Fyn stod det på den baggrund hurtigt klart, at det var nødvendigt at finde en samarbejdspartner med erfaring inden for CCS samt erfaring med at bygge og drive et CO2-fangstanlæg.

    Fjernvarme Fyn ser CO2-fangst og -lagring som en central del af løsningen på klimaudfordringerne – også i Odense og Nordfyns Kommune, hvor Fjernvarme Fyns CO2-udledning udgør en stor del af den samlede udledning.

    Derfor har Fjernvarme en forventning om, at det fynske projekt bliver blandt de ti, der får lov til at gå videre i kampen om statens CCS-støttepulje på 28 milliarder kroner.

    - Det er altafgørende, at vi får etableret CO2-fangst på vores affaldsenergianlæg, da vi løser en væsentlig samfundsopgave med at håndtere det affald, som ikke kan genanvendes. Affaldsforbrænding udgør helt generelt en betydelig del af Danmarks samlede CO2-udledning og er dermed også en afgørende faktor i den grønne omstilling, siger vicedirektør Kim Winther.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...