Hinnerup: Afskaffelsen af prisloft kunne ikke være timet bedre
Hinnerup Fjernvarme har planer om at udrulle fjernvarme til et større industriområde med flere potentielle leverandører af overskudsvarme. Og med afskaffelsen af prisloftet på overskudsvarme kan man nu endelig sætte gang i konkrete forhandlinger.

For Hinnerup Fjernvarme kommer afskaffelsen af prisloftet på overskudsvarme på det helt rigtige tidspunkt.
I de seneste par år har man været i gang med at planlægge udrulningen af fjernvarme til et større industriområde i forsyningsområdet.
De sidste detaljer i planlægningen er ved at være på plads – og nu hvor prisloftet snart er væk, håber man på at lande aftaler med flere potentielle leverandører af overskudsvarme, heriblandt et datacenter og et kommende frysehus i området.
Det vil have en enorm betydning for det kommende projekt, hvis det lykkes. Derfor er driftsleder Peter Bakke også godt tilfreds med, at man nu rent faktisk kan rykke på det potentiale, som hele tiden har været der.
Siden prisloftet blev indført, har Hinnerup Fjernvarme nemlig været tilbageholdende med at sætte gang i konkrete forhandlinger, fortæller han:
- Vores fornemmelse har været, at projekter lignende vores er blevet skrinlagt som resultat af prisloftet. Derfor har vi ikke kigget på økonomien, men har ventet på, at loftet blev afskaffet, siger han og fortsætter:
- Nu kan vi så gå i gang med at forhandle med de potentielle leverandører og forhåbentlig lande nogle aftaler. Der er store mængder varme at hente – og hvis aftalerne kommer på plads, vil overskudsvarmen kunne erstatte en hel del af grundlasten fra biomasse.
Lovende interesse
I løbet af de næste par måneder forventer Hinnerup Fjernvarme at få afklaret, om det nye fjernvarmeområde bliver til noget.
- Vi har brug for en tilslutning på 45 procent, og interessen ser allerede lovende ud. Vi er klar til at trykke på startknappen, hvis det lykkes, fortæller Peter Bakke.
Så stort er potentialet for overskudsvarme
Afskaffelsen af prisloftet på overskudsvarme sætter et enormt potentiale i Danmark fri. En fjerdedel af al fjernvarmeproduktion vil ifølge Aalborg Universitets analyse, Varmeplanen Danmark 2021, kunne komme fra overskudsvarme i fremtiden. Det svarer til cirka 500.000 boligers forbrug. I dag er det alene varme svarende til cirka 65.000 danske husejeres forbrug, der kommer fra overskudsvarme.
I Varmeplan Danmark 2021 skønnes det, at 15 procent af fjernvarmen vil komme fra industrioverskudsvarme i 2045, mens datacentrene potentielt kan bidrage med yderligere 8 procent. Dertil kommer et yderligere potentiale for overskudsvarme fra Power-to-X- og CO2-fangstanlæg.
Potentielt vil man kunne tilslutte op mod 62 industriejendomme til fjernvarmen, hvis alle i det nye område vælger at konvertere. Dertil kommer i øvrigt en nyudstykning med kontorfaciliteter og et større nærliggende boligområde.
I alt ligger der et kapacitetsbehov i industrikvarteret på mellem otte og ti MW – og dem vil selskabet dække ind med varme fra deres eksisterende biomasseanlæg, mens man også forventer at etablere en stor akkumuleringstank og en elkedel på op mod 12 MW ved siden af.
Nok til at dele med naboerne
Oven i hatten kommer så overskudsvarmen.
Indtil videre ved Hinnerup Fjernvarme, at der i hvert fald er tre potentielle leverandører, som i praksis kan sende overskudsvarme ud i nettet, så snart ledningerne er lagt i området. I realiteten skal der nok lidt mere benarbejde til, men potentialet er ikke til at tage fejl af.
- Tilsammen kan de nok levere en kapacitet på en syv-otte MW overskudsvarme. Det er nok til at dække det meste af industrikvarterets kapacitetsbehov og vil være en super grundlast for os. Om sommeren vil vi faktisk have nok overskudsvarme til, at vi kan dele den med vores naboværk i Hammel, hvis interessen er der for det, siger han og forklarer:
- I dag køber vi affaldsvarme af dem om sommeren. Derfor har vi allerede ledningsforbindelsen på plads, så vi let kan deles om varmen.
Peter Bakke understreger, at tallene stadig er et skøn. Men under alle omstændigheder er det nu rent faktisk muligt at udnytte overskudsvarmen i Hinnerup. Og det giver blod på tanden.
- Vi tror på, at det nok skal lykkes. Det er der ingen tvivl om, siger driftslederen.
Det omdiskuterede prisloft
Efter flere års politisk arbejde er det lykkedes at få sløjfet det omdiskuterede prisloft på overskudsvarme. Loftet fjernes endegyldigt den 1. juli 2025.
Prisloftet har været en stopklods for mange konkrete overskudsvarmeprojekter – og har afskrækket flere fjernvarmeselskaber fra at indlede forhandlinger med potentielle leverandører.
Med afskaffelsen af prisloftet har fjernvarmeselskaberne nu langt bedre forudsætninger for at udnytte det enorme potentiale, der ligger i overskudsvarmen – til glæde for hele samfundets grønne omstilling.
Mange gode projekter bliver nu taget op
Vi har samlet en række gode eksempler på selskaber, der allerede nu kan komme videre i arbejdet med at få udnyttet lokal overskudsvarme:
Viborg Varme
Nu kan overskudsvarmen gøre Viborg fri af naturgas -13. marts 2025.
TLV Forsyning
Overskudsvarme: Ud med fliskedler og ind med varmepumper -10. marts 2025.
Fors
Fors ser muligheder i overskudsvarme fra datacenter- 6. marts 2025.
Grenaa Varmeværk
Overskudsvarmegennembrud: Direktør går nu markant gladere på arbejde- 3. marts 2025.

Lyt til podcasten
Podcasten Fjernvarmen har også talt med bestyrelsesformand Kristian Brøns Nielsen om Viborg Varmes fremtid med overskudsvarme.
Lyt til afsnittet her:
Skriv kommentar