Jeppe Bruus: Gasuafhængigheden er vigtig
Ministeren for Grøn Trepart indledte fredagens session på Landsmødescenen. Det skete med en understregning af vigtigheden af, at Danmark gør sig uafhængig af energi udefra.
Der var ministerstøv på Landsmødescenen fra begyndelsen af fredagens session under Landsmøde 2025, da minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, indtog taletiden med et oplæg til de relativt morgenfriske på landsmødet.
Selv om Grøn Trepart måske ikke er det mest logiske at divertere med foran en forsamling fjernvarmefolk, så understregede Jeppe Bruus indtil flere fællesnævnere mellem de to ting – herunder vigtigheden af den lokale opbakning, der både gør sig gældende for Grøn Trepart og fjernvarmesektoren.
- I har om noget i Danmark en stærk lokal rodfæstning, som også er noget af det, som vi arbejder stærkt på med den grønne trepart, lød det fra Jeppe Bruus.
Derudover pegede han også på, at et andet fælles træk er den grønne omstilling, som er helt central for såvel målet med den grønne trepart som den konvertering af rumopvarmningen, som fjernvarmeselskaberne fører an på.
Et element i den grønne omstilling er, pointerede Jeppe Bruus i sin tale, er, at Danmark og EU skal gøre sig uafhængig af – i første omgang – gas og olie fra Rusland. Uafhængigheden skal ikke alene handle om Rusland, men være helt generelt gældende – Danmark og EU skal være selvforsynende med energi.
Som minister i en regering, der siden 2022 har været presset af den politiske ustabilitet i Europa og krigen i Ukraine, understregede han i øvrigt, at regeringen ikke har glemt eller nedprioriterer klimaet.
- Der er ingen tvivl om, at vi skal have meget mere forsvar end tidligere, men det betyder altså ikke, at vi så nedprioriterer den grønne omstilling. Der er rent faktisk ikke en modsætning mellem mere fokus på forsvar og mere grøn omstilling, lød det fra Jeppe Bruus.
Det har vi også skrevet om fra Landsmøde 2025
DIN Forsyning modtager Fjernvarmeprisen 2025
Tillid er central for at få danskerne til at skifte varmekilde
Landsmødet: Genganger elsker dette års landmødelokation
Finansiering er nøglen til fjernvarmens internationale gennembrud
Forsyningens rolle i kommunerne er afhængig af økonomi og gennemsigtighed
Skriv kommentar