Gå til hovedindhold
Landsmøde

To ministre tager os ned af Memory Lane

De tidligere medlemmer af Folketinget og ministre, Svend Erik Hovmand og Poul Nielson, bliver interviewet under Landsmøde 2025 af Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

30. sep. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Der er tale om to sværvægtere i dansk politik, når Svend Erik Hovmand og Poul Nielson tager til Landsmøde 2025 i slutningen af oktober. På landsmødet skal de deltage i en særudgave af podcasten ”Ministertid”, der både på landsmødet og til daglig bestyres af Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der selv har en fortid som minister og medlem af Folkepartiet.

    Det bliver således en tur ned ad ”Memory Lane” for de to ministre, hvor Simon Emil Ammitzbøll-Bille vil fritte dem om deres tid på ministertaburetterne. Ganske som han allerede har gjort det med en række tidligere ministre i sin podcast.

    Fælles for de to tidligere politikere er, at de begge har været energiministre – men de har dog også andre ministerposter at vise frem i deres imponerende CV.

    Svend Erik Hovmand har den længste parlamentariske erfaring af de to. Han sad uden pauser i Folketinget valgt for Venstre i Storstrøms Amtskreds fra 1975 frem til 2007 – altså i over 30 år – og han var minister ad flere omgange.

    Energiminister var han i perioden 1986 til 1988, mens han senere var først boligminister og siden skatteminister. Samlet strakte hans ministertid sig over otte år.

    Poul Nielson

    Poul Nielson var i modsætning til Hovmand medlem af Folketinget i samlet tre forskellige perioder – han blev første gang valgt ind 1971 og forlod endegyldigt Folketinget i 1999 - og han nåede at være medlem i samlet 22 år.

    Han ”nøjedes” i forhold til Hovmand med to ministerperioder. Den første var som energiminister fra 1979 til 1982, mens han senere – fra 1994 til 1999 – var minister for udviklingsbistand.

    Manden med mikrofonen – Simon Emil Ammitzbøll-Bille – er som nævnt også tidligere minister. Han var således som medlem af Folketinget for Liberal Alliance økonomi- og indenrigsminister 2016 til 2019.

    Samlet sad han fra 2005 frem til 2022 i Folketinget. Han var i den periode valgt for Radikale Venstre og Liberal Alliance samt som løsgænger ad to omgange.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...