Kaskadekravet stiller krav til praksis

KLARA:

Overordnet set giver kravet god mening fra et EU-perspektiv, hvor formålet er at fremme cirkularitet og sikre, at ressourcer anvendes så længe og værdiskabende som muligt. En del af intentionen er også at sikre, at der ikke findes strukturer, som forvrider markedet – for eksempel statslige ordninger, der kan betyde, at ressourcer ikke bevæger sig derhen i værdikæden, hvor de har størst værdi.

Jeg finder det derfor problematisk, at Danmark har tolket kravet anderledes og indfører omfattende dokumentationskrav. I praksis betyder det flere bureaukratiske led for et problem, der reelt ikke eksisterer. Samtidig findes der ikke tilsvarende krav for fossile ressourcer, hvor man kan hente olie op af undergrunden og bruge den til plastprodukter med kort levetid. Det skaber efter vores vurdering en uhensigtsmæssig konkurrenceforvridning mellem materialer.

SIMON:

Vi bakker op om etableringen af kaskadekravet. I den grønne omstilling forudsætter samspillet mellem energisektoren og materialeindustrien, at ressourcerne prioriteres til deres højest mulige økonomiske og miljømæssige værdi. I Danmark, hvor biomasse spiller en stor rolle i energiforsyningen, er det afgørende, at træ med potentiale til materialebaseret værdiskabelse ikke i unødig grad anvendes til energi.

Vi ser derfor kravene som et vigtigt redskab til at balancere samfundets behov for både energi og materialer.

KLARA:

Vi vurderer ikke, at der i dag er udfordringer med at overholde kaskadeprincippet for skovbiomasse. I praksis sker det automatisk, fordi markedet regulerer anvendelsen. Biomasse sælges ikke til energiformål, hvis den kan opnå en højere pris længere oppe i værdikæden. Materialer med højere værdi vil derfor naturligt blive anvendt til andre formål end energi.

Formålet med kaskadekravet i direktivteksten er blandt andet at afdække, om der findes markedsforvridende mekanismer – for eksempel støtteordninger – som kan føre til, at materialer, der kunne have været brugt til højere formål, ender som flis til energi. Vores vurdering er, at sådanne mekanismer ikke er til stede i den nuværende danske kontekst.

SIMON:

Vi oplever, at kaskadeprincippet i perioder er udfordret af, at energisektoren i Danmark står for et stort indkøb af biomasse, med risiko for, at træ med potentiale for industriel anvendelse bruges til energi. Det kan påvirke dansk træindustris konkurrencekraft i forhold til vores nabolande. Slutbrugerne har ofte ikke mulighed for at påvirke efterspørgslen, da valgfriheden til energiforsyning er begrænset. Det giver energisektoren et særligt ansvar for at arbejde målrettet med kaskadeprincippet.

KLARA:

De største udfordringer knytter sig til implementeringsprocessen. Der har været en længere dialog med myndighederne om, hvad kaskadekravet skal indeholde, og hvordan risikoanalyserne skal udarbejdes.

Vejledningen er ikke offentliggjort endnu. Den blev sendt i høring i starten af 2026. Det betyder, at der er kort tid til at udarbejde et solidt grundlag, inden kravet træder i kraft den 1. juli 2026.

Derudover kan der opstå praktiske udfordringer, når kravet skal implementeres i praksis. Biomassehandlen involverer mange aktører på tværs af lande, som skal tilpasse sig de nye dokumentationskrav.

Endelig er der en udfordring i timingen. Skovbranchen er allerede i gang med at producere flis til den kommende varmesæson, og en stor del vil først blive solgt efter den 1. juli 2026. Det betyder, at skovejere allerede nu skal forholde sig til krav, som endnu ikke er fuldt defineret. Det skaber usikkerhed om den dokumentation, der vil blive efterspurgt, og kan få betydning for forsyningssikkerheden.

SIMON:

Vi ser flere udfordringer, især i forhold til fortolkning og praksis. Vejledningen mangler præcise anvisninger for, hvor ofte risikovurderingen skal opdateres, og hvordan vurderinger bør gennemføres, hvilket kan skabe usikkerhed.

Et særligt problem er, at begrebet “økonomisk bæredygtig” ikke er klart defineret. Det gør det uklart, hvordan det dokumenteres, at alternativer til energiudnyttelse er undersøgt.

For at sikre reel effekt savner vi også, at det tydeligt fremgår, at vurderingen skal revideres ved væsentlige ændringer i markedet eller forsyningskæden. Endelig er det afgørende, at risikovurderingen foretages, før biomassen indkøbes, og at ansvaret er entydigt – også når der anvendes eksterne styringssystemer.

KLARA:

Det rammer kernen i problemstillingen. Markedet sørger allerede i dag for, at biomasse anvendes der, hvor den giver mest økonomisk værdi. Skovejere og leverandører har derfor et naturligt incitament til at afsætte ressourcerne til de formål, hvor de opnår den bedste pris.

Dokumentationskravet ændrer derfor ikke på den faktiske praksis. Den primære effekt er, at man nu skal dokumentere noget, som i forvejen sker af sig selv.

SIMON:

Det er et vigtigt dilemma. Vi går ind for de frie markedskræfter, og markedet kan langt hen ad vejen styre ressourceudnyttelsen. Men i perioder med høj energiefterspørgsel kan markedskræfterne skubbe til balancen – særligt i Danmark, hvor afhængigheden af træbiomasse i forsyningen er høj. Vi har set eksempler på, at markedet ikke sikrer den optimale kaskadeanvendelse. Tydelige og proportionale krav kan derfor understøtte markedet og sikre, at beslutninger bygger på aktuelle, faktuelle forhold og ikke alene på udsving i markedet.

KLARA:

Kravene vil især påvirke skovejerne, da det er dem, der skal levere dokumentation til fjernvarmeselskaberne.

Afhængigt af hvordan de enkelte kraftvarmeværker vurderer risikoen i deres analyser, kan leverandørerne enten skulle erklære, at kravene overholdes, eller dokumentere konkrete mitigerende tiltag. Det kan derfor betyde endnu et administrativt lag for skovejerne.

SIMON:

De hilser kaskadekravet velkomment. En effektiv implementering kan bidrage til, at gavntræ ikke i for stor udstrækning går til energiformål, og dermed styrke ressourceudnyttelsen og konkurrencekraften for danske virksomheder. Omvendt er der risiko for, at en slap eller uensartet implementering blot skaber administrativt bøvl uden reel effekt.

KLARA:

Det vigtigste bliver at skabe en så ensartet implementering som muligt.

Hvis selskaber stiller vidt forskellige krav til deres leverandører, risikerer man unødigt komplekse processer. Derfor vil det være en fordel at koordinere kravene og holde implementeringen enkel og ensartet på tværs af sektoren.

SIMON:

Det er vigtigt, at fjernvarmeselskaberne sikrer løbende opdatering af risikovurderingen på baggrund af både markedsinformation og viden om de konkrete forsyningskæder. Der bør være fokus på hele værdikæden – fra skoven til fjernvarmeværket. Kommunikation og samarbejde er centralt, og dokumentation og ansvar skal være klart placeret, uanset om vurderingen foretages internt eller eksternt. På den måde kan alle aktører bidrage til en ansvarlig og balanceret ressourceudnyttelse.