Naboselskaber kigger mod fælles fremtid på Djursland
For Rønde og Thorsager er løsningen på fremtidens krav til fjernvarmen at forene kræfterne og stå stærkere til nye investeringer i grøn omstilling og mere krævende administrative opgaver.
Torben Chr. Olsen (tv) har været driftsleder i Rønde siden 2007, men Svend Eide Arvesen har arbejdet i Thorsager siden 1988. Nu kan de se frem til en sammenlægning fra det kommende årsskifte.
Abonnér på
Du kan til enhver tid afmelde dine abonnenter. Vi sørger for, at dine data blive håndteret forsvarligt og korrekt.
Tak! Du abonnerer nu på:
Vi har sendt en aktiveringsmail til dig. Klik venligt på aktiveringslinket i mailen, for at begynde at modtage nyhedsmails.
Hov, der skete en fejl.
Klik venligt "Prøv igen" for at vende tilbage, eller klik på krydset for at afslutte.
Indhold
To ekstraordinære generalforsamlinger skal i løbet af foråret afgøre, om Rønde Fjernvarme og Thorsager Fjernvarme skal sammenlægges til ét andelsselskab – med virkning fra 1. januar 2027.
De to værker ligger 5 km fra hinanden og har samarbejdet og hjulpet hinanden gennem årene. Der har sideløbende været en dialog om fordelene ved en sammenlægning, og nu lægger to enige bestyrelser op til at gøre en fusion til virkelighed.
- Tiden er moden til, at vi tager skridtet fuldt ud og bliver til ét selskab med flere ressourcer til de opgaver, som venter. Det handler om investeringer i ny varmeproduktion, og det handler om at samle kræfterne til at imødekomme øge de krav til rapportering og administrative opgaver, siger driftsleder Svend Eide Arvesen, Thorsager Fjernvarme.
Han har været med, siden værket blevet etableret som barmarksværk i 1988 med 200 kunder. Halm har været det primære brændsel lige siden, og værket er nu på halmkedel nummer to, som nærmer sig 20 års drift. I dag er der 480 kunder.
Hos naboselskabet Rønde Fjernvarme har Torben Chr. Olsen været driftsleder siden 2007, da der var 750 kunder, som i dag er vokset til 2050 kunder – med flere på vej. Bag ønsket om en sammenlægning gemmer sig nemlig også historien om en succes for den lokale, kollektive varme.
- Vores lokalområde er meget populært for tilflyttere, der arbejder i Aarhus, men som synes det er for dyrt at bo i Aarhus eller som gerne vil have hus og have og bo på landet. Alle de lokale landsbyer oplever stor søgning af unge familier, og det smitter positivt af på tilslutningen til fjernvarmen, fortæller Torben Chr. Olsen.
Behov for øget varmekapacitet
De to værker ligner på flere punkter hinanden – halm er det primære brændsel, kedlerne er omtrent lige gamle, og der er kun 600 kr. i forskel på den gennemsnitlige årlige varmepris.
- Vi står begge med ældre halmkedler, der nærmer sig forventet levealder. Men i Rønde er vi meget tæt på kapacitetsgrænsen. I vinter måtte vi køre med alle vores anlæg, inklusive spidslastanlæg med olie og træpiller, for at kunne følge med, fortæller Torben Chr. Olsen og fortsætter:
- I Rønde skal der øges på produktionssiden, hvis vi ikke skal lukke for tilgangen af nye kunder. Uanset om sammenlægningen bliver vedtaget eller ej, skal vi i gang med at udvide vores produktionskapacitet, hvis vi skal følge med det fremtidige behov, siger han videre.
I Thorsager er man ikke så tæt på kapacitetsgrænsen, men til gengæld fylder det administrative mere og mere i de daglige opgaver. Ud over Svend Eide Arvesen er der kun en administrativ medarbejder på deltid.
- Vi forventer, at kravene til dokumentation, indberetninger og administration bare vil blive øget. Det lægger et stigende pres på vores ressourcer som et lille selskab. Folk står heller ikke ligefrem i kø for at træde ind i vores bestyrelse. Med de investeringsbeslutninger, der skal tages, vil det være godt med en større kreds at rekruttere bestyrelsesmedlemmer fra. Vi håber også, at en sammenlægning kan få vores varmepris lidt ned, når vi høster stordriftsfordelene, siger Svend Eide Arvesen.
I Thorsager er den gennemsnitlige årlige varmeudgift på 17.600 kr. mens den i Rønde er 17.000 kr.
- Vi forventer, at en sammenlægning vil bringe varmeprisen i Thorsager ned på niveau med Rønde, så kunder i Thorsager vil opleve en lavere pris, mens kunder i Rønde i første omgang får en uændret pris. Men på sigt er ambitionen, at vi kan sænke varmeprisen for alle kunder, siger Torben Chr. Olsen.
Ønske om elbaseret produktion
Øverst på ønskesedlen for et sammenlagt selskab står en helt ny elbaseret varmeproduktion med elkedel, varmepumpe og akkutank, som skal ligge på en tredje adresse mellem de to værker. Herfra skal etableres i første omgang en ledning til Rønde – og måske på sigt til Thorsager. Når den 19 år gamle halmkedel i Thorsager er udtjent, kan det også blive aktuelt at etablere nye anlæg her.
Allerede i dag er der mange timer, hvor elbaseret varme er billigst, mens man kan konstatere at halmpriserne er stigende.
- Vi skal udvide vores produktionsportefølje, så vi ikke er så afhængige af halm, og fremtidssikre os med elbaseret varmeproduktion, siger Torben Chr. Olsen.
Et yderligere ønske er på sigt at flytte varmeproduktionen ud af Rønde – når den nuværende halmkedel er udtjent.
- Værket ligger midt i byen ved blandt andet skole og børnehave, og vi har halmtransporter ind i byen til værket hver dag. Det er ikke optimalt. Vi får heller ikke lov at opføre nye anlæg på vores nuværende adresse, så nye anlæg skal flyttes til et sted, som tilgodeser begge vores varmenet, siger Torben Chr. Olsen.
Sikre fremtidens varme
Medarbejderne på de to værker har været inddraget fra starten af processen.
- Vi forventer ikke ændringer blandt medarbejderne som følge af sammenlægningen, og alle har nikket ja. De to værker skal jo fortsat driftes, men med en sammenlægning vil vi få mere fleksibilitet, når det gælder planlægning, og hvem der til daglig løser opgaverne på værkerne, siger Torben Chr. Olsen.
Et andet aspekt er fremtidig rekruttering – fx når 64-årige Svend Eide Arvesen går på pension. Kan man rekruttere til så lille et værk?
- Vil Thorsager kunne få en ny, dygtig driftsleder, hvis man skal gå helt alene i det daglige? Vi tror, at et samlet, større selskab vil kunne tiltrække flere ansøgere i fremtiden, siger han videre.
De to værker har tillige konsulteret Dansk Fjernvarmes varmefaglige afdeling for at få rådgivning i processen frem mod en eventuel sammenlægning.
- Vi har fået stor hjælp af chefkonsulent Birthe Boisen, som blandt andet har vist os videre til jurister og revisorer med erfaringer fra denne type processer, så det formelle grundlag er på plads, inden forslaget om sammenlægning fremlægges for andelshaverne, siger Svend Eide Arvesen.
Indtil videre har der ikke været kritiske røster om sammenlægningsplanerne blandt kunderne.
- Vi er optimistiske og håber, at der er et nyt og stærkere varmeselskab, som skal sikre fremtidens fjernvarme i vores forsyningsområder fra 2027. De anlæg, vi står med i dag, har klaret 20 års udvidelse af fjernvarmen i vores områder, og vi skal nu være parate til at sikre og udvide forsyningen mindst 20 år frem, siger Torben Chr. Olsen.
Rønde Fjernvarme
- 2.050 kunder
- Årlig varmeproduktion: 42.000 MWh.
- Årligt varmesalg: 34.000 MWh
- Primær varmeproduktion på 6,3 MW halmkedel
- 52 km hovedledninger
- 29 km stikledninger
- Etableret 1958
- Flyttet til nuværende adresse i 1987
Thorsager Fjernvarme
- 480 kunder
- Årlig varmeproduktion: 10.363 MWh
- Årligt varmesalg: 6.647 MWh
- Primær varmeproduktion på 3,15 MW halmkedel
- 10,2 km hovedledninger
- 8,6 km stikledninger
- Etableret 1988
Sammenlægninger i fjernvarmesektoren
Der sker sammenlægninger i fjernvarmesektoren, og det har været fokus for et tema i januar-udgaven af magasinet Fjernvarmen.
Læs artiklerne nedenfor:
Skriv kommentar