Boligejere hamstrer nye gasfyr - varmepumper er ude i kulden
LÆS I DAG: Det er nu eller aldrig med fjernvarmen i byerne på Stevns. I kølvandet på planlægningsmål: Kraftvarmeværkerne vigtige for forsyningssikkerheden. Verdos bestyrelse godkender fjernvarmeprojekt i Assentoft. Fjernvarmen buldrer derudad: Syv byer kan snart tilmelde sig. Fjernvarmeudrulning forsinket i Grauballe. Silo i kraftvarmeværk eksploderede i Jebjerg. Milliondyr giga-tank flyttet om natten. Fyret direktør overtrådte ifølge selskab interne regler. Havvindmølleprojekt klar til høring og borgermøde.
Børsen:
Boligejere hamstrer nye gasfyr - varmepumper er ude i kulden
De laveste gaspriser i tre år spænder ben for udbredelsen af både individuelle varmepumper og fjernvarme. I stedet vælger boligejere at skifte gamle gasfyr ud med nye, der tilmed koster omkring en-tredjedel af en varmepumper, fremgår det af Børsen.
- Vi har solgt rigtigt mange gaskedler. Vi skal tilbage til 2016 for at se et lige så højt salg i årets to første måneder, siger Bent Achton, direktør i Leon Petersen VVS & Gas, som er en af landets større vvs-installatører, til Børsen.
Nye tal fra Dansk Fjernvarme viser, at 25.000 boliger med gasfyr blev konverteret til fjernvarme i 2023, og at der er yderligere 35.000 konverteringer på vej i 2024.
Men tallene viser også, at der allerede er droppet projekter med 20.000 gaskunder, og at projekter med yderligere 31.000 gaskunder ligger på vippen, fordi der stadig er for få tilslutninger til at gøre projekterne rentable.
- Der er fuld fart på konverteringer og projekter rundt omkring. Men der er også projekter, der ikke opnår tilslutninger nok, fordi boligejerne ikke er klar til at skifte fra naturgas til fjernvarme, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
Han fortsætter:
- Der er ingen tvivl om, at den lave gaspris, og det, at der ikke er udmeldt en slutdato på naturgas i opvarmning, er med til at fastholde mange på deres naturgasfyr. Og vi har også bemærket, at en del køber nye naturgasfyr.
*****
SN.dk:
Det er nu eller aldrig med fjernvarmen i byerne på Stevns
Der er i alt cirka 4000 husstande, der potentielt kan få fjernvarme i henholdsvis Store Heddinge, Hårlev og Strøby Egede / Valløby. Og tilslutningsprocenterne skal ligge mellem 60 og 75 i de tre områder, hvis det skal være prismæssigt attraktivt og konkurrencedygtigt i forhold til andre former for opvarmning.
Det er den kontante melding forud for en række dialogmøder med borgerne om at få udbredt fjernvarme.
- Vi er ikke ude på at presse noget ned over hovedet på folk. Der er ingen tvang i det her, det er helt frivilligt. Derfor har vi også indkaldt til et dialogmøde og ikke et informationsmøde, da det er helt op til stevnsboerne selv om de vil have fjernvarme eller ej. Vi indbyder nu til en dialog i hver af de områder, hvor det giver mening at etablere fjernvarme, har Nina Marie Holmboe, der er projektchef for fjernvarme på Stevns under Klar Forsyning, sagt til SN.dk.
Og selvom der ikke er nogen tvang i forbindelse med dialogen, så står det åbne tilbud om etablering af fjernvarme kun ved magt, hvis det er nok interessetilkendegivelser til en rentabel opstart og drift.
1. maj er skæringsdatoen, hvor interessen bliver gjort endeligt op. Her vurderes om projektet skal køre videre i én eller flere byer. Så kan man så spørge, hvad det kommer til at koste i tilslutningsafgift og drift?
- Vi forsøger at være helt åbne og ærlige i vores kommunikation. Og vi ved godt, at de to første spørgsmål folk sidder med, det er, hvad koster det og hvornår kan vi få det? Til begge spørgsmål må vi ærligt svare, vi ved det ikke endnu, men jo flere, der tilslutter sig jo billigere bliver det og jo hurtige folk tilslutter sig jo hurtigere går det, svarer Nina Marie Holmboe.
*****
GridTech:
I kølvandet på planlægningsmål: Kraftvarmeværkerne vigtige for forsyningssikkerheden
Det kræver politisk handling her og nu, hvis de eksisterende kraftvarmeværkerne skal bevares, lyder det ifølge GridTech fra Dansk Fjernvarme. Meldingen kommer i kølvandet på det såkaldte planlægningsmål, der er fremsat af klimaminister Lars Aagaard, som skal sikre elforsyningssikkerhed i fremtidens Danmark.
Dansk Fjernvarme kvitterer for et »ambitiøst« planlægningsmål, der lyder på 36 minutter med strømafbrud, men efterlyser konkrete politiske initiativer, der skal sikre, at kraftvarmeværkerne bevares.
- Det er paradoksalt, at vi nu står i en situation, hvor Energinet vurderer, at der mangler regulerbar elproduktion, mens der samtidig ikke er økonomi i at holde kraftvarmeanlæggene kørende, så mange fjernvarmeværker lukker deres kraftvarmeanlæg, siger Michael Søgaard Schrøder, chefkonsulent i Dansk Fjernvarme.
*****
Randersidag.dk:
Verdos bestyrelse godkender fjernvarmeprojekt i Assentoft
Verdo’s bestyrelse har formelt nikket til overtagelsen af det lokale fjernvarmeprojekt i Assentoft. Nu handler det om at få information ud til de lokale borgere, lyder det samstemmende fra Verdo og Assentoft Forsyning. Det skriver Randersidag.dk.
- Vi har altid gerne ville forsyne Assentoft, og nu har vi kapaciteten til at gøre det. Det er afgørende. Og så må jeg sige, at det er et flot forarbejde, der er gjort af Assentoft Forsyning, siger Torben Høeg Bonde, der er formand for bestyrelsen hos Verdo.
Kristian Haugland fra Assentoft Forsyning glæder sig over, at Verdo er klar til at løfte opgaven, og efter en periode med stilstand og usikkerhed omkring hele fjernvarmeprojektets fremtid, ser han frem til, at der nu igen kan komme skred i planerne.
- Vi har 720 husstande, der tidligere har givet tilsagn om at blive tilsluttet fjernvarme herude, og nu glæder vi os til, at vi i den kommende periode kan begynde at informere om de næste skridt, fortæller Kristian Haugland, formand for Assentoft Forsyning.
Borgerne i Assentoft kan allerede nu gå ind på Verdo’s hjemmeside og forny deres tilsagn om, at de ønsker at blive tilsluttet fjernvarmen. Der er i alt ca. 1.750 husstande i Assentoft, som kan komme på fjernvarmen.
*****
Midtjyllands Avis:
Fjernvarmen buldrer derudad: Syv byer kan snart tilmelde sig
Silkeborg Forsyning har kurs mod tusinder af nye fjernvarmekunder allerede i løbet af 2024, beretter Midtjyllands Avis. De næste byer er blandt andre Resenbro, Skærbæk, Øster Bording, Høje Kejlstrup og Virklund.
Ifølge den opdaterede tidsplan bliver de næste til at få tilbuddet om at komme på fjernvarmen borgerne i Resenbro og Skærbæk. Her vil forsyningen i årets andet kvartal, altså fra 1. april, køre kampagne med en midlertidig rabat på tilslutningsafgiften for at få så mange som muligt til at tilmelde sig.
Mindst 60 procent af de 646 potentielle ejendomme skal tilslutte sig, for at det bliver til noget. Ifølge den nye tidsplan vil forbrugerne få varme i radiatorerne i 2025 og 2026, efterhånden som tilkoblingerne sker.
Også borgerne i Øster Bording får mulighed for at tilmelde sig fjernvarme fra 1. april. I tredje kvartal gælder det så Høje Kejlstrup, hvorefter turen i fjerde kvartal kommer til Voel og Sejs-Svejbæk.
*****
Midtjyllands Avis:
Fjernvarmeudrulning forsinket i Grauballe
Nedgravningen af rør i kvarteret omkring Grauballe Gudenåvej er rykket nogle måneder, mens det samlede projekt for hele byen ventes at nå i mål til tiden. Det fremgår af Midtjyllands Avis, der forklarer forsinkelsen med bl.a. usædvanlig meget nedbør under gravearbejdet.
- Vi er blevet forsinket, fordi vi pludselig fik Kong Vinter med frost og sne. Det medførte, at vi lå stille med arbejdet i det meste af december og en pæn del af januar, siger ingeniør Kim Almskou, der er projektleder på Silkeborg Forsynings fjernvarmeetablering i Grauballe..
- Det kom så efter et meget vådt efterår, hvor vi fik så meget vand, at nogle af vores udgravninger også skred sammen, siger han.
Kim Almskou fortæller til Midtjyllands Avis, at man i efteråret og vinteren må påregne dage eller uger med udfordrende vejr. Det var der i et vist omfang også taget højde for i planlægningen af arbejdet.
- Men det er efterhånden sjældent, at vi har så voldsom en vinter, og det kom lidt bag på os, siger han.
I den oprindelige tidsplan skulle fjernvarmeetableringen i byen være på plads i oktober måned. Projektlederen fortæller, at det stadig er planen at kunne nå helt i mål med det samlede varmeprojekt indenfor den tidshorisont.
*****
Randers Amtsavis:
Silo i kraftvarmeværk eksploderede i Jebjerg
Klokken 00.30 lørdag blev hele Jebjerg vækket af et gigantisk drøn. Ifølge bl.a. Randers Amtsavis var det den ene silo på byens varmeværk - Værum-Ørum Kraftvarmeværk - der var røget i luften. Den silo, der var eksploderet, var tom, men kan ellers indeholde 20 tons træpiller.
- Jeg har aldrig tidligere, hverken set eller hørt, at sådan noget kunne ske. Men vi tror, at det må være en form for støv-eksplosion, der er sket. På mandag vil vi tage fat i dem, der har lavet kedler, siloer og sat anlægget op, for at høre, om det er noget de har erfaring med, siger værkets driftsleder, Erik Bøgeskov, til Randers Amtsavis.
Han fortæller, at både politi og beredskab først var bekymret for, om det kunne være noget, nogle drenge havde gjort.
- Men det kom de hurtigt fra. Det er der ingen tegn på, siger Erik Bøgeskov.
Operationschef hos Østjyllands Brandvæsen, Steen Bøje, bekræfter, at de var til stede på varmeværket natten til lørdag.
- Vi kunne konstatere, at silotaget var blæst af, men hvordan det er sket, det ved vi ikke. Der var ikke tegn på brand, siger han.
Varmeværket forsyner 670 husstande med varme fra fyring af træpiller sammen med varmeanlægget på Hammelvej. Og det på Hammelvej kan sagtens tage over og sørge for at ingen fryser i Jebjerg, forsikrer Erik Bøgeskov.
*****
TV2 Østjylland:
Milliondyr giga-tank flyttet om natten
TLV Forsyning på Djursland har i nattens mulm og mørke flyttet en enorm tank på cirka 20 mete ri højden og mere end otte meter i bredde. Flytningen gik fra HSM Industri i Grenaa til fjernvarmeværket i Gjerrild, fortæller TV2 Østjylland.
Tanken er lavet til at opbevare vand til fjernvarme, der efter planen skal varmes med strøm fra vindmøller og solceller, når vejret tilgodeser dem hver især. På den måde håber TLV Forsyning at kunne blive mindre afhængig af forurenende energikilder.
- Vores varmeværker er cirka 25 år gamle, bruger træflis og er ved at være godt brugt. Men ved at bruge strøm fra sol og vind til at varme vand og lagre det i tanken kan vi levere en grønnere fjernvarme, siger direktør for TLV Forsyning, Michael Meldgaard.
Forsyningsselskabets i alt ti værker på Djursland vil alle få varmepumper til at varme vandet og akkumuleringstanke til at opbevare det. En investering på i alt 100 millioner kroner.
Den nye akkumuleringstank i Gjerrild kan indeholde omkring 1000 kubikmeter fjernvarmevand. Det sikrer hver fjernvarme kunde i området omkring 5.500 liter tilgængeligt fjernvarmevand.
*****
EnergiWatch:
Fyret direktør overtrådte ifølge selskab interne regler
Årsagen til fyring af Claus Thorsen som økonomidirektør for Odsherred Forsyning er fortsat, at man ønsker en ny profil. Siden har bl.a. formanden for bestyrelsen oplyst, at der også var tale om brud på interne retningslinjer, fremgår det af EnergiWatch. Dog bliver det betonet, at det ikke har relation til fyringen.
Bestyrelsesformand Mathias Hansen oplyser, at bestyrelsen først efter et møde i januar blev opmærksom på, at Claus Thorsen ligeledes havde overtrådt interne regler. Han afviser af den grund, at overtrædelsen skulle have ført til fyringen. Den skal alene skal ses som et udtryk for ønsket om en ny profil, lyder det.
- Det er lidt hårdt at sige, at han er blevet fyret, selvom det nok er det, der er foregået. Men jeg prøver at undgå det ord, for jeg synes, at det signalerer noget forkert, når det egentlig er en dygtig mand, vi snakker om, siger han og fortsætter:
- At der så er kommet andre forhold frem efterfølgende, er, hvad det er.
Mathias Hansen erkender, at det ikke kun kan handle om ”småting”, når det ender i en fritstilling, men det er normalt, fremhæver han, at en direktør ikke fortsætter i sin stilling i opsigelsesperioden.
*****
Energy Supply:
Havvindmølleprojekt klar til høring og borgermøde
7. februar godkendte Energistyrelsen og Miljøstyrelsen miljøkonsekvensrapporterne for havvindmølleprojektet Lillebælt Syd. Det betyder ifølge Energy Supply, at man nu går i gang med et udkast til en etableringstilladelse, og det betyder, at projektet kan forventes at få den endelige tilladelse til sommer.
Inden tilladelsen gives, får alle dog mulighed for at høre mere om miljøkonsekvensrapporten. Det sker, når rapporten sendes i offentlig høring fra den 1. marts til 26. april. Det oplyser Project Zero i en pressemeddelelse.
Efter høringen sagsbehandler Energistyrelsen og Miljøstyrelsen de indkomne høringssvar, inden den endelige etableringstilladelse gives.
Havvindmølleparken skal bestå af 11 vindmøller på hver 15 MW, og projektet er afgørende for Project Zeros målsætning om et CO2-neutralt Sønderborg i 2029. Havvindmølleparken er nemlig med til at sikre, at der er strøm nok til den grønne omstilling, hvor olie og gas erstattes med el.
Skriv kommentar