Gå til hovedindhold

Udrulning af fjernvarme kan begynde i Holbæk

LÆS I DAG: Rabat til 400.000 boligejere: Olie- og gasfyr slanker kvadratmeterprisen. Skruer ned for solvarmen og op for energilager-aktiviteterne. Andel af kvinder i forsyningsbestyrelser stiger trægt. Formand for KL's klima- og miljøudvalg genopstiller ikke som borgmester.

12. mar. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Holbæk Kommune; pressemeddelelse:
    Udrulning af fjernvarme kan begynde i Holbæk

    Fors A/S har netop fået kommunalbestyrelsens godkendelse af det varmeprojektforslag, der muliggør, at man kan tage hul på den første etape af fjernvarme i Holbæk by. I første omgang handler det om, at Fors A/S skal indhente tilslutningserklæringer fra varmeforbrugerne. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Holbæk Kommune.

    - Vi har arbejdet på projektet længe og glæder os meget til at komme i gang. Det er ingen hemmelighed, at anlæg af fjernvarme er omfattende, til gengæld er det grøn fornuft. Og på den anden side af anlægsarbejdet kan holbækkerne se frem til en stabil, kollektiv varmeforsyning, der bidrager til målet om at gøre os uafhængige af fossile brændstoffer, siger Camilla Hay, programleder for fjernvarme i Fors A/S.

    I Holbæk by er det primært store varmeforbrugere som fx boligforeninger, kommunale institutioner og sygehuset, der tilbydes fjernvarme i første etape. For at det kan blive en realitet, er der behov for, at minimum 70 procent af varmeforbrugerne tilmelder sig for, at udrulningen kan blive en realitet.

    - Som Danmarks største gasby tager vi nu et markant skridt i den grønne omstilling ved at udfase brugen af olie og specielt gas som opvarmningskilde, udtaler formand for Udvalget for Klima, Miljø og Natur i Holbæk Kommune, Karen Thestrup Clausen.

    *****

    Finans.dk:
    Rabat til 400.000 boligejere: Olie- og gasfyr slanker kvadratmeterprisen

    De udsendte 2020-ejendomsvurderinger opererer med klækkelige rabatter til boliger med eget gas- eller oliefyr i baggangen. De fremgår af et svar fra Klima- og energiminister Lars Aagaard til Folketinget, skriver Finans.dk.

    - I det nye ejendomsvurderingssystem er standardopvarmningen fjernvarme. I de nye 2020-vurderinger for ejerboliger medfører andre opvarmningsformer en nedjustering af kvadratmeterprisen for ejerboligen i forhold til fjernvarme, forklarer Lars Aagaard om den automatiske skatterabat, som rammer landets 300.000 boliger med et gasfyr og knap 100.000 boliger med et oliefyr.

    Skatterabatten er ifølge Vurderingsstyrelsen på op mod 19 pct. for boliger med oliefyr, mens boliger med gasfyr kan få et nedslag i den anvendte kvadratmeterpris på op mod 6 pct.

    Rabatten kan dog vise sig at blive større på sigt, når Vurderingsstyrelsen får opdaterede tal lagt ind i det nye vurderingssystem, lyder det.

    *****

    Energy Supply:
    Skruer ned for solvarmen og op for energilager-aktiviteterne

    Virksomheden Heliac har ikke kastet håndklædet i ringet for solvarmeteknologi for i stedet at skrue op for de aktiviteter, der har med selskabets varmelagerteknologi at gøre. Årsagen har ifølge Energy Supply været at det er svært at sælge en relativt ny og uprøvet solvarmeteknologi med lang holdbarhed og tilbagebetalingstid i et miljø med stigende renter.

    - Udfordringen er at alle komponenter er blevet dyrere og det er vores solvarmeanlæg også ramt af. Sammenholdt med en høj rente er vores paneler for tiden ikke konkurrencedygtige med naturgas, forklarer Henrik Pranov, CEO i Heliac.

    Udviklingen på solvarmemarkedet har derfor medført en tilpasning af selskabets aktiviteter, hvilket betyder et øget fokus på selskabets varmelagerteknologi, der i mindre grad er rentefølsomt.

    - Nu kigger vi på vores lageraktiviteter. Det er lykkedes at opbygge en god forretningsmulighed inden for dette område, siger Henrik Pranov, der mener, at businesscasen med varmelagerteknologi i Danmark er langt bedre end for solvarme.

    *****

    EnergiWatch:
    Andel af kvinder i forsyningsbestyrelser stiger trægt

    Det har i de seneste mange år været et mål at få flere kvinder ind i de kommunalt ejede forsyningsselskabers bestyrelser. Alligevel udgør kvinder fortsat kun lidt over en femtedel af bestyrelsesposterne i dag, nærmere betegnet 21,4 pct. Det fremgår af EnergiWatch.

    Dermed er der kun tale om en beskeden stigning sammenlignet med for fire år siden, hvor CleantechWatch lavede en lignende gennemgang af kønsfordelingen i 26 kommunalt ejede forsyningsselskaber. I 2020 bestred kvinder 20 pct. af bestyrelsesposterne i de undersøgte selskaber.

    Det vil blive et langt og sejt træk at komme i mål med en mere ligelig kønsfordeling, lyder det i dag fra brancheorganisationens bestyrelsesformand, Carsten Nystrup, der ligeledes er adm. direktør i forsyningsselskabet Novafos.

    - Man kan spørge: Hvorfor går det så langsomt? Det har jeg ikke noget godt svar på. Men jeg ved, at vi arbejder meget på diversiteten i vores selskaber, siger han.

    Hos forsyningsselskabet Nyborg Forsyning og Service sidder der ikke en eneste kvinde i bestyrelsen.

    Formand Martin Huus (V) er med egne ord ”lidt træt” af, at debatten ofte handler om kønsfordeling, siger han til CleantechWatch.

    - Jeg synes det er vigtigere at snakke om kompetencer, end at vi snakker om køn, siger han og fortsætter:

    - Det er en lidt træls debat. Der er jo ikke nogen, der er interesseret i at have mænd eller kvinder ind, hvis de ikke har kompetencerne til det. Det er jeg i hvert fald ikke.

    *****

    Altinget.dk:
    Formand for KL's klima- og miljøudvalg genopstiller ikke som borgmester

    Birgit S. Hansen, der er socialdemokratisk borgmester i Frederikshavn Kommune, har valgt ikke at genopstille til kommunalvalget i 2025. Ved de foregående valg har hun været blandt landets største stemmeslugere, fremgår det bl.a. af Altinget.dk.

    - At være med til at spare, spare og spare i ti år og samtidig stå på broen og sige, at det hele nok skal gå. Det slider, forklarer Birgit S. Hansen sin beslutninger overfor DR Nyheder.

    Det er en populær skikkelse, som takker af i Frederikshavn. Ved kommunalvalget i 2017 fik hun 42 procent af alle personlige stemmer i kommunen, hvilket var den højeste andel i landet.

    Når denne valgperiode slutter, vil hun have siddet i byrådet for Socialdemokratiet i 24 år.

    Birgit Hansen er formand for KL's klima- og miljøudvalg og næstformand for Business Region North Denmark.

    Andre klikkede på...