Gå til hovedindhold

Folketinget vedtager CO2-afgift for industrien

LÆS I DAG: Fjernvarmeprojekt er stoppet - men Mona kan ikke få tilskud til varmepumpe. Trods kritik og prisstigninger på fjernvarme: Borgmester kalder højere honorar "en fornuftig løsning". De første DK2020-kommuner kæmper med at opdatere klimaplaner. Danmark tager stort dyk på grøn verdensrangliste. Nyt fjernvarmeanlæg på vej i Vonge. Thyregod får grønt lys til fjernvarme.

6. jun. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    CleantechWatch:
    Folketinget vedtager CO2-afgift for industrien

    Folketinget har tirsdag vedtaget to lovforslag, der fastsætter en CO2-afgiften for brug af fossil energi for alle industrivirksomheder. Loven bliver en realitet fra 1. januar 2025, og det var et bredt flertal, der stemte for loven, skriver CleantechWatch.

    Aftalen betyder, at industrien, herunder affaldsenergiselskaber, fra næste år skal betale en CO2-afgift for deres udledninger. Det bliver også sikret, at virksomheder vil kunne få fradrag for den CO2, de fanger og lagrer – en sag som ikke mindst Dansk Fjernvarme har arbejdet hårdt på.

    - En højere CO2-afgift er et vigtigt instrument i arbejdet for at nå vores klimamål. Samtidig sikrer vi, at det kan betale sig at opsamle og lagre CO2. Det er jeg samlet set meget tilfreds med, udtaler skatteminister Jeppe Bruus i en pressemeddelelse.

    Selv om loven træder i kraft 1. januar 2025, skal afgiften indfases fra 2025 til 2030.

    Mod loven stemte Danmarks Demokraterne, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Alternativet.

    *****

    Randers Amtsavis:
    Fjernvarmeprojekt er stoppet - men Mona kan ikke få tilskud til varmepumpe

    En hel del borgere i flere landsbyer omkring Randers er i øjeblikket fanget i ingenmandsland. I hvert fald når det kommer til varmeforsyning. Det oprindelige fjernvarme-forsøg er nemlig faldet til jorden, og det sætter borgerne i en klemme, skriver Randers Amtsavis.

    Fjernvarme har ikke været relevant for Mona Jensen og hendes mand, da de bor i et stort hus, som ikke har brug for jævn opvarmning, da det ikke er alle kvadratmeter, der bliver brugt. Derfor ville fjernvarme være en alt for dyr løsning for dem. Derfor valgte de at gå med en varmepumpe.

    Men da fjernvarmeprojektet nu er faldet til jorden, er de landet mellem to stole: Varmeplanen giver ikke mulighed for et – for dem – nødvendigt tilskud til varmepumpen, så de skal i stedet betale fuld pris for en varmepumpe.

    - Jeg var indstillet på, at det ikke var muligt at få tilskud, så længe der var et aktuelt fjernvarmeprojekt undervejs. Men da det blev stoppet, prøvede vi at søge, siger Mona Jensen til Randers Amtsavis.

    Den ansøgning fik de afslag på, og derfor har hun haft fat i både kommunen og Energistyrelsen. Mona Jensen er godt tilfreds med den behandling, hun har fået af både kommune og styrelse. Det eneste, som er frustrerende, er, at det kan ende med, at der ikke kommer fjernvarme i Spentrup, men at hun alligevel får afslag nu, uden at det så bliver til gavn for andre på længere sigt.

    *****

    Fyens.dk:
    Trods kritik og prisstigninger på fjernvarme: Borgmester kalder højere honorar "en fornuftig løsning"

    Et flertal i Økonomiudvalget i Odense Kommune har godkendt, at tre medlemmer af Fjernvarme Fyns bestyrelsen i en periode får øget honoraret med mellem 33 og 50 procent. Borgmester mener – på trods af kritik – at det er en fornuftig løsning, fremgår det af Fyens.dk.

    Forslaget om ekstra honorar begrundes med, at de tre bestyrelsesmedlemmer er medlemmer af et underudvalg, som er nedsat for at følge selskabets modningsprojekt for CO2-fangst og lagring. Og det arbejde berettiger et ekstra honorar.

    Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) forsvarer trods kritikken fra Venstre beslutningen. Han kalder de ekstra penge til bestyrelsesmedlemmerne for "et mindre ekstrahonorar" og siger:

    - Ligeså central opgaven med CO2-fangst er, ligeså kompleks og krævende er den også. Den opgave er Fjernvarme Fyn ved at ruste sig til. Det gælder også i bestyrelsen, hvor tre personer i en kortere periode skal yde en ekstra indsats for, at Fjernvarme Fyn tager plads helt forrest i feltet på den her nye teknologi.

    - Det får disse udvalgte bestyrelsesmedlemmer et mindre ekstrahonorar for i den midlertidige periode. Det mener jeg og et stort set enigt Økonomiudvalg er en fornuftig løsning. Det handler grundlæggende om at give Fjernvarme Fyn og Odense de bedste kort på hånden - i det meget komplekse teknologi-kapløb, der er skudt igang i forhold til CO2-fangst.

    *****

    Klimamonitor:
    De første DK2020-kommuner kæmper med at opdatere klimaplaner

    I 2020 meldte de første tyve såkaldte pilotkommuner sig under fanerne i det helt nye DK2020-samarbejde, der skulle sætte fut under den grønne omstilling i det kommunale. De tyve kommuner forpligtede sig samtidig til indenfor for fem år at opdatere klimaplanerne. Og nu viser det sig ifølge Klimamonitor, at kommunerne døjer med opdateringen.

    Mediet har foretaget en rundringning, og den bekræfter, at der er udfordringer, fordi de lavthængende frugter nu er plukket, så kommunerne er nået til de beslutninger, der er sværere at træffe.

    Tue Damsø, der er seniorkonsulent ved Concitos program for Fremtidens Byer og projektleder for arbejdet i DK2020 og Klimaalliancen – og altså taler med kommunerne som en del af sit arbejde – bekræfter, at det er svært.

    - Jo tættere du kommer på dit målår, jo mere strammer det ofte til, som han siger.

    Han fornemmer dog også, at kommunerne har det, han kalder »en ret god, pragmatisk indstilling«. De er meget opmærksomme på, hvad de selv kan levere, og hvad de har brug for, at staten gør.

    *****

    Altinget.dk:
    Danmark tager stort dyk på grøn verdensrangliste

    Estland, Luxembourg, Tyskland, Finland, Storbritannien, Sverige, Norge, Østrig og Schweiz. Det er de ni lande, der er strøget forbi Danmark på listen over de mest bæredygtige lande i verden. Og det er trist, lyder det ifølge Altinget.dk fra flere politikere fra oppositionen.

    I både 2020 og 2022 toppede Danmark listen, men det er altså nu fortid, fordi de danske klimahandlinger er røget ned i gear.

    - Det viser med al tydelighed at regeringen har formået at tabe Danmarks rolle som grønt foregangsland. I en tid hvor naturen har det elendigt, og klimaforandringerne raser, er det jo meget deprimerende, siger Signe Munk, der er klimaordfører for SF.

    Også Radikales klimaordfører, Samira Nawa, ærgrer sig.

    - Jeg synes det er hammerærgerligt. Det er også pinligt. Vi er ikke bare nummer ti blandt alle lande. Vi er også sidst blandt de skandinaviske.

    I rapporten bliver det understreget, at Danmarks skove – der ellers har stået for betragtelige reduktioner i klimaregnskabet – er blandt dem med den dårligste tilstand i verden, grundet pres fra landbrug og byudvikling.

    - Det er et wake up-call for regeringen, siger Enhedslistens klimaordfører Søren Egge Rasmussen.

    *****

    Give Avis:
    Nyt fjernvarmeanlæg på vej i Vonge

    Et nyt fjernvarmeanlæg skal snart sikre billig og miljøvenlig varme til lokalsamfundet. Projektet, der forventes at starte til november, får stor lokal opbakning og indebærer en investering, der vil spare beboerne for store udgifter på sigt, skriver Give Avis.

    Projektet udføres af firmaet &Green Project, som har hovedsæde i Daugaard, og ifølge Kenneth Larsen, formand for projektgruppen, er der god opbakning til projektet. Det viste sig senest ved et stort informationsmøde.

    - De mange fremmødte kan godt se fordelene ved fjernvarmeprojektet. Fjernvarmen er hverken til besvær eller fylder. Derudover er det gratis at deltage fra start, hvilket naturligvis gør, at flere er med nu, end hvis de skulle betale senere, fortæller han til Vejle Amts Folkeblad.

    På fjernvarmeanlægget i Vonge vil der blive placeret en stor varmepumpe, der skal fordele varmen rundt til de mange husstande i både Vonge og Kollemorten.

    - Indbyggerne skal se fjernvarmen som en langsigtet investering. Det er ikke sikkert, at varmeregningen ændrer sig betydeligt fra første til anden måned, men på den lange bange kommer det til at spare borgerne for mange penge, fortæller Kenneth Larsen

    *****

    Give Avis:
    Thyregod får grønt lys til fjernvarme

    Projektet vil sikre fjernvarmeforsyning og fremme bæredygtig energi i fremtiden i Thyregod. Nu begynder næste etape af projektet.

    Vejle Kommunes byråd har godkendt en kommunegaranti på 89 millioner kroner til Thyregod Fællesvarme A.m.b.a. Det vil muliggøre etableringen af en transmissionsledning og konvertering af forsyningsområdet i Thyregod til fjernvarme, skriver Give Avis.

    Thyregod er i dag primært opvarmet med naturgas, olie og biomasse, og projektet vil fremme overgangen til en mere bæredygtig energikilde, fremgår det af et referat fra det nylige møde i byrådet, hvor det også beskrives, at projektet inkluderer opførelse af et nyt fjernvarmenet med en termisk effekt på over 250 kW.

    Der er indgået en aftale mellem Give Fjernvarme og Thyregod Fællesvarme, hvor Give Fjernvarme vil stå for varmekøb, drift og administration af anlægget.

    Formanden for Thyregod Fællesvarme A.m.b.a. Bjarne Boysen, fortæller til Vejle Amts Folkeblad, at han glæder sig over nyheden og nu ser frem til næste skridt i processen mod fjernvarme i Thyregod.

    - Nu skal vi jo i gang med at sætte opgaverne i udbud og vælge den bedste og billigste aktør, som skal etablere fordelingen af rør i Thyregod og transmissionsledning til motorvejen, hvor vi så køber varmen af Give Fjernvarme, fortæller han.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...