Gå til hovedindhold

1,8 mio. danskere er havnet midt i historisk slagsmål

LÆS I DAG: Dansk Fjernvarme truer med at trække projekter for 50 milliarder kroner i protest over prisloftsudspil. Energistyrelsen politianmelder københavnsk affaldsselskab. Brintrøret udskydes officielt til efter 2030. Aagaard utilfreds med brintrørforsinkelse. »Utrolig kritisk« og »brandærgerligt«: Brintrør til Tyskland bliver udskudt tre år. Omdiskuteret affaldslov udskudt igen: »Man vil skyde gråspurve med krydsermissiler«.

9. okt. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Jyllands-Posten:
    1,8 mio. danskere er havnet midt i historisk slagsmål

    Det er et bureaukratisk misfoster, der rammer fuldstændig ved siden af skiven. Dansk Fjernvarme er klar i spyttet, når det gælder et nyt lovudkast, der skal sætte handling bag to politiske aftaler om et loft over forbrugernes fjernvarmeregning og mere fart på udrulningen af grøn varme, fremgår det af Jyllands-Posten.

    - Målet var at sende et klart prissignal til fjernvarmekunder, der vil få en varig besparelse ved at skifte dyr fjernvarme ud med billigere varme fra f.eks. varmepumper. I stedet lægges der op til, at man vil måle alle fjernvarmepriser op imod den billigste varmepumpe fra Bauhaus. Det giver ingen mening, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

    Lovudkastet, som regeringen med klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) i front sendte i høring op til sommerferien, har afstedkommet et væld af høringssvar, hvoraf mange ifølge Dansk Fjernvarme er meget kritiske.

    Det skyldes først og fremmest måden, som det nye prisloft rulles ud, lyder det.

    - Sat på spidsen gambler forslaget med hele forsyningssikkerheden, fordi det skaber usikkerhed for både kunder og varmeselskaber, siger Kim Mortensen, der bag sig har omkring 390 fjernvarmeværker og ca. 1,8 mio. fjernvarmekunder.

    *****

    Klimamonitor:
    Dansk Fjernvarme truer med at trække projekter for 50 milliarder kroner i protest over prisloftsudspil

    Regeringens lovforslag om at indføre et forbrugerprisloft rammer i den grad forbi, mener Dansk Fjernvarme, fordi det sammenligner fjernvarmepriser med de billigste men ikke særligt holdbare varmepumper, og det risikerer at skabe ødelæggende usikkerhed for både fjernvarmeselskaber og fjernvarmekunder.

    Ifølge Klimamonitor mener Dansk Fjernvarme, at det i sidste ende hele forsyningssikkerheden, der gambles med, hvor lovforslaget bliver vedtaget.

    De opfordrer således deres 390 medlemmer til at sætte investeringer for op imod 50 milliarder kroner, fordi økonomien vil blive udhulet. Det er projekter der i vid udstrækning skal medvirke til at realisere regeringens mål om at udfase gas fra varmeforsyningen inden 2035.

    - Der er tale om 50 milliarder kroner til konvertering af for eksempel naturgaskunder til fjernvarme og investeringer i kollektive varmepumpeløsninger. Planerne er allerede godkendt i kommunerne, men de giver ingen mening, som lovudkastet står her og nu, siger direktør Kim Mortensen til Finans.

    Det er ikke første gang Dansk Fjernvarme kritiserer uretfærdig sammenligning med varmepumper. I september i år skrev Klimamonitor om, hvordan forældede enheder for ’standardhuse’ ifølge interesseorganisationen giver varmepumperne »hjemmebanefordel.«

    *****

    Altinget.dk:
    Energistyrelsen politianmelder københavnsk affaldsselskab

    Københavnske hjem og virksomheder er blevet varmet op med affald fra biomasse, som ikke har levet op til de danske regler for bæredygtighed. Derfor er det fælleskommunale affaldsselskab Amager Ressourcecenter (ARC) blevet meldt til politiet. Det beretter Altinget.dk.

    Det er Energistyrelsen, der som tilsynsmyndighed har ansvar for at føre kontrol med, at danske virksomheder, der bruger biomasse til enten opvarmning, nedkøling eller strømproduktion, lever op til de gældende bæredygtighedskrav.

    I en udtalelse, som ARC har sendt til Altinget, beskriver selskabets kommunikationschef, Nils Thor Rosted, sagen som ”kompliceret,” og at den ”drejer sig om en tilpasning til, at reglerne for bæredygtighedskravene til biomasseaffald blev skærpet i 2022.”

    ”Sagen handler om dokumentationskravene for en mindre del – 15 procent – af det modtagne biomasseaffald i 2022. ARC kender vores leverandører, og har tillid til, at biomasseaffaldet stammer fra bæredygtige kilder,” skriver Nils Thor Rosted og uddyber videre:

    ”Fra det tidspunkt, ARC blev opmærksom på den nærmere forståelse af de skærpede bæredygtighedskrav til biomasseaffald, har ARC straks rettet ind og bruger nu kun leverandører, der er certificeret efter de nye krav, og som er godkendt af den af Energistyrelsen udpegede verifikator.”

    *****

    EnergiWatch:
    Brintrøret udskydes officielt til efter 2030

    Der bliver intet brintrør mellem Danmark og Tyskland i 2028. Men der kan dog stadig blive et rør. Det står nu klart, efter Energinet har modtaget regeringens velsignelse til at arbejde det sidste stykke hen mod en endelig investeringsbeslutning om brintinfrastrukturen, skriver EnergiWatch.

    Ifølge den nye tidsplan lyder det, at den snarligste del af brintlinjen – det såkaldte Nedre T fra grænsen til Esbjerg og Fredericia – ”tidligst kan idriftsættes ultimo 2031”. Mens forbindelserne videre op ad den jyske ryg ventes at kunne forbindes til Holstebro i slutningen af 2032 og til gaskavernerne i Lille Torup ved udgangen af 2033.

    Det skyldes bl.a. ”længere plan-og miljøproces”.

    ”I tidsplanen for 2028 lå der en forudsætning om en plan- og miljøproces på 18 måneder, som nu ikke længere vurderes realistisk. I den nye tidsplan er der indregnet en tilvejebringelse af lovhjemmel, så Energinet opnår en godkendt miljøkonsekvensvurdering indenfor en procestid på 40 måneder fra anmeldelse til godkendelse,” skriver systemoperatøren.

    Derudover fremhæves øget projektkompleksitet – teknisk, markeds- og systemdriftsmæssigt – samt en forsinkelse af såvel modningsprojektets igangsættelse som heraf følgende konklusion. Mens der endelig nævnes et skifte i måden, kunderne skal give tilsagn om at anvende brintrøret.

    *****

    EnergiWatch:
    Aagaard utilfreds med brintrørforsinkelse

    Regeringen er fortsat klar med statslig medfinansiering til brintrøret og vil – hvis industrien er klar til at tage medansvar – arbejde på at minimere forsinkelsen. Det fremgår af EnergiWatch, der citerer en pressemeddelelse fra klimaminister Lars Aagaard.

    ”Grøn brint er en af nøglerne til et mere klimaneutralt Europa – og nu går næste fase for et brintrør i Danmark i gang. Dialogen med både markedet og Tyskland viser, at der er stor interesse for projektet, og det er det, som Energinet skal bygge videre på,” siger energiminister Lars Aagaard (M) i en pressemeddelelse.

    ”Fra regeringens side er vi fortsat meget positive over for projektet, så det lover godt med tilbagemeldingerne om de modne projekter. Vi er stadig klar til at lægge statslig medfinansiering på bordet, hvis branchen læner sig ind i projektet og binder sig på kapacitet i røret.”

    *****

    Ingeniøren.dk:
    »Utrolig kritisk« og »brandærgerligt«: Brintrør til Tyskland bliver udskudt tre år

    Det stort anlagte brintrør til Tyskland bliver udskudt i tre år, fra 2028 til 2031. Og det møder ifølge Ingeniøren.dk kritik fra flere i energi- og forsyningsbranchen.

    - Det er utrolig kritisk, at der nu bliver lagt i hvert fald tre år til, at røret er færdig, siger Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, til Ingeniøren.

    Den samme udmelding lyder fra andre aktører i branchen.

    Green Power Denmark skriver i en pressemeddelelse, at en forsinket tidsplan udgør en risiko for, at Danmark ikke i tide kommer med på den europæiske udbygning med brint.

    Fra Dansk Industri udtrykkes der også skuffelse over forsinkelsen. 

    - Det er da brandærgerligt, at der pludselig er flere års forsinkelse på røret, siger Troels Ranis, vicedirektør i Dansk Industri. 

    Både Brintbranchen og Dansk Industri understreger dog, at regeringen har taget et vigtigt skridt ved at sikre politisk opbakning til projektet ved at iværksætte næste etape af byggeriet, selvom det medfører en forsinkelse.

    *****

    WasteTech:
    Omdiskuteret affaldslov udskudt igen: »Man vil skyde gråspurve med krydsermissiler«

    Et lovforslag, som skal liberalisere kommunernes affaldsydelser, er udskudt for anden gang. Direktør for Brancheforeningen Cirkulær frygter, at øget kontrol og effektiviseringskrav vil blive sneget med, når lovforslaget en dag lander, fremgår det af WasteTech.

    Jens Bomann Christensen, direktør i Brancheforeningen Cirkulær, undrer sig ikke over, at lovforslaget er udskudt endnu engang, men han ville ønske, at der snart kom en afklaring på, om kommunerne skal forberede sig på en selskabsgørelse i fremtiden.

    - Fra erfaringerne med sorteringen i 10 fraktioner har vi lært, at der kan være forventninger om, at vores sektor går i gang, allerede når en politisk aftale er indgået. Derfor er det ærgerligt, at vi bliver ved med at vente på klarhed fra ministeriet, siger Jens Bomann Christensen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...