Gå til hovedindhold

Mørkøv investerer i ny elkedel og tank

LÆS I DAG:

Flere unge søger ind på DTU’s ingeniøruddannelser.
1000 husejere er endt i en blindgyde.
HOFOR tager det tunge skyts i brug for at sikre fjernvarmen.
Total Energies drømmer om endnu en CCS-licens.
Frontfigurer i Horten afgået ved døden i flyulykke.

19. mar. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    GridTech:
    Mørkøv investerer i ny elkedel og tank

    Mørkøv Varmeværk hører langt fra til de største med blot 590 forbrugere. Men værket er 2med på moden” og investerer nu 12.5 mio. kroner i en ny elkedel og en akkumuleringstank. Det handler om gode beslutninger og dygtig driftsledelse, lyder forklaringen ifølge GridTech.

    - Tilbage i 2014 var vi et såkaldt barmarksværk, hvor varmeproduktionen alene var baseret på naturgas med samtidig elproduktion, fortæller Hans Henrik Jensen, formand for Mørkøv Varmeværk.

    De fik lov til at etablere supplerende varmeproduktion på biomasse, hvor vi indtil da ikke måtte installere mere kapacitet, hvis vi grundlæggende havde den kapacitet, vores forbrugere skulle bruge,« forklarer Hans Henrik Jensen.

    Her investerede Mørkøv Varmeværk i en 1 MW kedel, der både kan køre på flis og træpiller. Men frem for alt blev det også dér, selskabet for alvor blev klogere på at sælge balanceringsydelser og være på det frie elmarked.

    En investering, som han og Mørkøv Varmeværk siden fulgte op på i 2020 med en investering i en 1 MW varmepumpe og i 2023 med en 20 procents udvidelse af selskabets forsyningsområde, så flere nu kan lukrere på selskabets snusfornuft.

    For den øgede fokus på salg af balanceringsydelser har været lidt af en guldgrube, der lige siden 2015 årligt har indbragt det lille varmeværk et sted mellem 1,1 og 4,9 millioner kroner. En indtjening, der over årene er løbet op i 20,2 millioner kroner, som har muliggjort de fornuftige varmepriser samt fremadskuende investeringer.

    *****

    Ingeniøren.dk:
    Flere unge søger ind på DTU’s ingeniøruddannelser

    Flere og flere unge vil være ingeniører. Det er status efter Kvote 2 ansøgningsfristen i weekenden, der mere prævist lander med, at DTU har oplevet en stigning på 23 procent mod en stigning på landsplan med fire procent. Det skriver Ingeniøren.dk.

    Det er både bachelor- og diplomingeniøruddannelserne, der hitter hos de unge, og på DTU er der begejstring over udviklingen:

    - Tallene viser, at vores uddannelser har stor relevans for de unges hverdag og lever op til de krav og forventninger, de har til fremtidens arbejdsmarked, siger Lars D. Christoffersen, der er DTU’s dekan for uddannelser og studiemiljø, i en pressemeddelelse.

    Det er især bacheloruddannelserne ‘General Engineering’ og ‘Teknologi’, der har fået ingeniørspirere til at sende ansøgninger af sted. Også diplomingeniøruddannelsen ‘Computer Engineering’ har fået over en fordobling i antallet af ansøgere.

    Interessen for at studere i Grønland er tilsyneladende også vokset, hvor uddannelsen ‘Arktisk Byggeri og Infrastruktur’ på DTU’s campus i netop Grønland har fået 56 procent flere ansøgere.

    *****

    Fyens Stiftstidende:
    1000 husejere er endt i en blindgyde

    En række borgere på det nordøstlige Fyn føler sig fanget, fordi deres områder er udlagt til fjernvarme. Problemer er ifølge Fyens Stiftstidende, at der endnu ikke er grund til at tro på, at fjernvarmen kommer til området lige om lidt.

    2500 husstande i Munkebo, Marslev, Birkende-Nonnebo samt Hundslev-Rynkeby-Skovhuse-Revninge skal inden 2030 tilbydes fjernvarme i stedet for gas. Men det er indtil videre kun projektet i Munkebo, der er på vej til blive til noget.

    For de øvrige gælder det nu, at de måske bliver til noget, og det betyder, at de øvrige projekter er sat på pause, forklarer direktør hos Kerteminde Forsyning, Michael Høj-Larsen:

    - Vi har brug for 70 procent tilslutning fra husstandene, før projekterne er økonomisk bæredygtige. Men der er simpelthen ikke interesse hos husejerne, nok fordi gaspriserne er faldet igen. Derfor besluttede bestyrelsen at sætte det i bero, siger han til Fyens Stiftstidende.

    Han kan godt forstår borgernes frustration og henviser til, at en politisk melding fra Christiansborg om et decideret gasstop kan ændre på situationen.

    - Der skal sættes en slutdato, og der skal træffes nogle beslutninger, der kan give folk noget incitament til, at vi kan udføre den varmeplan. Det er helt dødt lige nu, siger han og nævner, at man til sommer vender tilbage til de tre projekter for at se, om man kan få en fornuftig økonomi i projekterne.

    *****

    SN.dk:
    HOFOR tager det tunge skyts i brug for at sikre fjernvarmen

    Hovedstadsområdets Forsyningsselskab (HOFOR) benytter avanceret lydteknik og droner med termiske kameraer som nogle af de nyeste metoder til at finde huller og utætheder i det omfattende netværk af fjernvarmerør, der dækker knap 3.000 kilometer under jorden.

    SN.dk fortæller, at de fire metoder gør det muligt for HOFOR at minimere varmespild og skader i rørene, hvilket sparer både tid og penge. Dertil kommer også færre gener for borgerne, fordi man kan undgå unødigt gravearbejde, fortæller HOFOR til SN.dk.

    En af de mest effektive teknikker er akustisk lækagesporing, som HOFOR allerede har brugt i mange år til at finde lækager i drikkevandsforsyningen. Teknologien blev hurtigt tilpasset fjernvarmesystemet.

    - Vi opdagede, at den samme teknologi kunne bruges til at spore utætheder i varmeforsyningen. Vi er heldige at have nogle af de få eksperter i teknikken, og derfor har vi nu også "lydhviskere", som vi kalder vores dygtige kolleger, fortæller teamleder hos HOFOR, Jakob Hvidt.

    *****

    EnergiWatch:
    Total Energies drømmer om endnu en CCS-licens

    Total Energies har allerede én licens til CCS – den er til det danske CCS-projektet Bifrost – men drømmer om mindst en til. Det er baggrunden for, at Total Energies i sidste uge indleverede sin ansøgning til endnu et CCS-projekt i Danmark. Det skriver EnergiWatch.

    - Vi ser CO2-fangst og lagring som en nøgleteknologi i energiomstillingen til Net Zero, og Total Energies er engageret i at gøre Danmark til et europæisk center for CO2-lagring, udtaler direktør for Total Energies i Danmark, Martin Rune Pedersen i en skriftlig kommentar.

    Total Energies søgte i sidste uge om tilladelse til at undersøge muligheden for at lagre CO2 i undergrunden i de kystnære områder Inez, Lisa og Jammerbugt på havet i det fjerde CCS-udbud.

    Ansøgningen er indleveret som et samarbejde med japansk ejede Mitsui & Co. Ltd.

    De kystnære havområder Inez, Lisa og Jammerbugt ligger alle ud for den jyske vestkyst og er på samlet godt 1.500 km2.

    *****

    Finans.dk:
    Frontfigurer i Horten afgået ved døden i flyulykke

    Forperson og partner i advokatfirmaet Horten, Line Markert, partner Andreas Christensen og deres fælles søn er omkommet i en flyulykke i Schweiz mandag aften. Det skriver bl.a. Finans.dk.

    Ifølge Ritzau skriver det schweiziske politi i en pressemeddelelse tirsdag, at et propelfly, der lettede fra lufthavnen i Samedan klokken 17.20 og havde kurs mod Roskilde, styrtede ned to minutter efter, at det lettede.

    Line Markert har været tilknyttet Horten i 22 år. Først som advokat, men har siden 2014 været partner og i oktober sidste år tiltrådte hun rollen som forperson i bestyrelsen. Hun specialiserede sig særligt i energi- og forsyningsret og var en bl.a. en afholdt oplægsholder på kurser hos Dansk Fjernvarme.

    Parallelt med hendes karriere i Horten sad hun i forskellige bestyrelser, blandt andet som vice president i det internationale sejlsportsforbund World Sailing. Hun blev uddannet jurist fra Aarhus Universitet i 2003.

    Line Markert blev 48 år gammel. Hendes mand Andreas Christensen blev 51 år gammel og har været partner i advokatfirmaet siden 2005 og har også siddet i bestyrelsen, men trådte ud i oktober. Han har siddet i forskellige bestyrelser blandt andet i Energy Cluster Denmark.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...