Høringssvar vedrørende udkast til bekendtgørelse om Ledningsejerregisteret
Dansk Fjernvarme har udarbejdet høringssvar til Klimadatastyrelsen om en række tilpasninger bl.a. i forbindelse med ledninger under etablering, ledningers fareklasse og ledningers nøjagtighed, samt forhold ved udlevering af ledningsoplysninger på vegne af ledningsejere, der ikke er omfattet af loven.
Dansk Fjernvarme takker Klimadatastyrelsen for den løbende dialog, der er med ledningsejere og graveaktører i forbindelse arbejdet med Ledningsejerregisteret. Arbejdet med Ledningsejerregisteret er vigtigt for at begrænse graveskader af hensyn til person-sikkerhed, forsyningssikkerhed og økonomi.
Tekstnære kommentarer til høringen:
Vi har følgende tekstnære kommentarer til høringsudkastet til bekendtgørelsen om Ledningsejerregisteret.
§ 23, stk. 2.
Ledninger under etablering bør ikke angives med en særskilt nøjagtighedsklasse, men bør kunne angives indenfor de gældende 5 nøjagtighedsklasser som beskrevet i § 28, stk. 3.
§ 29, stk. 5.
Oplysninger om ledninger under etablering skal være relevante for gravearbejdet. Ledninger bør kun kunne registreres som ”under etablering” i højst ét år.
”Ledninger under etablering” bør kun anvendes hvor det er relevant for gravearbejdet.
Som angivet i § 22: De nødvendige ledningsoplysninger skal have et indhold og en kvalitet, så de er umiddelbart anvendelige ved gravearbejdet.
Hvis perioden for etablering af en ledning varer længere end et år, vil oplysningen om, at ledningen er under etablering, formentlig være upræcis og dermed ikke være anvendelig for gravearbejdet.
§ 27, stk. 5.
Det kan evt. præciseres hvorfor termiske ledninger er farlige.
Tekstforslag: Termiske ledninger er farlige på grund af skoldning, men også fordi ledningerne pludselig kan flytte sig ved fritlægning af længere strækninger på grund af termiske spændinger.
§ 28, stk. 3. og § 45, stk. 2.
Frem til den endelige ikrafttræden bør der være en overgangsperiode. I overgangsperioden bør det være valgfrit, om der angives en samlet nøjagtighedsklasse eller 2 separate nøjagtighedsklasser for hhv. det horisontale- og det vertikale plan.
Ændringen bør sættes i værk hurtigst muligt. Dansk Fjernvarme vil anbefale at overgangsperioden bør løbe fra 1. juli 2025. Ikrafttræden bør kunne fremskønnes til 1. januar 2026.
§ 31
Dansk Fjernvarme værdsætter muligheden for at kunne udlevere ledningsoplysninger på vegne af andre ledningsejere.
Det handler først og fremmest om sikkerhed, drift og økonomi; hvis ikke oplysninger om stikledninger udleveres, kan det have store sikkerhedsmæssige konsekvenser for de personer, der graver i nærheden af ledningerne; det gør sig f.eks. gældende for stikledninger med høj spænding til industrivirksomheder. Dertil kan det have konsekvenser for driften hos de industrivirksomheder, der kan blive afbrudt hvis stikledninger skades. Desuden har det økonomiske konsekvenser for ledningsejere eller graveaktører at retablere en ledning, når der sker en graveskade.
En ledningsejer der udleverer oplysninger om ledninger ejet af en anden ledningsejer, der ikke er omfattet af LER, kan godt have oplysninger om ledningen, men kan ikke nødvendigvis tage ansvar for oplysningernes rigtighed.
Såfremt der forefindes ledningsoplysninger, bør den ledningsejer, der har kendskab til oplysningerne udlevere oplysningerne, uanset kvalitet. Det er dog rimeligt at ledningsoplysninger kan udleveres uden ansvar.
Jf. LER-loven § 2, bør oplysninger stikledninger, der indgår i et forsyningsnet, som udgangspunkt altid udleveres.
§ 2. Ejere af ledninger nedgravet i jord og ejere af ledninger nedgravet i eller anbragt på havbunden inden for det danske søterritorium eller kontinentalsoklen har pligt til at registrere sig efter § 5, jf. dog stk. 2-5 og § 3, hvis ledningen: 1) indgår i et forsyningsnet.
Der bør derfor være pligt til, at det forsyningsselskab, der leverer forsyning via en ledning, har ansvar for at udlevere ledningsoplysninger hvis der er kendskab til disse, uanset at stikledningerne kan have andre ejerforhold.
Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis et el-distributionsselskab udleverer oplysninger om en el-stikledning. Distributionsselskabet vil som udgangspunkt have oplysninger om ledningen, men kan ikke tage ansvar for oplysningernes rigtighed. Derfor bør oplysningerne som udgangspunkt angives som ”uden ansvar”. Det bør være sidste mulighed at angive oplysningerne som ”ukendt”.
§ 37, stk. 5.
Dansk Fjernvarme værdsætter, at Ledningsejerregisteret får beføjelser til at kontakte de berørte parter i forbindelse med graveskader.
I øvrigt har vi følgende kommentar til LERLOVEN § 12 stk. 4
LERLOVEN er ikke en del af denne høring, men Dansk Fjernvarme har en række kommentarer - som følger:
Stk. 4. Bliver en ledningsejer, der udleverer ledningsoplysninger efter stk. 1 eller 2, opmærksom på, at ledningsoplysningerne ikke er korrekte, må ledningsejeren ikke udlevere disse oplysninger, medmindre ledningsejeren ajourfører ledningsoplysningerne.
Ajourføringen af ledningsoplysningerne bør ikke være begrænset til, at det kun er ledningsejeren, der kan rette oplysningerne. Der bør være mulighed for, at den ledningsejer, der udleverer ledningsoplysningerne, kan ajourføre oplysningerne; eksempelvis hvis selskabet, der ejer ledningen, er lukket.
Jens Christian Nielsen
Varmepumper
Overskudsvarme
Distribution
LER/GIS
Mobil:
+45 20 54 54 73
E-mail: jcn@danskfjernvarme.dk
Skriv kommentar