Introduktion til fjernvarme: Fjernvarme er både nutid og fremtid
Dansk Fjernvarme giver introduktion til nyansatte i fjernvarmesektoren den 11. september i Fjernvarmens Hus. Deltagerne får bl.a. indblik i, hvorfor fjernvarmen er både nutid og fremtid.

Hvis du er ny i fjernvarmesektoren – som ansat eller bestyrelsesmedlem i et fjernvarmeselskab eller ansat i en virksomhed, der arbejder med fjernvarmesektoren – har Dansk Fjernvarme et tilbud om at komme på et introduktionskursus.
Dansk Fjernvarme afholder sine introduktionskurser løbende henover året, og det næste i rækken finder sted 11. september i Fjernvarmens Hus i Kolding.
Fjernvarmesektoren er inde i en rivende udvikling med en tilgang på 40-45.000 nye kunder om året. Mange er gaskunder, der konverteres til fjernvarme, men også nybyggeri hvor et stigende antal etageejendomme har fjernvarme som det foretrukne valg for opvarmning.
- Inden udgangen af 2024 vil vi runde 2 million ejendomme med fjernvarme, fortæller projekt- og udviklingskonsulent i Dansk Fjernvarme, Kim Behnke, der er en af underviserne på ”Introduktion til fjernvarme”.
- Fjernvarmen har sin store styrke ved at være en central del af den grønne omstilling. Fjernvarme produceres allerede med 77 % vedvarende energi, og i 2030 er fjernvarme 100 % baseret på vedvarende energikilder, forklarer han videre.
Denne udvikling har fået interessen for fjernvarme til at stige markant. Fjernvarme er ikke længere kedelig teknik, men helt centralt i klimadebatten og som en – for varmebrugerne - økonomisk attraktiv løsning.
Og det gælder ikke bare nu, men også i fremtiden, forsikrer Kim Behnke og nævner, at fjernvarmen gradvis vil overgå til at blive brændselsfri. Det skyldes, at fjernvarmesektoren allerede er i fuld gang med at investere i meget store solvarmeanlæg, store eldrevne varmepumper, geotermi og særligt overskudsvarme fra andre industrier.
- Den udvikling vil fortsætte, og i takt med at anlæg med biomasse som brændsler skal udskiftes, så vil der blive behov for markante mængder overskudsvarme, der kan genbruges i fjernvarmesektoren, siger Kim Behnke.
Nye store anlæg for brintproduktion, opsamling af CO2 og produktion af transportbrændsler med PtX anlæg er alle markante punktkilder til levering af morgendagens fjernvarme. Endnu engang skal fjernvarmen omstilles. Der skal investeres massivt i transmissionsanlæg, så varme kan flyttes til de store byer.
Kim Behnke nævner også, at fjernvarmen er sektorintegrator, når energi kan gemmes som termisk varme i fjernvarmesystemets store akkumuleringstanke.
Introduktion til fjernvarme
Kurset varer en dag og bliver næste gang afviklet den 11. september i Fjernvarmens Hus i Kolding.
Hvis du vil læse mere om indholdet, og hvordan du tilmelder dig – klik her.
På kurset får du:
- Indblik i fjernvarmens historie og udvikling
- En overordnet viden om de vigtigste begreber inden for fjernvarmeområdet på det tekniske, økonomiske og juridiske område
- Indblik i fremtidsperspektiverne for fjernvarmen
- En introduktion til Dansk Fjernvarme, og hvad brancheorganisationen arbejder for, og hvordan den kan være dig behjælpelig
- En introduktion til Dansk Fjernvarmes tilbud, herunder vejledninger, erfa-grupper, kurser og andre arrangementer
Vi lægger stor vægt på netværk og erfaringsudveksling på vores kurser og arrangementer. Derfor vil der også på kurset være afsat tid til, at du kan lære de andre kursister at kende og få et indblik i, hvad de arbejder med.
Skriv kommentar