Gaskunder foretrækker at skifte til fjernvarme
Den seneste statistik fra Evida viser, at et overvældende flertal af gaskunder ønsker at skifte til fjernvarme, når de lukker for gashanerne i deres boliger.
Siden 2023 er andelen af gaskunder, der – når de skal afbryde deres gasopvarmning i boligen – ønsker at komme på fjernvarme bare gået én vej: Opad. I såvel 2021 som 2022 var andelen, der foretrak fjernvarme på 44 procent, mens den allerede i 2023 var øget til 58 procent.
Og siden er det nærmest stukket af: I 2024 var andelen øget til 75 procent, mens den for det kommende år – 2025 – er helt oppe på 92,6 procent. Det viser den seneste opgørelse fra det statslige gasdistributionsselskab Evida.
Tallene fremkommer, når gaskunder opsiger deres gasabonnement, og de af Evida bliver spurgt, hvad de skifter til. Tallene baserer sig altså på, hvad kunderne oplyser, og de skal derfor tages med et vist forbehold.
Hos Dansk Fjernvarme ser man imidlertid en meget tydelig og klar tendens: Danskerne foretrækker fjernvarme og ønsker den kollektive opvarmning, hvis det er muligt.
- Det er glædeligt, at danskerne ønsker fjernvarme og dermed den både kollektive og klimavenlige opvarmning, når de skal væk fra gas. Det er på én og samme tid et klart signal til fjernvarmeselskaberne om at fortsætte konverteringerne og til politikerne i Folketinget om at understøtte den grønne omstilling af den private opvarmning, siger seniorkonsulent i Dansk Fjernvarme, Søren Magnussen.
Hvis man ser på konverteringen væk fra gas til opvarmning af de private boliger, så viser tallene fra Evida, at lidt mere end 23.000 gaskunder de seneste 12 måneder har valgt at sige farvel gasopvarmning.
Dermed fastholder man fortsat en form for momentum for den grønne omstilling, som Folketinget meget klart efterlyste fra medio 2022, da energikrisen for alvor fik tag i Vesteuropa. Gassen skulle ud, og fjernvarmen skulle tage over, lød det fra fx statsminister Mette Frederiksen.
I de senere måneder er flere fjernvarmeselskaber dog begyndt at kæmpe mere med at få gaskunderne over på fjernvarmen. Det skyldes en uheldig kombination af en relativt lav gaspris og høje anlægsomkostninger for fjernvarmeselskaberne, når de skal rulle fjernvarme ud til nye kunder.
- Der er ingen tvivl om, at danskerne med et gasfyr skal have et meget skarpt fjernvarmetilbud, for den enkelte boligejer har svært ved at se det økonomiske incitament til at gå den grønne vej med deres boligopvarmning. Derfor er det vigtigt, at der fra politisk hold fortsat er fokus på – og vilje til – at skubbe på den fortsatte grønne omstilling, siger Søren Magnussen.
Søren Magnussen
Gaskonverteringer
Samarbejde med kommuner
Fjernvarmepuljen
Mobil:
+45 29 81 90 37
E-mail: sma@danskfjernvarme.dk
Skriv kommentar