Gå til hovedindhold
Projekter & Planlægning
Produktion
Varmepumper & Elkedler

Grøn strøm fra Lillebælt kan måske ende som fjernvarme

En ny vindmøllepark i Lillebælt kan sikre grøn strøm til næsten 150.000 danske husstande. Den grønne strøm kan man desuden udnytte i SONFORs kommende varmepumpeanlæg på Nordals, der skal producere fjernvarme til de 3.500 boliger i området.

10. dec. 2024
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Den grønne strøm fra den kommende vindmøllepark i Lillebælt kan blandt andet blive til fjernvarme på det varmepumpeanlæg, SONFOR lige nu er i fuld gang med at opføre i Nordborg. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    Om sådan cirka fem år skulle der gerne stå 11 helt nye havvindmøller klar i det sydlige Lillebælt.

    De skal producere grøn strøm svarende til elforbruget i næsten 150.000 danske husstande. Strømmen sendes direkte ud på elnettet, men en del af den kan måske ende som fjernvarme til 3.500 boliger og cirka 500 feriehuse på det nordlige Als.

    Det er Sønderborg Kommunes forsyningsselskab, SONFOR, der forsyner Nordals med fjernvarme – og det er netop også dem, der sammen med samarbejdspartnerne i European Energy lige har landet en etableringstilladelse til en kommende vindmøllepark i Lillebælt.

    I dag producerer SONFOR varmen til det nordlige Als med en 10 MW halmkedel, men allerede fra næste år suppleres den med en 8,5 MW varmepumpe. Og det er den varmepumpe, der vil kunne aftage strømmen fra vindmølleparken og udnytte den til at varme forbrugernes huse op med.

    Godt nok bliver vindmølleparken ikke koblet direkte på SONFORs varmeproduktion – men det ændrer ikke på, at sektorintegrationen mellem fjernvarme og elnet er en stor fordel for de mange fjernvarmekunder på Nordals, understreger direktør i SONFOR, Christian Udby:

    - Først og fremmest er det jo super fedt, at vi har landet en etableringstilladelse til vindmølleparken, for det sikrer, at vi kommer tættere på Sønderborg Kommunes mission om være CO2-neutral i 2029, siger han og fortsætter:

    - Samtidig har vi en klar strategi om en fremtid, hvor vores energisystemer er sammenkoblede. Og her er det jo helt afgørende, at vi med vores varmepumpe kan lagre grøn strøm fra elnettet – som vindmølleparken er med til at producere. På den måde hjælper vi til at få integreret de grønne energikilder i hele systemet.

    Jo mere grøn strøm, der er til rådighed – for eksempel fra vindmøller – jo mere grøn strøm kan vi også producere varmen på.

    Christian Udby, Direktør i SONFOR

    Vigtigt at beholde det lokale ejerskab

    Når vindmølleparken står klar i 2029, kommer SONFOR til at eje 15 procent, mens den franske energigigant TotalEnergies bliver hovedaktionær.

    At man overhovedet valgte at gå ind i projektet for godt 14 år siden skyldes ifølge Christian Udby, at man gerne ville sikre grøn strøm i lokalområdet – og det er netop også grunden til, at man beholder de 15 procents ejerskab.

    - Det er jo ikke vores kerneforretning at producere store mængder strøm, men vi vil gerne beholde det lokale ejerskab af vindmølleparken, mens vi holder fast i det, vi er gode til, siger han og fortsætter:

    - For vores varmekunder får det ikke en konkret betydning, men jo mere grøn strøm, der er til rådighed – for eksempel fra vindmøller – jo mere grøn strøm kan vi også producere varmen på. Og når der så er brug for, at vi leverer balanceydelser med vores varmepumpe og varmelagring, kan vi understøtte nettet og på den måde få noget billig varme. Det hele er koblet sammen.

    CO2-neutral varme

    Når varmepumpen på Nordals tages i brug til næste år, er fjernvarmen fra SONFOR helt CO2-neutral. Og umiddelbart er der ikke udsigt til, at man kan udvide ledningsnettet yderligere.

    - Så ender vi jo ude i havet, som Christian Udby siger.

    Til gengæld har man kig på at etablere separate, mindre ledningsnet i nogle af kommunens landsbyer. Det kræver dog, at der er en god business-case, siger direktøren.

    Under alle omstændigheder kan en lang række borgere på Nordals i hvert fald se frem til en ny udsigt:

    Vindmøller, der står og producerer en del af den strøm, som bliver til varme i deres radiator.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...