Gå til hovedindhold
Varmekilder
Klima- & Miljøforhold
Produktion

Ørsted lukker sit sidste kulfyrede kraftvarmeværk

Om få dage - den 31. august - lukker Ørsted Esbjergværket, der er selskabets sidste kulfyrede kraftvarmeværk. Dermed bliver Ørsteds energiproduktion stort set fossilfri.

29. aug. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Der er nu kun ganske få dage endnu, inden Esbjergværket bliver lukket ned. Det betyder, at ejeren – Ørsted – dermed vinker farvel til det sidste kulfyrede værk i sin energiproduktion, og det markerer en udvikling, hvor selskabet siden 2006 har nedbragt sit forbrug af kul markant ved at reducere antallet af kraftvarmeværker og ved at bruge certificeret bæredygtig biomasse i stedet for kul.

    - Nedlukningen af det sidste kulfyrede kraftvarmeværk markerer afslutningen på et kapitel i vores grønne omstilling, siger Ole Thomsen, Senior Vice President og chef for Ørsteds kraftværksforretning.

    Lukningen af Esbjergværket er sidste store skridt på Ørsteds rejse mod at opnå en grøn andel af energiproduktionen på 99 % i 2025, fremgår det af en pressemeddelelse fra Ørsted.

    - De danske myndigheder pålagde os at fortsætte driften af Esbjergværket frem til den 31. august af hensyn til elforsyningssikkerheden. Det har vi selvfølgelig efterkommet, men vi mener, at vi som samfund bør udfase brugen af gas, olie og kul så hurtigt som muligt. Med nedlukningen af kraftvarmeværket er vi godt på vej til at blive det første store energiselskab, der gennemfører en fuldstændig omstilling af energiproduktionen fra fossil energi til vedvarende energi, udtaler Ole Thomsen.

    Esbjergværket har netop i mange år bidraget væsentligt til det danske energisystem ved at levere el og systemydelser til elnettet og fjernvarme til Esbjerg Kommune.

    Elproduktionen vil fremover blive dækket af andre kraftværker samt vindmølleparker og solcelleanlæg, og det lokale forsyningsselskab i Esbjerg er i gang med at etablere en alternativ produktionskapacitet, der skal levere fjernvarme til Esbjerg Kommune. De 50 medarbejdere, der arbejder på Esbjergværket, vil enten få en anden stilling i Ørsted, gå på pension eller blive opsagt.

    Ørsted oplyser, at det årlige forbrug af kul på Esbjergværket har ligget på ca. 500.000 tons, hvilket svarer til en CO2-udledning på ca. 1,2 mio. tons - eller den årlige udledning fra ca. 600.000 biler i EU, der kører på fossile brændstoffer.

    Ørsted har allerede reduceret sin emissionsintensitet fra scope 1- og 2-udledningen med 92 % fra 2006 til 2023 og var det første energiselskab, der fik et videnskabeligt baseret mål om en netto-nuludledning.

    Studstrupværket og Kyndbyværket

    Af hensyn til elforsyningssikkerheden i Danmark besluttede de danske myndigheder i oktober 2022 at pålægge Ørsted at fortsætte samt genetablere driften af tre kraftværksblokke, der anvender olie og kul som brændsel.

    Det drejede sig om Esbjergværkets blok 3 og Studstrupværkets blok 4, som begge anvender kul som primært brændsel, samt Kyndbyværkets blok 21, der anvender olie som brændsel. De to sidstnævnte blokke var allerede blevet taget ud af drift og konserveret.

    Den 31. august vil Ørsted også lukke den kulfyrede blok 4 på Studstrupværket og Kyndbyværkets blok 21.

    Ørsted har stadig kul som reservebrændsel på Studstrupværkets blok 3, da en stor træpillesilo er i gang med at blive ombygget efter en brand. Ørsted forventer, at siloen vil stå klar igen inden udgangen af 2024, og derefter vil Ørsted ikke længere hverken have eller bruge kul som reservebrændsel.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...