Gå til hovedindhold
Rammevilkår & Regulering

Brian Vad Mathiesen: Prislofter underminerer fjernvarmens potentiale

Prislofter på overskudsvarme og forbrugerpriser er en hæmsko for fremtidige investeringer i fjernvarmen. Dermed beskyttes forbrugerne ikke af reguleringen – tværtimod, mener professor i energiplanlægning, Brian Vad Mathiesen.

26. aug. 2024
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    - Der er en risiko for, at alle fjernvarmeselskaber i Danmark bliver truet, og at mange ambitiøse projekter bliver skrinlagt.

    Sådan omtaler Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, to omdiskuterede prislofter på fjernvarmen.

    Han er nemlig ikke ligefrem begejstret for ideen om prislofter – hverken når det kommer til overskudsvarme eller forbrugerpriser. Det skriver han i en kronik i Jyllands-Posten, sammen med direktør i Sønderborg Varme, Erik Wolff.

    Ifølge Brian Vad Mathiesen bygger de to prislofter på en grundlæggende misforståelse af hvile i sig selv-princippet som en udelukkende økonomisk regulering – når der i virkeligheden er tale om en kompleks regulering, som er designet til at beskytte forbrugerne.

    Den misforståelse gør, at man fra regeringens side nu forsøger at beskytte forbrugerne gennem ny regulering.

    Men ikke nok med at den nye regulering er unødvendig, den kan faktisk ende med at have den modsatte effekt, mener professoren, som lægger ud med at kritisere prisloftet på overskudsvarme.

    - Loftet skal genberegnes hvert år og medfører derfor en usikkerhed om investeringsbeslutningerne, som i bedste fald reducerer og i værste fald dræber ethvert incitament til at investere i overskudsvarmeprojekter, for ingen kan forsvare at lave investeringer, som efter få år kan vise sig ubrugelige, forklarer han og fortsætter:

    - Det kan resultere i mindre tilgængelig varme til fjernvarmesystemet, og at ellers rentable projekter ikke gennemføres pga. for stor usikkerhed om risikoen. Det kan give højere omkostninger for forbrugerne. På den måde vil en regulering, som har til formål at beskytte forbrugerne mod højere priser, kunne få den stik modsatte effekt.

    Lad os fjerne de sten på vejen, som vi selv kan, så vi kan øge vores forsyningssikkerhed.

    Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet

    Politikerne må have tillid til lokale kræfter

    Generelt opfordrer Brian Vad Mathiesen til, at man har mere tillid til lokale kræfter, da han mener, at de har bedre kendskab til de lokale forhold.

    Og det gælder ikke mindst, når det kommer til det nye forbrugerprisloft, som regeringen præsenterede inden sommerferien. Ifølge professoren kan prisloftet nemlig bringe alle investeringer i fjernvarmen i fare.

    Det er særligt problematisk, at forbrugerbindinger ophører, hvis man som fjernvarmeselskab kommer over prisloftet i en periode, mener han.

    - Sådanne reguleringer kan ikke blot underminere mange eksisterende investeringer, men hele fjernvarmeselskabets fundament og naturligvis også skabe betydelig usikkerhed om fremtidige projekter, siger han og understreger:

    - Igen bør politikerne undgå at lave et forbrugerprisloft og i stedet have tillid til de lokale beslutninger og den transparens, der skal være i priserne.

    Det mener Dansk Fjernvarme

    Grønt selvmål af regeringen

    Dansk Fjernvarme reagerede stærkt kritisk på den politiske aftale om forbrugerprisloftet, da den blev udmeldt af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet før sommerferien.

    Grønt selvmål af regeringen

    Fjern stenene på fjernvarmens vej

    Som en af de bærende kræfter bag Varmeplan Danmark 2021, der kortlægger fremtidsudsigterne for omstillingen af den danske boligopvarmning, ved Brian Vad Mathiesen en ting eller to om det store potentiale, der ligger i den grønne omstilling.

    Blandt andet dokumenterer undersøgelsen, at der særligt for overskudsvarme og geotermi er et voldsomt potentiale, som endnu ikke er udnyttet i fjernvarmen.

    Men det spænder prislofterne ben for i øjeblikket, og derfor er professorens opfordring klar og tydelig:

    - Lad os fjerne de sten på vejen, som vi selv kan, så vi kan øge vores forsyningssikkerhed.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...