Regler skal kunne forstås på samme måde af alle
Reglerne om garantiprovisioner er komplekse, og de forstås og anvendes derfor desværre ikke på samme måde af alle.
Indtil nu har det mindet om ”det vilde vesten”, hvor komplekse regler forstås, fortolkes og anvendes på mange forskellige måde, når kommunerne har fastsat deres provisioner for at stille garantier for lån til fjernvarmeprojekter. Det har ført til meget forskellige praksisser på tværs af kommunerne, sådan som det fremgår af faktaboksen om det.
Der er sikkert en række grunde til, at der ikke fra myndighedernes side foreligger en autoritativ forklaring af, hvordan reglerne skal forstås og anvendes. En af forklaringerne er formentlig, at der er tale om et samspil mellem på den ene side komplekse EU-regler, som indeholder et væld af undtagelsesmuligheder, og på den anden side danske regler, som der er flere forskellige ministerier, der har interesser i. En anden forklaring kan være, at anvendelsen af reglerne afhænger de faktiske omstændigheder i de konkrete fjernvarmeprojekter, som kan være meget forskellige, og som også ændres over tid.
Fra Dansk Fjernvarmes side har vi gennem lang tid efterspurgt afklaringer om, hvordan reglerne skal forstås og anvendes. Vi har også gennem foråret i år forsøgt at finde en løsning på det sammen med KL, men det har desværre vist sig ikke at kunne lade sig gøre i denne omgang.
Nu sender vi derfor i stedet vores bud på forståelse af reglerne på gaden. Vi vil samtidig gerne række ud med en opfordring til myndigheder, organisationer, kommuner og rådgivere om at gøre alt for, at vi med tiden kan nå frem til en situation, hvor alle forstår og anvender reglerne på samme måde.
Skriv kommentar