EP-VALGET 2024: Tre skarpe til Kira Marie Peter-Hansen (SF)
Dansk Fjernvarme har stillet tre spørgsmål til en række topkandidater til EU-valget. Denne gang SF’s Kira Marie Peter-Hansen.

1) Sidste EU-valg blev af mange beskrevet som et klimavalg. Hvor meget tror du, klima og grøn omstilling kommer til at præge valgkampen denne gang?
Jeg både håber og tror, at klima og grøn omstilling kommer til at blive nogle af de allervigtigste emner i valgkampen. Klimakrisen buldrer derudad, men alligevel ser vi modstand mod lovgivning, som skal bidrage til at løse den grønne omstilling. Det tror jeg kommer til at fylde meget i valgkampen, men jeg håber også, at valget kan være en løftestang til at finde fælles løsninger på klimakrisen.
2) Hvor meget kommer du selv til at have fokus på energi og grøn omstilling, når det gælder din kommende indsats i Parlamentet – og hvilke andre mærkesager er vigtige for dig?
Jeg mener, at den vigtigste prioritet for det kommende Parlament er at holde fast i kampen mod klimaforandringerne og sørge for, at vi leverer ambitiøs og progressiv lovgivning på klima-, energi- og naturområdet.
Derudover kæmper jeg for et socialt, solidarisk og ligestillet Europa, og så har jeg fokus på at bekæmpe hvidvask, skattesnyd og økonomisk kriminalitet. Det ligger også mit hjerte nært at gøre en indsats på fertilitetsområdet, hvor jeg blandt andet vil arbejde for at bekæmpe farlig kemi, som skader vores fertilitet.
3) Hvordan kan du som måske kommende dansk parlamentariker arbejde for, at grøn omstilling, herunder via fjernvarme, kommer til at fylde mere i Europa?
I Parlamentet er jeg som SF'er medlem af Den Grønne Gruppe, og retfærdig grøn omstilling af vores samfund er omdrejningspunktet for alt vores arbejde.
Jeg vil få grøn omstilling til at fylde mere i Europa ved at kæmpe for, at EU lever op til sine forpligtelser på klima, energi og natur – herunder omstillingen til et energisystem baseret på vedvarende energi, hvor fjernvarme også spiller en vigtig rolle.
Interviewet med Kira Marie Peter-Hansen er første gang bragt i en kortere version i magasinet Fjernvarmen 2/2024.

EU-valg på vej
Kommer energi og grøn omstilling i fokus, når politikerne skal kæmpe om de danske pladser i EU-Parlamentet – eller stjæler andre emner dagsordenen?
Dansk Fjernvarme dækker EU-valgkampen med energi- og fjernvarmebrillerne på.
Skriv kommentar