EP-VALGET 2024: Tre skarpe til Niels Fuglsang (S)
Dansk Fjernvarme har stillet tre spørgsmål til en række topkandidater til EU-valget. Denne gang Socialdemokratiets Niels Fuglsang.

1) Sidste EU-valg blev af mange beskrevet som et klimavalg. Hvor meget tror du, klima og grøn omstilling kommer til at præge valgkampen denne gang?
- Klimaet og den grønne omstilling bliver det helt store tema sammen med større uafhængighed. For de hænger sammen. Den grønne omstilling er forudsætningen for, at vi kan blive uafhængige af fossil energi fra slyngelstater som Rusland og mindre uafhængige af råstoffer fra Kina. Et tema bliver derfor, hvordan vi gearer den europæiske industri til at blive en grøn industri.
2) Hvor meget kommer du selv til at have fokus på energi og grøn omstilling, når det gælder din kommende indsats i Parlamentet – og hvilke andre mærkesager er vigtige for dig?
- Klima og grøn energi er mit hjerteblod. Der er kræfter, der prøver at tage den klimapolitik vi har gennemført de sidste fem år i Europa-Parlamentet som gidsel og bruge den til at forklare en masse ulyksaligheder. Men det er en falsk fortælling.
- Vi kommer til at kæmpe hårdt for, at klimapolitikkerne fastholdes og at ambitionerne frem mod 2050 hæves.
3) Hvordan kan du som måske kommende dansk parlamentariker arbejde for, at grøn omstilling, herunder via fjernvarme, kommer til at fylde mere i Europa?
Hvis jeg bliver genvalgt, så vil jeg fortsætte mit arbejde i energi- og industriudvalget, hvor jeg i sidste mandat er særlig stolt over at have ledt arbejdet på loven for energieffektivisering. Her satte vi blandt andet krav om, at der skal laves varme- og køleplaner i hele Europa og at der skal mere vedvarende energi i det europæiske fjernvarmenet.
Jeg vil følge implementeringen tæt og arbejde for at fremme grøn varme som f.eks. geotermi i fjernvarmen. Næste skridt bliver at gøre EU's grønne politikker klar til 2040 og 2050-målsætningerne.
Interviewet med Niels Fuglsang er første gang bragt i en kortere version i magasinet Fjernvarmen 2/2024.

EU-valg på vej
Kommer energi og grøn omstilling i fokus, når politikerne skal kæmpe om de danske pladser i EU-Parlamentet – eller stjæler andre emner dagsordenen?
Dansk Fjernvarme dækker EU-valgkampen med energi- og fjernvarmebrillerne på.
Skriv kommentar