Gå til hovedindhold
Medlemmer
Jura
Dansk Fjernvarme

Udsigt til millionbøde stopper fusion mellem Aabybro og Jetsmark

Med en potentiel millionbøde hængende over hovedet, har Aabybro Varmeværk og Jetsmark Energiværk udskudt deres kommende fusion. Det får alvorlige konsekvenser for den grønne omstilling og efterlader flere tusinde forbrugere i limbo, fortæller varmeværkerne.

20. jun. 2024
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Det skulle ellers have været et lykkeligt ægteskab mellem to fjernvarmeværker – som i sidste ende ville have sikret billigere og mere stabil fjernvarme til 1.800 forbrugere.

    Men nu må Aabybro Fjernvarme og Jetsmark Energiværk i stedet sande, at deres planlagte fusion ikke bliver til noget lige med det samme.

    For siden fusionen blev stemt endegyldigt igennem på en generalforsamling i Aabybro i marts måned, er der opstået lidt af et benspænd. Mildest talt.

    Jetsmark Energiværk er som et af 45 varmeværker nemlig blevet anklaget for at have overtrådt konkurrenceloven i en sag om koordinering af prissætning på elmarkedet gennem selskabet Effekthandel.

    Sagen kan potentielt give varmeværket en millionbøde, som i sidste ende kan tilfalde det fusionerede selskab, hvis Aabybro Fjernvarme og Jetsmark Energiværk lægges sammen.

    Noget, selskaberne er blevet opmærksomme på for nylig, da en lignende sag i Brønderslev er kommet frem i starten af juni måned. Her har Brønderslev Forsyning tilbage i 2022 overtaget Øster Brønderslev Fjernvarme, som også var anklaget i sagen. Og nu har Konkurrencerådet varslet dem en bøde på hele 11,5 millioner kroner.

    Uagtet skyldsspørgsmålet, så undrer selskaberne sig over, at bøden nu udregnes på baggrund af det samlede og potentielt fusionerede selskabs omsætning, og ikke på baggrund af omsætningen for det selskab, der alene har været involveret i sagen.

    En bøde, Brønderslev Forsyning som fjernvarmeselskab ikke har mulighed for at betale. Det samme ville være tilfældet, hvis det fusionerede varmeværk i Aabybro og Jetsmark fik en lignende bøde.

    Derfor har man til at starte med udskudt fusionen, fortæller formand for Aabybro Fjernvarme, Bjarne Dahl, som kalder sagen ’helt urimelig’:

    - Vi skal varetage vores forbrugeres interesse, og derfor har vi af forsigtighedsårsager valgt at udskyde fusionen. Og selvom jeg kan forstå og acceptere Konkurrencerådets perspektiv, har jeg meget svært ved at acceptere den limbo, mange forbrugere ender i som konsekvens, siger han.

    Udskyder den grønne omstilling

    Fusionen med Jetsmark Energiværk skulle have været en forlængelse af Aabybro Fjernvarmes igangværende udvidelsesplaner, som i det kommende år skal sikre fjernvarme til hele 1.000 nye forbrugere – en enormt ambitiøs plan for et mindre varmeværk.

    Med de 1.800 forbrugere fra Jetsmark oveni, ville Aabybro Fjernvarme have fordoblet sin størrelse på få år, mens der også var udsigt til potentielt at tilbyde fjernvarme til flere landsbyer og et industriområde omkring Jetsmark.

    Vejen mod fusionen har været lang, men nu var planen endelig, at det hele skulle sættes i gang allerede i oktober. I stedet må Jetsmark Energiværk altså nu fortsætte med at fyre med naturgas, mens borgerne i de potentielt nye områder ikke kan skifte til fjernvarme foreløbig.

    - Det udskyder jo den grønne omstilling med flere år. Det var netop meningen, at vi sammen skulle hjælpe hinanden med omstille produktionen i Jetsmark, sikre billigere fjernvarme til forbrugerne og udfase naturgassen hos endnu flere i området. Samtidig er der et stort potentiale for at indhente overskudsvarme – men alt det er nu udsat, fortæller en ærgerlig Bjarne Dahl og tilføjer:

    - Derfor vil jeg også opfordre myndighederne til at finde en løsning. Man må tage en beslutning om, hvad der skal ske, så forbrugerne ikke ender i limbo.

    Ikke alle forbrugere kan vente

    Som landet ligger bliver udviklingen bremset i minimum et år, da sagen mod Jetsmark Energiværk først forventes at komme for en dommer i september 2025.

    I løbet af den tid kan mange forbrugere i de potentielle områder have set sig nødsaget til at vælge en varmepumpe i stedet for fjernvarme.

    Og det ærgrer formand for Jetsmark Energiværk, Flemming Ferløv. Fusionen har nemlig hele tiden været nøglen til, at flere forbrugere kunne komme af med naturgassen. Noget, der pludselig har fået lange udsigter.

    - Det her gør, at alt bliver sat på pause. Det er vi enormt ærgerlige over, fordi der står en masse mennesker, som kommer i klemme. De har ingen andre muligheder end at blive på naturgassen eller vælge en varmepumpe, hvis de ikke kan vente på fjernvarmen. Men der er bare desværre ikke ret meget, vi kan gøre ved det, fortæller han.

    Og spørger man formanden for Aabybro Fjernvarme, Bjarne Dahl, kan der også gå længere end et år, før forbrugerne i og omkring Jetsmark får afklaring på, hvad der skal ske.

    - Jeg håber selvfølgelig på, at vi kan melde noget ud om et år, men jeg kan godt frygte, at det bliver mere. Derfor prøver vi nu at gøre noget politisk for at finde en løsning på sagen – vi er i gang med at orientere borgmesteren i Jammerbugt Kommune og håber på, at han vil gå videre med den, siger han og tilføjer:

    - Men på et tidspunkt holder folk op med at tro på, at fjernvarmen kommer. Så det er rigtig skidt, at den her fusion bliver udsat.

    Dansk Fjernvarme: Selskaberne har handlet i god tro

    Dansk Fjernvarme understreger betydningen af, at selskaberne har handlet i god tro. Og de har handlet alene med det formål at sikre deres forbrugere den lavest mulige varmeregning. Der er med andre ord ingen - hverken direktører eller bestyrelse - der har egen økonomisk vinding ved selskabets handlinger, mener Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

    - Det er selskaber, der hviler i sig selv, og de har ingen intention om egen vinding. Man håndterer det her som en kæmpe kartelsag, men det er i virkeligheden nogle fjernvarmeselskaber, der har handlet i god tro, siger han og fortsætter:

    - Det er frivillige bestyrelsesmedlemmer, der bliver mødt af sådan et kæmpe bødeforlæg og sidder med truslen om måske at skulle gå fra hus og hjem.

    Det er særligt de varslede bøders potentielle omfang, som er uforståeligt for Dansk Fjernvarme. Ikke mindst for de selskaber, der er i fusionsovervejelser, sådan som de opfordres til af både politikere og myndigheder.

    Det er de selskaber, der nu rammes af endnu større bøder, når bøderne udregnes på baggrund af det samlede selskabs omsætning.  

    - Det står i skarp modsætning til de millionbødeforlæg, der er kommet ind, for der er tale om rigtig små penge i indtjening for de her selskaber. Derfor er det helt ude af proportioner, siger han.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...