Det siger aktørerne til Venstres udspil om gas
Der er langt fra enighed hele vejen rundt i energisektoren, efter Venstre har foreslået at droppe målsætningen om at udfase alle gasfyr fra boliger i 2035.

- Jeg vil ikke være med til at slukke for varmen i over 100.000 hjem i 2035, når gassen i rørene på det tidspunkt er grøn.
Sådan lød det i weekenden fra formand for Venstre, Troels Lund Poulsen i et længere interview til Avisen Danmark, hvor budskabet var, at partiet ikke længere ønsker at stå bag ambitionen om udfases alle gasfyr i vores boligopvarmning i 2035, sådan som det er aftalt i Klimaaftalen fra 2022.
Vi bringer her en række af de reaktioner fra aktørerne, der har lydt de seneste par dage.
Troels Lund Poulsen, formand, Venstre:
”..man må godt være nuanceret i politik. Man kan sagtens gøre endnu mere for at sikre udrulningen af fjernvarme. Men det må ikke samtidig spænde ben for de steder, hvor det ikke giver mening at have en fast målsætning om, at man slet ikke må have et gasfyr i 2035.”
Søren Pind, formand, Biogas Danmark:
”Det er godt, at Venstres formand giver boligejerne tryghed i en tid, hvor der er brug for det. Den nuværende deadline for udfasning af gasfyrene er urealistisk og unødvendig. Vi har i Danmark alle muligheder for i løbet af få år at sikre 100 procent grøn biogas i Danmark, og dermed at vi er selvforsynende med denne vigtige grønne energiform. Vi både vil og kan levere den grønne gas, der er brug for.”
Venstres udmelding om at droppe 2035 som deadline for udfasning af gas til opvarmning et skridt i den forkerte retning. Midt i en geopolitisk krise er det tydeligt: Vi skal gøre os uafhængige af importeret gas. Danmarks grønne biogas er en knap og værdifuld ressource – og den bør bruges dér, hvor den gør mest nytte. Ikke i vores stuer, men i tung industri, hvor elektrificering er svær – f.eks. i Europa.
Bjarke Møller, direktør, Rådet for Grøn Omstilling:
”Venstres forslag om at droppe aftalen om at udfase gasfyr i 2035 svigter både klimaet, yderområderne og Europas energiuafhængighed. Venstres forslag kan på sigt efterlade folk i landdistrikterne med dyrere varmeregninger, større usikkerhed – og regningen for at holde liv i et aldrende gasnet, som resten af Danmark er ved at forlade.”
Henrik W. Petersen, formand, Blik- og Rørarbejderforbundet:
”Ingen er uenig i de grønne ambitioner. Vi skal have fuld fart på. Men når gassen er grøn, så skal vi ikke tvinge alle til at omlægge. Det er sund fornuft, og så er det stadig grønt. Og den grønne omstilling er i den grad afhængig af danskernes opbakning.”
”Hvis vi ikke reducerer gasforbruget med det, vi kan, så gør vi det sværere for hele Europa at blive klimaneutralt. Alle lande i Europa har en rolle i at få vores gasforbrug ned til der, hvor det er nødvendigt. Og varmeforsyningen er et sted, hvor gas ikke er nødvendigt, da man faktisk kan lave lunkent vand på en bedre og billigere måde.”
Christian Fromberg, kampagneleder, Greenpeace:
”.. biogas er en begrænset ressource, som giver god mening i noget af den tunge industri. Det giver bare ikke mening i husstande: Biogas er langt mere forurenende og ressourcekrævende end varmepumper og fjernvarme, og vil altid være en dårlig forretning for klimaet. Hele biogaseventyret baserer sig ovenikøbet på en enorm statsstøtte på over 40 milliarder kroner frem mod 2030 - nok til at give en gratis varmepumpe til samtlige danske husstande med gasfyr.”
Troels Blicher Danielsen, administrerende direktør, TEKNIQ:
”Når man trækker en bred aftalt beslutning tilbage uden væsentlige ændringer i forudsætninger og prognoser, skader det ikke kun ambitionen om at udfase gas til boligopvarmning, men hele den grønne troværdighed. Danskerne har brug for retning og tryghed – ikke zigzag.”
Katrine Bjerre, direktør, SYNERGI:
”I SYNERGI mener vi fortsat, at vi skal have udfaset så meget gas som muligt hurtigst muligt. Vi har bedre, billigere og grønnere alternativer i varmepumper og fjernvarme til rådighed, og dem skal vi hjælpe danskerne over på – og selvfølgelig med økonomisk støtte for dem, som ikke selv har de finansielle muskler til at løfte opgaven. Derfor håber vi, at regeringen trods dagens udmelding fra Venstre fortsat vil sikre, at vi også får bl.a. danskerne i landdistrikterne med på vognen, når det handler om at sikre dem en varmekilde, der er til at betale på sigt og mindsker sårbarheden i forbindelse med nye energikriser.”
Kim Mortensen, direktør, Dansk Fjernvarme:
”Fjernvarmesektoren og kommunerne har påtaget sig en stor og vigtig opgave fra regeringen med at lave fjernvarmeprojekter, så vi kan udfase gassen til varme i Danmark, hvilket vi kan se, virker hver eneste dag, hvor flere og flere boliger kommer over på fjernvarmen. Hvis der sås tvivl om de projekter så bliver de ikke til noget og så får vi aldrig forbruget af gas ned i Danmark. Heller ikke på et niveau, hvor der på den anden side 2030 kun er grøn gas i rørene.”
Skriv kommentar