Gå til hovedindhold
Kundeforhold
Konverteringer
Dansk Fjernvarme

UNIT-SAGEN: Halsnæs Varme får medhold ved Energiklagenævnet

Energiklagenævnet har den 10. april 2025 truffet afgørelse i Halsnæs Varmes klage over Forsyningstilsynets afgørelse i unitsagen.

1. maj 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
foto af fjernvarmeunit hos private

Indhold

    Den 30. april 2024 traf Forsyningstilsynet afgørelse vedrørende muligheden for at indregne udgifter i tilknytning til fjernvarmeunits i varmeprisen. Dansk Fjernvarme har tidligere berørt sagen i vores nyhedsbreve mv. og i den seneste udgave af magasinet Fjernvarmen.

    Halsnæs Varme klagede i maj 2024 over Forsyningstilsynets afgørelse til Energiklagenævnet og anmodede om at klagen tillægges opsættende virkning.  Energiklagenævnet afgjorde den 21. oktober 2024 at Halsnæs Varmes klage ikke blev tillagt ”opsættende virkning”.

    Den 10. april traf Energiklagenævnet afgørelse ift. den faktiske klage over Forsyningstilsynets afgørelse.

    Energiklagenævnet ophæver med deres afgørelse Forsyningstilsynets afgørelse fra 30. april 2024 og hjemviser klagen til fornyet behandling. Forsyningstilsynet skal derfor nu igen forholde sig den faktiske klage fra 2023 fra en forbruger i Halsnæs Varmes forsyningsområde som klagede over at unitordningen var obligatorisk for nye forbrugere.

    Ud over at forholde sig til den oprindelige klage fra 2023, valgte Forsyningstilsynet på eget initiativ, at udvide afgørelse fra 30. april 2024 til også at indeholde en vurdering af den historiske praksis for unitordninger som typisk tager udgangspunkt i en tidligere afgørelse fra Energitilsynet fra 2010.

    Dansk Fjernvarme ser meget positivt på den nye afgørelse fra Energiklagenævnet som forhåbentlig kan bane vejen for, at fjernvarmeselskaberne fortsat kan tilbyde fjernvarmeunits på abonnement med mindst mulige administrative byrder og til lavest mulige omkostning og derved sikre større effektivitet i de eksisterende fjernvarmenet og -systemer, samt medvirke til at sikre stor tilslutning i kommende konverteringsområder.

    Energiklagenævnet lægger i afgørelsen vægt på, at det tidligere Energitilsynet tilbage i 2010 afgjorde, at det var rimeligt at flytte leveringsgrænsen til afgangssiden af fjernvarmeunitten og indregne omkostninger hertil i varmepriserne. Dermed må der i Energitilsynets afgørelse fra 2010 ifølge Energiklagenævnet, have indgået en vurdering af definitionen af et kollektivt varmeforsyningsanlæg, og de facto taget stilling til, at en fjernvarmeunit kan indgå som en del af det kollektive varmeforsyningsanlæg.  

    I afgørelsen pointerer Energiklagenævnet, at definitionen af kollektive varmeforsyningsanlæg ikke har ændret sig væsentligt siden varmeforsyningslovens vedtagelse i 1979. I den sammenhæng angiver Energiklagenævnet, at Forsyningstilsynet ikke havde hjemmel til at ændre sin praksis med begrundelse i, at der ikke var taget stilling til definitionen af et kollektivt varmeforsyningsanlæg.

    Afslutningsvis angives det i Energiklagenævnets afgørelse, at det kan være hensigtsmæssigt såfremt det fra lovgivers side blev fastlagt om unitordninger kan indeholdes i den kollektive varmeforsyning, alternativt at det lovfastsættes hvor leveringsgrænsen for fjernvarmen ligger.

    Det er Dansk Fjernvarmes forventning, at Forsyningstilsynet hurtigst muligt vil komme med en udmelding om hvordan de økonomiske vilkår for unitordninger skal forstås i lyset af Energiklagenævnets hjemvisning af tilsynets afgørelse. Dansk Fjernvarme vil informere medlemmerne så snart denne udmelding foreligger.

    Afgørelsen fra Energiklagenævnet kan findes her https://ekn.naevneneshus.dk/afgoerelse/88173e37-d0cf-4edb-b908-279ee72ef2fa

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...