Virksomheder kan slippe for udtrædelsesgodtgørelse
Det er muligt for fjernvarmeselskaber at indgå aftaler direkte med virksomheder om at undgå at skulle betale en godtgørelse, hvis de skal ud af en aftale om fjernvarme.

Virksomheder er anderledes stillet end private boligejere, når det handler om at kunne udgå af en fjernvarmeaftale med et fjernvarmeselskab. Men det forudsætter, at der indgås en aftale mellem fjernvarmeselskabet og den enkelte virksomhed.
- Det hele bunder i, hvorvidt fjernvarmeselskaber må behandle virksomheder anderledes end ”almindelige” kunder – altså private hus- eller boligejere. Og det må de godt, siger jurist og chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Birthe Boisen.
Hun baserer bl.a. sit udsagn på et oplæg ved et webinar med advokat Pernille Aagaard fra Energi- og Miljøadvokaterne tidligere i år, hvor hun talte om mulighederne for godtgørelse ved udtrædelse af et fjernvarmeselskab.
Birthe Boisen fortæller, at private kunder er omfattet af Leveringsbestemmelser, som er under tilsyn af Forsyningstilsynet og udgør rammerne for aftaler mellem selskab og privatkunde. Der er tale om en form for ”beskyttelse” af de private kunder.
Det stiller sig dog anderledes for virksomheder, hvor der ikke er helt de samme krav til ”beskyttelse”, så der er andre muligheder for at indgå mere fri og individuelle aftaler.
- Aftaler med erhvervskunder skal dog stadig overholde reglerne i Varmeforsyningsloven, ligesom en erhvervskunde – hvis der ikke laves en individuel aftale – er omfattet af selskabets Leveringsbestemmelser, siger Birthe Boisen.
Det kan ofte være hensigtsmæssigt med en individuel aftale om godtgørelse, da investeringen for selskabet for at få erhvervskunden med ofte er væsentlig større end at få et ”parcelhus som kunde”.
Fjernvarmeselskabet kan fx vælge at få pengene ”up front” fra erhvervsvirksomheden, når der skal investeres i tilkobling til fjernvarmenettet, fordi der i udgangspunkt kan være en større risiko med en aftale med en virksomhed sammenlignet med en privat bolig.
Birthe Boisen forklarer, at en bolig – når den først er tilsluttet – formentlig forbliver tilsluttet selv ved flere ejerskifter, mens en virksomhed kan gå konkurs, hvorved det bliver svært at få en godtgørelse for udtrædelse i land. Det sikrer man sig, hvis man får pengene ”up front”.
Advokat Pernille Aagaard fra Energi- og Miljøadvokaterne, Arhus, deltog tidligere i år på et webinar, hvor hun fortalte om udtrædelsesgodtgørelser.
Du kan se eller gense hele webinaret om udtrædelsesgodtgørelse her

Birthe Boisen
Varmeforsyningsloven
Tilslutningsbekendtgørelsen
Vedtægter, bestyrelsesarbejde og generalforsamling
Leveringsbestemmelser dvs. aftaleforholdet mellem selskab og kunderne
Aktindsigt og forsikring
Mobil: +45 30 99 60 37
E-mail: bfb@danskfjernvarme.dk
Skriv kommentar