Regeringen lander aftale om CO2-fangst i forsyningssektoren
LÆS I DAG: Efter milliardunderskud vil Ørsted nedlægge op mod 800 arbejdspladser. Analytiker ser mindre Ørsted fremover efter milliardunderskud. Thomas Thune stopper som Ørsted-formand. VEKS-vicedirektør: Sådan kan vi udnytte overskudsvarmen uden at blive ramt af prisloftet.
EnergiWatch:
Regeringen lander aftale om CO2-fangst i forsyningssektoren
Den politiske aftale gør det lettere for kraftvarmeanlæg at opfange CO2 og giver bedre muligheder for at tage del i den kommende CCS-pulje. Der er ros til aftalen fra bl.a. Dansk Fjernvarme, fremgår det af EnergiWatch.
Aftalen er indgået mellem regeringen, SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet, som danner rammerne for CO2-fangst i forsyningssektoren.
- CO2-fangst gør det muligt at tage fat på nogle af de udledninger, der ellers er sværest at reducere, f.eks. udledning fra vores affald. Aftalen skal gøre det muligt at udnytte det store potentiale, så også varme- og affaldsanlæg rundt omkring i landet kan bidrage til opfyldelsen af vores klimamål, udtaler klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
Ifølge fjernvarmeselskabernes brancheorganisation Dansk Fjernvarme bliver selskabernes rolle anerkendt med de langsigtede rammevilkår, som partierne er nået til enighed om.
- Der skal lyde en stor ros til regeringen og aftalepartierne for at lande en aftale, der både anerkender og fjerner barriererne for CCS i forsyningssektoren. Der har været et rigtig godt samarbejde, hvor branchen nu står klar til at bidrage bedst muligt for en hurtig implementering af den nye aftale, så aktørerne kan komme ud over stepperne med at bidrage til de danske klimamål, udtaler Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, i en pressemeddelelse.
*****
EnergiWatch:
Efter milliardunderskud vil Ørsted nedlægge op mod 800 arbejdspladser
Medarbejdere, målsætninger, udbytte og formanden smides over bord hos Ørsted, der onsdag fremlagde deres regnskab med et tab på mere end 20 milliarder. Det betyder, at Ørsted over de kommende måneder bl.a. skal fyre omkring 250 medarbejdere allerede i de kommende måneder, fremgår det af EnergiWatch.
Ørsted har samtidig iværksat en spareplan, der i 2026 skal have skåret en milliard kroner af de faste omkostninger. Noget der i perioden frem mod dette vil betyde ”nedlæggelse af 600-800 stillinger globalt”.
- For at forbedre vores konkurrenceevne samt sikre værdiskabelse og vores evne til at tiltrække kapital til udbygningen af vedvarende energi vil vi gøre Ørsted til et mere effektivt og strømlinet selskab. Dette omfatter blandt andet en nedlæggelse af stillinger. Vi vil gøre vores yderste for at gennemføre dette på en fair og respektfuld måde, siger adm. direktør Mads Nipper.
Medarbejdere er dog langt fra det eneste, der ryger. Det samme gør de mål, Ørsted bekræftede så sent som ved sommerens kapitalmarkedsdag. Efter et 2023, der endte med et underskud på astronomiske 20,2 mia. kr., skrues der gevaldigt ned for ambitionerne om udbygning og varsles en langt smallere forretning fremover.
Hvor Ørsted hidtil har forventet at have 50 GW i 2030, skæres op mod en tredjedel af de ambitioner. Nu forventes en installeret kapacitet på 35-38 GW inden udgangen af 2030. Med de mindre armbevægelser følger ligeledes en afgang med tanken om at være en global udvikler al den stund, at selskabet dropper havvind i Norge, Spanien og Portugal, lige som aktiviteterne i Japan ”nedprioriteres”.
*****
Energy Supply:
Analytiker ser mindre Ørsted fremover efter milliardunderskud
Det milliard-store underskud i Ørsted fører nu til, at energivirksomheden skærer i fremtidige investeringer. Det efterlader et Ørsted, der vil være betydeligt mindre i 2030, end hidtil forventet, mener aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen. Det skriver Energy Supply.
- Der bliver trukket noget lækkerhed ud af det prestigeprojekt, som Ørsted er for politikerne, fordi selskabet ikke er så stærkt, når vi kigger fremad, siger han ifølge Energy Supply.
I juni 2023 lød det, at Ørsted ville investere for i alt 475 milliarder kroner inden udgangen af 2030. Det skulle medføre en samlet installeret kapacitet på cirka 50 gigawatt.
Nu er ambitionen dog mere beskeden. I forbindelse med årsregnskabet meddeler Ørsted, at der vil blive investeret for 35 milliarder kroner mindre end planlagt mellem 2024 og 2026.
- Det er en betydelig nedskaleret vækstplan for selskabet. Man vil stadig spille med i den absolutte top, men i skala vil Ørsted være betydeligt mindre, end det, der tidligere var lagt op til, siger Jacob Pedersen.
*****
EnergiWatch:
Thomas Thune stopper som Ørsted-formand
Den mangeårige formand for Ørsted, Thomas Thune, annoncerede onsdag, at han træder tilbage ved generalforsamlingen. Udmeldingen kom samme tid, som Ørsted offentliggjorde sit regnskab for 2023 med et underskud på lige over 20 mia. kroner. Det skriver EnergiWatch.
Thomas Thune trækker sig på den kommende ordinære generalforsamling den 5. marts 2024.
- 2023 var et udfordrende år for Ørsted. Vi har lært af udfordringerne og fremlægger i dag en robust forretningsplan med reviderede strategiske vækstambitioner for 2030. Planen er udviklet i tæt samarbejde mellem koncernledelsen og bestyrelsen, og vi er overbeviste om, at det er en robust plan, der kan sikre vores fortsatte langsigtede vækst, udtaler Thomas Thune Andersen i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet.
Han kalder det både en fornøjelse og et privilegium at have været bestyrelsesleder for Ørsted de seneste ti år. Han fremhæver omstillingen fra Dong Energy til Ørsted, hvor selskabet gik væk fra olien til fordel for vedvarende energi.
- Vi har nu en ny plan, der vil mere end fordoble Ørsteds kapacitet inden udgangen af dette årti og indfri vores fortsatte ambition om at være verdens førende grønne energiselskab, lyder det fra den afgående bestyrelsesformand.
*****
GridTech:
VEKS-vicedirektør: Sådan kan vi udnytte overskudsvarmen uden at blive ramt af prisloftet
Den nye aftale mellem Ørsted, CTR og VEKS om at udnytte overskudsvarme fra Avedøreværket kan godt lade sig gøre på trods af prisloftet. Vicedirektør i VEKS, Trine Sannem Mønsted, forklarer til GridTech, at det bl.a. handler om lav tilslutningsomkostning og en høj temperatur på den overskydende varme fra CO2-fanstanlægget ved Avedøre.
Der er med andre ord ikke så mange risici for de involverede, som det måske vil være tilfældet andre steder.
- I aftalen med Ørsted har projektet flere fordele i forhold til andre projekter, herunder at anlægget er placeret på en kraftværksgrund, som tillader, at tilslutningsomkostninger holdes lave, forklarer hun til GridTech og tilføjer:
- Desuden er overskudsvarmekilden ved en så høj temperatur, at omkostningerne til at løfte til fjernvarmetemperatur kan holdes lave. Begge dele bidrager positivt til businesscasen, hvilket er medvirkende til at kunne overholde overskudsvarmeprisloftet.
Generelt ser Trine Sannem Mønsted og VEKS udnyttelse af overskudsvarme som en hjørnesten i den grønne omstilling af fjernvarmen – og samtidig som en mulighed for at sikre kunderne en konkurrencedygtig pris, om end det netop er kundernes pris, der ofte er det store tvivlsspørgsmål, som afholder mange varmeselskaber fra at udnytte overskudsvarmen med loftet.
- Vi har i vores aftaler om overskudsvarme stort fokus på overholdelse af overskudvarmeprisloftet, og undersøger for hvert projekt både fordele og risici ved at udnytte de muligheder, som reguleringen giver for individuelle prislofter, fastlåsning af prisloft med mere, siger hun til GridTech.
Skriv kommentar