Gå til hovedindhold

Regeringen kaster milliarder efter det: Men er CO2-fangst klimaets redning eller et umodent quickfix?

LÆS I DAG: Energiminister vil se løfter, før brintrøres bygges. Borgere i Tune får tilbud om fjernvarme. Fiskeskipper fik en kurv: - Den er jeg sgu glad for. Derfor flyver der en drone rundt i byen når det er rigtigt mørkt.

19. feb. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Finans.dk:
    Regeringen kaster milliarder efter det: Men er CO2-fangst klimaets redning eller et umodent quickfix?

    Regeringen og energisektoren satser stort på at rense udledninger for CO2, som i stedet lagres i undergrunden – såkaldt CO2-fangst. Men teknologien møder modstand fra kritikere, der i stedet hellere ser, at vi bruger de enorme støttebeløb på andre tiltag i klimakampen. Det skriver Finans.dk.

    Målt på selve klimapotentialet er der ifølge Ørsted derfor tale om en slagkraftig teknologi, der sætter en tyk streg under virksomhedens grundlæggende incitament for at gå i gang med projektet.

    - De 430.000 tons er et væsentligt bidrag til det danske klimaregnskab. Det svarer til udledninger fra 200.000 fossildrevne biler. Det er trods alt noget, der batter, siger Ole Thomsen, Senior Vice President og direktør for Ørsteds kraftværksforretning.

    Men ifølge Klimabevægelsen giver det ikke mening at rense røgen for CO2 på et kraftværk, der benytter biobrændsler. Ikke fordi det ikke er positivt at forhindre de skadelige partikler i at nå ud i atmosfæren, men fordi kræfterne burde være brugt på at udfase afbrændingen af biologisk materiale til fordel for eksempelvis varmepumper, der kører på strøm fra vindmøller og solceller.

    - Biomasseanlæg er det helt forkerte sted at anvende teknologier til CO2-fangst. Det er en helt vildt dyr løsning, som blot levetidsforlænger biomassen. I Danmark er der primært tale om træ, og afskovning er en stor kilde til CO2-udledning. Her er elektrificering den rigtige vej at gå, siger Frederik Sandby, sekretariatsleder, Klimabevægelsen i Danmark.

    Ifølge Ørsted vidner to nye udbud om, at man fra politisk side har stor tiltro til potentialet i teknologien – og hos Ørsted er man ligeledes klar over, at deres eget projekt ikke kan stå alene.

    - Det rækker jo ikke med det her alene, og det er også derfor, at staten har lavet to nye udbud. Men jeg tror, det er vigtigt, at vi er gået ind og har sagt, at vi tror på det her. At vi kan få forsyningskæden til at virke og økonomien til at hænge sammen, siger Ole Thomsen.

    *****

    EnergiWatch:
    Energiminister vil se løfter, før brintrøres bygges

    Ifølge den politiske aftale om en brintinfrastruktur gennem Jylland og ned til Tyskland var planlagt til at blive præsenteret før vinterferien i uge 7. Alternativt skal det ske i denne uge – uge 8. Men røret, der efter de hidtidige politiske udmeldinger skal gå i drift fra 2028, bliver ikke opført uanset hvad.

    Det er ifølge EnergiWatch meldingen fra energiminister Lars Aagaard i et længere interview med Information.

    - Vores planlagte udbygning med vedvarende energi vil give el til 25-30 millioner husstande. Vi er altså ved at bygge en potentiel energiforsyning til Europa, hvor produktion af brint ved hjælp af den grønne strøm kan dække et behov i Tyskland. Men vi kommer ikke til at bygge et rør, hvis ingen siger, at de vil bruge det. Så en vis forpligtelse fra den private sektor er vi nødt til at have, siger han.

    Det store udestående om brintrøret er finansieringen. Fra branchen har der i stigende grad lydt et ønske om, at staten påtager sig det størst mulige økonomiske ansvar for etableringen af infrastrukturen fra gaslageret i Lille Thorup ved Viborg til grænsen via Holstebro, Esbjerg og Fredericia. Ifølge Energinets analyse fra sidste sommer forventes det at fordre en investering på 10-22 mia. kr.

    Egentlig skulle finansieringen have været på plads inden nytår. Men selv om den danske og tyske regering indgik en aftale på området forrige marts, er det endnu ikke sket.

    *****

    Dagbladet Roskilde:
    Borgere i Tune får tilbud om fjernvarme

    Byrådet i Greve Kommune gør det muligt for borgerne i Tune at komme et skridt nærmere at blive tilsluttet fjernvarmenettet. Byrådet har nemlig sagt ja til at stille en såkaldt kommunegaranti for et lån, som gør investeringen i fjernvarme mulig. Det skriver Dagbladet Roskilde.

    Det er Høje-Taastrup Fjernvarme a.m.b.a., der planlægger at etablerer fjernvarme, så byerne Reerslev, Stærkende og Tune kan tilslutte sig løsningen. Det er et krav, at mindst 56 procent tilslutter sig fjernvarmen, for at løsningen bliver etableret. Greve Kommune stiller lånegaranti på 328 millioner kroner for den del af anlægget, der skal udføres inden for kommunegrænsen.

    Investeringen i fjernvarme er samtidig en investering i et bedre klima, understreger formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, Hans-Jørgen Kirstein:

    - Vi ønsker at gøre bæredygtig opvarmning tilgængelig for så mange borgere som muligt. Derfor stiller Greve Kommune nu lånegaranti, og til gengæld håber jeg, at borgerne i Tune vil tilslutte sig fjernvarmenettet, sådan at vi kan nedsætte kommunens udledning af CO2 for opvarmning, siger han.

    *****

    Ligeher.nu:
    Fiskeskipper fik en kurv: - Den er jeg sgu glad for

    Driftsleder Preben Bjerre fra Vestervig Fjernvarme har været en tur i Agger med en gavekur. Den har han overrakt til fiskeskipper Torben Søe, der for nylig er flyttet ind i et af Hurup Boligselskabs nybyggede rækkehuse på Nyholmvej og dermed er blevet selskabets forbruger nummer 600.

    Ligeher.nu fortæller, at fiskeskipperen var glad for at modtage gaven, som han dog måtte vente et par dage ekstra på, da han var på havet for at fiske – arbejdet skal jo passes; gave eller ej.

    I Krik og Agger er der nu 254 fjernvarmebrugere. Sidste år kom der 21 nye på, og flere er allerede på vej. Siden 2011 har de fået varmen fra et dengang nybygget flisfyr, og i 2022 investerede fjernvarmeværket i en stor varmepumpe og akkumuleringstank.

    - For øjeblikket arbejder vi på at udfase brugen af flis, så vi fremadrettet får en varmeproduktion, der bliver baseret på 90 procent el og 10 procent flis. Vi er i dialog med lokale vindmølleprojekter, hvor vi gerne vil byde ind på at overtage en del af strømmen, siger Preben Bjerre.

    *****

    Sjællandske:
    Derfor flyver der en drone rundt i byen når det er rigtigt mørkt

    Siden begyndelsen af december har Næstved Fjernvarme undersøgt for lækager i ledningsnettet med en drone, der har fløjet om natten. Nu sender Næstved Fjernvarme endnu en drone i luften over byen, fremgår det af Sjællanske.

    - Det tog lidt længere tid end forventet da vejret har drillet en del, siger direktør i Næstved Fjernvarme, Jens Andersen, om årsagen til at sende endnu en drone i luften.

    Operatøren er nu i gang med at kæde de forskellige områder sammen. Og da der kan være små fejl i overlap, er de nødt til igen at flyve enkelte reparationsture af kort varighed. Det foregår typisk i tidsrummet fra klokken 21.00 til 06.00 og dronen flyver i 80 til 120 meters højde.

    Den flyvende tingest er yderst diskret og fotograferer ikke ind af folks vinduer, garanterer Jens Andersen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...