Gå til hovedindhold

Fjernvarmeselskab spekulerede for kundernes penge. Nu risikerer det at ende i en konkurs.

LÆS I DAG: Energiminister: Gaskrisen er bedre – men vi bør fortsat sove ”med støvlerne snøret”. Overskudsvarme fra Microsofts datacenter på vej til 6.000 hjem i hovedstadsområdet. To landsbyer i Østjylland får godkendt termonet efter varmeforsyningsloven.

7. mar. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Nordjyske Stiftstidende:
    Fjernvarmeselskab spekulerede for kundernes penge. Nu risikerer det at ende i en konkurs

    Hirtshals Fjernvarme bekræfter overfor Nordjyske Stiftstidende, at deres deltagelse i el-spekulation i forbrugernes interesse kan ende med en konkurs. Fjernvarmeselskabet mangler lige nu 16 millioner kroner, som de ikke må opkræve hos kunderne.

    - Vi har ikke en rig onkel eller sådan noget, der kan betale de her penge, siger bestyrelsesformand Børge Vinther-Jensen.

    Fjernvarme er ved lov omfattet af "hvile-i-sig-selv princippet". Dermed må fjernvarmeselskaberne ikke tjene penge, og alt overskud er løbende blevet udlignet af billigere fjernvarmepriser. Samtidig har Forsyningstilsynet slået fast, at pengene ikke må hentes hos forbrugerne via fx højere fjernvarmepriser.

    - Hvis ikke Forsyningstilsynet overhovedet vil medvirke til nogen løsning, og vi ikke kan indregne tabet hos kunderne, så må vi række armene i vejret, siger Børge Vinther-Jensen.

    - Så snakker vi jo lige pludselig om konkurs eller rekonstruktion.

    Fremfor at klage over afgørelsen til Energiklagenævnet, er selskabet gået i dialog med Forsyningstilsynet om "en konstruktiv løsning".

    - Vi forhandler med Forsyningstilsynet netop nu, og derfor kan jeg ikke komme nærmere ind på en løsning på nuværende tidspunkt, siger Børge Vinther-Jensen.

    - Men hvis ikke Forsyningstilsynet ønsker at medvirke til nogen løsning, så får vi da et problem. Det får alle de selskaber, som har været involveret i Dansk Kraftvarme Kapacitet.

    *****

    EnergiWatch:
    Energiminister: Gaskrisen er bedre – men vi bør fortsat sove ”med støvlerne snøret”

    Det er for tidligt at afskrive en ny – eller flere nye – priskriser på energi i EU, selv om manglen på gas nu er til at håndtere, og det samme gør sig gældende for prisen på gas. Det er meldingen fra klimaminister Lars Aagaard til EnergiWatch.

    - Det er for tidligt ikke længere at sove med støvlerne snøret, men vi står et meget bedre sted nu, end vi gjorde for et par år siden, siger Lars Aagaard til EnergiWatch.

    - Krisen er ikke overstået, men den er lidt mere strukturel, end den er akut, siger han.

    Aagaards vurdering kommer efter, EU’s medlemslande tidligere på ugen skulle drøfte forventningerne for gasmarkeder frem mod den kommende vinter. Spørgsmålet om mixet i den europæiske energiforsyning har siden invasionen af Ukraine i 2022 fået en stadig mere central placering i EU-politik.

    Ifølge opgørelser foretaget af brancheorganisationen Green Power Denmark på baggrund af tal fra Energistyrelsen, er forbruget af naturgas i Danmark faldet med 37 pct. siden invasionen af Ukraine. Det kan ifølge professor Brian Vad Mathiesen tilskrives, at den danske energibranche har været bedre rustet end gennemsnittet.

    - Under hele krisen har vi stået vanvittig godt i forhold til vores afhængighed af naturgas, når man sammenligner med andre lande, der har to-tre gange så meget naturgas i deres energimiks som os, vurderede han for nyligt til nyhedsbureauet Ritzau.

    *****

    GridTech:
    Overskudsvarme fra Microsofts datacenter på vej til 6.000 hjem i hovedstadsområdet

    Microsoft og VEKS har indgået en aftale om at genanvende overskudsvarmen fra det datacenter i Høje Taastrup, som Microsoft er i gang med at opføre, til at generere fjernvarme til knap 6.000 hjem i hovedstadsområdet. Det beretter GridTech.

    - Der er et stort potentiale for overskudsvarme fra datacentre i Hovedstadsområdet. Denne aftale er et meget konkret bidrag til VEKS’ fremtidige endnu mere grønne og bæredygtige fjernvarme - ovenikøbet til en meget attraktiv pris, som ligger langt under, hvad VEKS ellers betaler for varmen, siger Steen Christiansen, der er formand for VEKS.

    VEKS og Microsoft forventer, at den første overskudsvarme leveres til varmesæsonen 2025-2026. Her etablerer Microsoft et anlæg i datacentret, der opsamler overskudsvarmen inklusive rørsystemet ud til matrikelskel. Herfra vil VEKS anlægge de nødvendige rørsystemer, vekslere og varmepumper til at føre varmen videre til borgerne. 

    *****

    Klimamonitor:
    To landsbyer i Østjylland får godkendt termonet efter varmeforsyningsloven

    Uklare meldinger fra Energistyrelsen havde gjort det uklart, om termonet som varmekilde i mindre byer langt fra fjernvarmenet, var underlagt varmeforsyningsloven eller ej. Og er den ikke, er det langt mindre økonomisk bæredygtigt, skriver Klimamonitor.

    Men nu tyder en afgørelse fra Hedensted Kommune på, at det ender med et ja. De to landsbyer Hjortsvang og Rårup i Hedensted Kommune har nemlig, som de første byer i Danmark, fået godkendt lokale fjernvarmeløsninger baseret på termonet efter varmeforsyningsloven.

    Det oplyser Hedensted Kommune i en pressemeddelelse.

    Det er en lokal gruppe borgere, der har spurgt kommunen om muligheden, efter at have undersøgt forskellige alternativer til olie-, gas og pillefyr, der ellers er den dominerende varmekilde i området.

    - Vi har vendt flere forskellige alternativer, også individuelle varmepumper, men vores beregninger, undersøgelser og dialog med både kommunen og eksterne eksperter viser, at en fælles løsning med termonet er den rigtige, fremtidssikrede løsning, især fordi det nu bliver muligt at søge en kommunegaranti, der kan give os attraktive finansieringsmuligheder, forklarer formand for Hjortsvang Fællesvarme, Jørn Eskildsen, i pressemeddelelsen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...