Gå til hovedindhold

Viborgs fjernvarmekunder har udsigt til pænt lavere varmeregning

LÆS I DAG:
Verdo sænker varmepriserne i Herning.
Vestforbrænding tager det ene første spadestik efter det andet.
Hofor tester power-to-gas og øger biogasproduktionen.
To nye enorme solcelleparker får et stort spark fremad.
Nye huer til fjernvarmeventiler sikrer Hofor store besparelser.

11. apr. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Viborg Stifts Folkeblad:
    Viborgs fjernvarmekunder har udsigt til pænt lavere varmeregning

    Viborg Stifts Folkeblad skriver, at der er godt nyt til fjernvarmeforbrugerne i Viborg. Prisen nedsættes nemlig per 1. maj med 13 procent. Det betyder, at et typisk Viborg-hus nu kan opvarmes for cirka 17.600 kroner om året. Inden prisnedsættelsen lød den pris på cirka 20.300 kroner.

    Der er to primære årsager til, at Viborg varme nu kan sætte prisen på fjernvarme ned. Det skyldes dels, at energipriserne er faldet og blevet mere stabile, og dels at de nye el-baserede produktionsanlæg - varmepumper og ikke mindst elkedel - har været brugt mere til at producere fjernvarmen, end man egentlig havde regnet og budgetteret med.

    - Der har været længere perioder med ganske lave el-priser, og det har gjort det meget rentabelt at producere fjernvarme på vores nye el-kedel, og samtidig kører vores varmepumpeanlæg bare derudad, siger fjernvarmedirektør Morten Abildgaard til avisen.

    Han forventer, at priserne fortsat vil udvikle sig fornuftigt de kommende år med både lavere og mere robuste priser til følge grundet de nye produktionsanlæg, som er under etablering og planlægning.

    - Vi håber selvfølgelig, at vi i fremtiden vil kunne sænke priserne yderligere, for selvom vi nu kan sætte prisen ned på vores fjernvarme, hvilket vi er glade for, så er det jo stadig en høj pris. Den er slet ikke i nærheden af, hvor den var for bare tre år siden, siger Morten Abildgaard.

    *****

    Verdo; pressemeddelelse:
    Verdo sænker varmepriserne i Herning

    Fjernvarmebrugerne i Herning kan igen glæde sig over billigere fjernvarme. Det er bl.a. lavere omkostninger til naturgas, der får Verdo til at skrue ned for prisen, fremgår det af en pressemeddelelse fra selskabet.

    Den nye prisnedsættelse, der er trådt i kraft pr. 1. april, betyder, at prisen for en MWh falder fra 477,5 kr. til 411,8 kr. inkl. moms. Dermed falder varmeprisen for et såkaldt ”standardhus” fra 13.316 til kr. 12.128 kr. om året. Altså en prisnedsættelse på 1.188 kr. om året.

    - Vi har en ambition om at sikre forbrugerne attraktive og stabile priser. I det lys er det tilfredsstillende, at vi endnu engang er i stand til at sænke prisen, udtaler fjernvarmechef Karsten Randrup.

    Det er bl.a. mindre egenproduktion, lavere naturgaspriser og øget varmesalg i årets første måneder, der gør prisnedsættelsen mulig. Den nye varmepris gælder for resten af 2024.

    *****

    Energy Supply:
    Vestforbrænding tager det ene første spadestik efter det andet

    Vestforbrænding har inden for ganske kort tid taget første spadestik til tre projekter i sin milliard-dyre plan om udrulning af fjernvarme til 39.000 nye husstande frem mod 2030. Projektet dækker samlet set hele syv kommuner, skriver Energy Supply.

    Det allerførste spadestik blev taget i Herlev i januar. Senest er der taget første spadestik til projekter i Ballerup Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune og Frederikssund Kommune.

    - Frederikssund er en vigtig del af vores samlede Varmeplan 2030. Når hovedledningen gennem Egedal Kommune er klar, og den store udvidelse af fjernvarmeforsyningen er en realitet dér, giver det rigtig god mening, at dele af Frederikssund også bliver koblet på. På den måde sikrer vi en effektiv fjernvarme med en høj grad af kapacitetsudnyttelse, siger Per Wulff, områdechef for Vestforbrænding Fjernvarme.

    320 kunder i Frederikssund Kommune vil frem mod 2025/2026 få tilbudt fjernvarme. Projektet omfatter blandt andet etableringen af ca. 8 km hovedledning fra Ølstykke til Frederikssund og Store Rørbæk.

    I Ballerup vil 3.300 kunder få tilbudt at udskifte deres gas- og oliefyr til en fjernvarmeunit. Det er første etape i udbygningen af fjernvarmenettet i Ballerup Kommune, der også er en del af Vestforbrændings varmeplan.

    I Bondebyen i Lyngby-Taarbæk Kommune sætter kommunen nu gang i første etape af sin nye samlede plan for fjernvarmeudrulningen. Planen beskriver, hvordan næsten alle boliger i kommunen kan tilbydes fjernvarme frem mod 2030, og med igangsættelse i Bondebyen starter første etape nu.

    *****

    Energy Supply:
    Hofor tester power-to-gas og øger biogasproduktionen

    Hofor vil med et helt nyt anlæg baseret på PtX-teknologi få markant mere biogas ud af københavnernes spildevand. Hidtil har det kun været muligt at udnytte 60 procent af biogassens potentiale, men med det nye testanlæg kan Hofor udnytte op mod 100 pct. af potentialet i biogassen. Det skriver Energy Supply.

    - Vi bruger helt nye ptX-teknologier, så vi kan effektivisere processerne og øge mængden af biogas fra spildevandsanlæg markant. Med den nye metode omdanner vi også biogassens CO2-indhold til biogas, der blandes i hovedstadens bygas, siger chefen for Bygas i Hofor, Morten Stanley.

    I dag udnytter Hofor ikke CO2’en i den rå biogas. Ved at bruge den nye teknologi - i dette tilfælde kaldet Power-to-Gas - vil Hofor også kunne omdanne CO2’en til biogas, hvilket markant vil øge udbyttet af biogas fra spildevand.

    Testanlægget er opført på Biofos’ Renseanlæg Avedøre i forbindelse med Hofors opgraderingsanlæg, hvor spildevand fra det vestlige og sydlige København bliver til biogas. Det nye testanlæg er det første i Danmark, hvor biogas fra spildevand indgår i et Power-to-Gas-anlæg.

    I løbet af det næste år skal anlægget gennemtestes, og går alt, som det skal, vil Hofor til den tid beslutte at bygge et anlæg i stor skala.

    *****

    JydskeVestkysten:
    To nye enorme solcelleparker får et stort spark fremad

    Energiselskaberne Wind Estate A/S og Better Energy kan nu komme videre med to store solcelleprojekter i Kolding Syd. Men det er ikke alle lokalpolitikere, der er begejstrede for ideen, skriver JydskeVestkysten.

    Wind Estate ønsker at etablere et cirka 200 hektar stort solcelleanlæg ved Højsmose imellem Vonsild og Sjølund, mens Better Energy er hovedaktøren bag den såkaldte Grundsvandspark Kolding Syd på 341 hektar.

    Formand for plan- og teknikudvalget, Jakob Ville (V), oplyser til avisen, at det ikke er uden betænkeligheder og forbehold, at politikerne sender især grundvandsparken videre.

    - Vi nogle, der er meget skeptiske og har en masse spørgsmål om ting, vi vil have undersøgt nærmere. For det er godt nok et stort område. Og det er vigtigt, at naturgenopretningen i Svanemosen ikke misbruges som "greenwashing" af projektet, for den skal jo gennemføres uanset hvad. Men der er enighed om, at forvaltningen kan arbejde videre med projektet og være undersøgende.

    Jørn Chemnitz (SF) er formand for natur-, klima- og miljøudvalget, hvor det kun er grundvandsparken, der har været på dagsorden. Han er langt mere positiv end sin formandskollega.

    - Lige nu renser vi grundvandet på Sdr. Vandværk og Vonsild Vandværk for pesticidrester. Ved at lave grundvandsbeskyttelse med udtagning af kvælstofrig landbrugsjord og lægge solceller ovenpå kan vi spare skatteborgerne for en trecifret millioninvestering i nye boringer, vi kan rejse skov, vi kan skabe ny natur, og vi kan skabe biodiversitet. Der er så mange fordele ved det her. Så "go for it", mener Chemnitz.

    *****

    GridTech:
    Nye huer til fjernvarmeventiler sikrer Hofor store besparelser

    Hofor sparer 100 ton CO2 om året i mindre varmeproduktion på at udskifte omkring 5.500 gamle plastikhætter på fjernvarmeventiler med nye, specialdesignede isoleringshætter. Det skriver bl.a. GridTech.

    Hofor forventer at kunne spare, hvad der svarer til 132 husstandes årlige varmeforbrug – knap 2.200 MWh årligt, når samtlige fjernvarmeventiler har fået ny topbeklædning.

    - Inspirationen fandt vi blandt andet hos Sakskøbing Fjernvarme, der hos firmaet BEWI i Holbæk har fået lavet nogle hætter der primært har til formål at isolere, hvilket i sig selv er super. Men da vi begyndte at se på, om det også kunne være noget for os med isoleringshætter, var det også med et ønske om at afsøge, om vi kunne få hætterne designet på en måde, så de også har en funktion i at beskytte hætterne rent fysisk, så der ikke kommer slam, mudder og vand op omkring selve ventilen nede i haneboksene, forklarer Anders Skov, der er maskinmester og fjernvarmespecialist i Hofor.

    Isoleringshætterne er tilmed markant billigere end dens forgænger, ligesom det i vid udstrækning består af genbrugsmateriale.

    - Vi sparer både penge på, at vi skal producere mindre varme med bedre isolering, men også fordi hætterne er meget billigere at producere end de gamle, forklarer Anders Skov.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...