Gå til hovedindhold

Dansk Fjernvarme tager afstand fra gyldent håndtryk: - Det er helt uhørt og enestående

LÆS I DAG:
Byrådsmedlem forarget over gyldent håndtryk til fjernvarmedirektør.
Tilsyn sætter varmeselskab under lup efter gyldent håndtryk.
Torben Greve tager midlertidigt tøjlerne i Odsherred Forsyning.
Så er Ullerup og Avnbøl endelig med i fjernvarmeplanerne.
Kort før deadline: Et stort nøk nærmere fjernvarme-målet.

06. maj 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    SN.dk:
    Dansk Fjernvarme tager afstand fra gyldent håndtryk: - Det er helt uhørt og enestående

    Det gyldne håndtryk på 12 millioner kroner, som Farum Fjernvarmes administrerende direktør har fået med sig efter en fusion med Vestforbrænding , får nu brancheorganisationen Dansk Fjernvarme til at reagere, skriver SN.dk.

    - Det lønniveau med bonusordning i den størrelsesorden, vi har set, ligger langt, langt ud over, hvad vi har set nogle andre steder i fjernvarmesektoren. Og det ligger meget langt fra de anbefalinger, vi i branchen har formuleret i vores kodeks for selskabsledelse, skriver politisk chef Rune Moesgaard i en skriftlig udtalelse til Sjællandske Nyheder.

    Dansk Fjernvarme anbefaler bestyrelserne at finde et passende niveau for aflønning, som sikrer, at medarbejdere med de rette kompetencer søger stillingerne og bliver i jobbet. Men det fremgår også af kodekset, at aflønningen skal være på niveau med lignende selskaber og skal afspejle selskabets størrelse og den arbejdsbyrde, der følger med stillingen.

    Det anbefales også, at den samlede løn beskrives i selskabets vederlagsrapport. Og intet af det ovenstående er at finde i Farum, mener Rune Moesgaard:

    - Ingen af delene kan vi se, at lønniveau og bonusordning i det pågældende tilfælde i Farum forholder sig til.

    Ifølge den politiske chef er det store millionbeløb en enlig svale i fjernvarmesektoren.

    - Dette tilfælde er helt uhørt og enestående, og vi kender som brancheforening ikke til eksempler, der bare tilnærmelsesvis ligner det, vi her har oplevet, skriver han og fortsætter:

    - Vi er nærmest så langt fra fjernvarmens DNA og lovgivningens intentioner, som man kan komme. Fjernvarmereguleringen er en non-profit lovgivning, der forudsætter, at man varetager forbrugernes og dermed ejernes interesser.

    *****

    DR.dk:
    Byrådsmedlem forarget over gyldent håndtryk til fjernvarmedirektør

    Det gyldne håndtryk på 12 mio. kroner til den nu tidligere direktør for Farum Fjernvarme er meget, meget langt fra at være normen, lyder det fra Dansk Fjernvarme. Det skriver DR.dk, der har talt med politisk chef i Dansk Fjernvarme, Rune Moesgaard.

    Rune Moesgaard betegner fratrædelsesordningen som en helt ekstraordinær sag.

    - Det her ligger langt, langt ud over, hvad vi kan genkende fra andre steder, siger han til P1 Morgen og tilføjer, at han godt kan forstå, at man som forbruger under Farum Fjernvarme stiller spørgsmål ved størrelsen på håndtrykket.

    Professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet mener, at det er et generelt problem i offentlige og forbrugerejede forsyningsselskaber, at bestyrelserne ofte består af personer, der ikke er vant til at forhandle ansættelseskontrakter.

    Det mener politisk chef i Dansk Fjernvarme Rune Moesgaard dog ikke.

    - Det er rigtigt, at der er sager rundt omkring, men derfra til at sige, at det er et generelt problem for hele branchen, det kan vi ikke genkende, siger han.

    - Men der er steder, hvor man har brug for at blive bedre, og derfor opfordrer vi vores medlemmer til at anvende de kodeks, som vi har lavet, og som indeholder klare anbefalinger for, hvordan man aflønner direktører og andre ansatte, siger Rune Moesgaard til P1 Morgen.

    *****

    SN.dk:
    Tilsyn sætter varmeselskab under lup efter gyldent håndtryk

    Forsyningstilsynet går nu ind i sagen om det 12 millioner kroner dyre gyldne håndtryk til Farum Fjernvarmes afgående direktør, Nighat Kamal. Det beretter SN.dk, der har spurgt til, om Forsyningstilsynet agter at foretage sig noget.

    - Vi har anmodet Farum Fjernvarme om oplysninger vedrørende den pågældende fratrædelsesaftale, hvor direktøren angiveligt har fået en godtgørelse på 12 mio. kr. i forbindelse med sammenlægning af Farum Fjernvarme og Vestforbrænding. Baggrunden for forespørgslen har været omtalerne af sagen i pressen, skriver Jacob Klok, kommunikationskonsulent ved Forsyningstilsynet i en mail til redaktionen.

    Det er de omkring 4.000 husstande, varmeselskabet leverer til, der har finansieret det gyldne håndtryk. Det svarer til omkring 3000 kroner per husstand.

    Forsyningstilsynet fører tilsyn med varmeselskabers priser og kan gribe ind over for urimelige priser.

    Ifølge varmeforsyningsloven kan varmeselskaber indregne nødvendige udgifter til energi, lønninger og andre driftsomkostninger i varmeprisen. Om de 12 millioner kroner kan betegnes som nødvendige udgifter er nu formentlig noget af det, tilsynet ønsker at blive klogere på.

    Sjællandske Nyheder forsøger at få en kommentar fra Farum Fjernvarmes bestyrelse.

    *****

    CleantechWatch:
    Torben Greve tager midlertidigt tøjlerne i Odsherred Forsyning

    Torben Greve, der i en årrække har været direktør for teknikområdet i Odsherred Kommune, vil fungere som midlertidig administrerende direktør i Odsherred Forsyning. Han er udpeget af den nye bestyrelse, skriver CleantechWatch.

    Han vil tjene som konstitueret adm. direktør i selskabet, indtil en permanent løsning til posten er fundet, skriver Odsherred Forsyning i en pressemeddelelse fredag.

    Torben Greve er blevet udpeget, efter at Fanny Villadsen tidligere på ugen meldte ud, at hun stopper på posten i forsyningen.

    Selskabet arbejder på at komme på økonomisk fode, efter at regningen for selskabets planlagte fjernvarmeudrulning er vokset ad flere omgange og nu samlet anslås at være vokset med 650 mio. kr. fra det oprindelige budget på 950 mio. kroner.

    Sagen har ført til, at fjernvarmeudrulningen er lagt i skuffen på ubestemt tid, og at økonomidirektør Claus Thorsen, der allerede i januar blev fyret på grund af rodet i økonomien, siden også er blevet politianmeldt af forsyningsselskabet.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Så er Ullerup og Avnbøl endelig med i fjernvarmeplanerne

    Natur-, klima- og miljøudvalget i Sønderborg Kommune har godkendt linjeføringen, så Sønderborg Varme kan gå videre med et konverteringsprojekt, der også giver fjernvarme til Vester Sottrup og Nybøl. Det skriver Jydske Vestkysten.

    Det drejer sig om 260 husstande i Avnbøl-Ullerup, som ellers for to år siden fik nej til at komme på fjernvarmenettet, fordi Sønderborg Varme vurderede, at det ville blive for dyrt.

    Beboerne begyndte herefter at undersøge mulighederne for at etablere en fælles, lokal varmeforsyning, men siden blev det besluttet at føre fjernvarme ud til både Vester Sottrup, Avnbøl-Ullerup og Nybøl med samlet 1000 husstande.

    Det har været afgørende for den forestående realistering af projektet, at Sønderborg Varme har fået tilskud til at føre fjernvarmen til Avnbøl-Ullerup fra statens fjernvarmepulje på 4,7 mio. kroner.

    I projektet indgår etablering af en transmissionsledning fra Dybbøl til Nybøl og videre til Adsbøl samt fra Nybøl til Vester Sottrup. På den måde kobles fjernvarmenettet i Sønderborg sammen med nettet i Gråsten, og det giver mulighed for at udnytte varmen effektivt.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Kort før deadline: Et stort nøk nærmere fjernvarme-målet

    Det har længe set svært ud for fjernvarmeprojektet i Jels. Men tæt på deadline skaber 5500 nye kvadratmeter optimisme i Jels Varme om, at det måske alligevel kan lykkes at komme i hus med de manglende 100 tilmeldinger, skriver JydskeVestkysten.

    Årsagen er, at Jels Skole med 5500 kvadratmeter formentlig kommer med på fjernvarmevognen. Det er i hvert fald indstillingen hos økonomiudvalget i Vejen Kommune.

    - Skolen og de øvrige tilmeldinger den seneste månedstid betyder, at vi er gået fra 50 procent til 75 procent af de kvadratmeter, som er nødvendige for, at det bliver rentabelt at forsyne byen med fjernvarme, fortæller Janus Lynggaard fra Jels Varme.

    Nu vil man sætte ind med mere information til borgerne, og Janus Lynggaard fortæller, at foreningen vil slå sig ned i brugsens cafe med en småkage og kaffe nogle dage for at møde mulige fjernvarmekunder ansigt til ansigt. Desuden vil borgere, som tidligere har vist interesse for sagen blive kontaktet.

    - Der kan jo bl.a. være nogle, som af den ene eller anden grund ikke kan tilmelde sig elektronisk, og som foretrækker, at vi gør det på den gammeldags facon. Det får de nu mulighed for.

    Andre klikkede på...