Gå til hovedindhold

Nordjysk varmeværk får grønt lys til redningsplan

LÆS I DAG: Vestjyske fjernvarmekunder kan se frem til millioner efter ulovlig opkrævning. Raket skyld i fjernvarmeproblemer. Slut med individuelle kogere: Christiania skal have fælles varmeløsning. Varmeprisen stiger måske til efteråret: Pris på flis stiger. Fjernvarme: Thorning er stadig i venteposition.

17. maj 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    EnergiWatch:
    Nordjysk varmeværk får grønt lys til redningsplan

    Torsdag eftermiddag kom Hirtshals Fjernvarme et skridt længere væk fra en truende konkurs. Skifteretten i Hjørring godkendte således det forbrugerejede værks rekonstruktionsplan. Det bekræfter Hirtshals Fjernvarme rekonstruktør Henrik Selchau Poulsen til EnergiWatch.

    Rekonstruktionsplanen lyder på at genåbne 2022-regnskabet, opdele varme- og elsiden, bruge kvotemidlerne til gælden og derved blive sin gæld kvit.

    En sådan manøvre kræver dog en tilladelse fra Forsyningstilsynet, som Hirtshals Fjernvarme venter på i disse dage. Hvis tilsynet ikke giver varmeværket lov til at genåbne regnskabet, skal man tilbage på tegnebrættet og finde en ny løsning.

    Hirtshals Fjernvarme leverer varme til omkring 85 pct. af byens indbyggere. Foruden processen med rekonstruktionen afventer varmeværket Forsyningstilsynets afgørelse om, hvordan og hvornår pengene skal betales tilbage til forbrugerne.

    Tilsynet kom i den seneste uge med sin afgørelse omkring et af de andre værker i sagen, Vildbjerg Varme. Her afgjorde Forsyningstilsynet, at værket skal tilbageføre 6,7 mio. kr. til sine forbrugere inden udgangen af 2025.

    *****

    Energy Supply:
    Vestjyske fjernvarmekunder kan se frem til millioner efter ulovlig opkrævning

    I Vildbjerg, mellem Herning og Holstebro, er der lettelse at spore hos byens forsyning. På den årlige generalforsamling har repræsentanterne vedtaget en løsning på, hvordan Vildbjerg Varme får returneret knap syv mio. kr. til dets forbrugere. Det skriver Energy Supply.

    Vildbjerg Varme skal betale de 6,7 mio. kr. tilbage over varmeregningen frem mod udgangen af 2025. Kunderne i Vildbjerg Varme kan dermed se frem til noget af et fald på varmeprisen allerede fra 1. juli.

    - Det første halve år er det en reduktion på cirka 40 procent. Hvor stor reduktionen bliver i 2025, kan jeg ikke sige noget om endnu, men der bliver også en væsentlig reduktion, siger Thorbjørn Madsen, direktør i Vildbjerg Varme til Herning Folkeblad.

    For at dække hullet har Vildbjerg Tekniske Værker, som er varmeværkets moderselskab, trukket 7 mio. kr. ud fra Vilbjerg Elnet og ført over i Vilbjerg Varme. Grebet, som er godkendt af Forsyningstilsynet, kunne lade sig gøre på grund af en skatteteknikalitet.

    - Vi har haft nogle penge til at stå, fordi vi siden begyndelsen af 90'erne har afregnet nogle elafgifter i forbindelse med nettab forkert, og derfor har vi skyldt noget skat. Vi har anmodet om at betale den skat, men fordi sagen er forældet, har vi kun kunnet betale skat for 10 år, og derfor er der lidt over 7 mio. kr. i overskud, som vi nu kan bruge til at skyde ind i moderselskabet og videre ned i varmeværket, siger Thorbjørn Madsen til Herning Folkeblad.

    *****

    Fyns Stiftstidende:
    Raket skyld i fjernvarmeproblemer

    Det gik helt galt med en såkaldt raketskydning for Munck Gruppen, der endte med, at 32 husstande i Gelsted på Fyn nu er uden fjernvarme. Det skriver Fyns Stiftstidende.

    Munck Gruppen skulle onsdag lægge kabler i jorden til ladestandere i Gelsted. For at man ikke skulle lukke vejen, og grave den op, valgte man at bruge en slags raket til at lave plads til kablerne.

    - En raket er en to meter cylinder, hvor der ligger et trykluftsstempel inde i og laver et hul, hvor man efterfølgende kan ligge noget i, fortæller Maskinmesteren for Fjernvarme Gelsted, Flemming Ebert Christensen og fortsætter:

    -Det ligner en 20 millimeter granat, som er gået igennem vores fjernvarmerør. Men det hænder jo, når man laver sådan en underskydning, at man rammer lidt forkert.

    For fjernvarmeværket i Gelsted er det ikke til at sige endnu, hvornår man kan lukke hullet og sende varme ud til forbrugerne. 32 husstande fordelt på Gelsted Byvej og Gelstedvej, Gelsted skole, SFO'en og socialcenter Lillebælt modtager lige nu ikke fjernvarme. Det er endnu for tidligt at spå om, hvornår de påvirkede kan få fjernvarme tilbage.

    - Det er altid lidt besværligt at sige, hvor lang tid der går. For man skal have gravet det her rør fri, og se hvad omfanget er, så jeg ved ikke helt, hvor lang tid der går, siger Flemming Ebert Pedersen.

    *****

    GridTech:
    Slut med individuelle kogere: Christiania skal have fælles varmeløsning

    Det varer ikke længe, inden beboerne på Christiania skal tage stilling til, om de vil væk fra den primært fossile og individuelle opvarmning til fordel for fælles varme. Det forudsætter dog, at beboerne kan finde fælles fodslag, skriver GridTech.

    Udgangspunktet er et analyseforarbejde om energirenovering og fælles varme, som Kuben Management, Nordløv og UJ Consult har udarbejdet på foranledning af Christiania Fonden og Københavns Kommune.

    Her lægges der op til, at Christiania skal være »et flagskib for bæredygtig udvikling,« hvor sø- og jordvarme, solcelleanlæg og lagring af varme vil gøre sig fri af brændsel, kul og olie, samtidig med at bygningsmassen, der sammenlagt tegner sig for godt 56.000 kvadratmeter, energirenoveres. En konvertering, der vil reducere fristadens CO2-udledninger fra 2.015 til 250 ton om året.

    Det bæredygtige flagskib skal dog ikke bygges helt fra bunden, da christianitterne flere steder allerede har tegnet konturerne til en fælles varmeløsning.

    - Det er i dag primært en bred vifte af fortidens fossile kilder, der genererer varmen. Men en kollektiv varmeløsning vil ikke skulle etableres på bar bund, da flere christianitter allerede har etableret velfungerende nabovarmeløsninger, hvor man har slået sig sammen om fælles varmeforsyninger for en eller flere bygninger med isolerede forsyningsrør, der forbinder de enkelte brugere med varme fra et fælles fyrrum – typisk med træpiller som varmekilde, siger Ulrik Jørgensen, der er selvstændig konsulent i UJ Consult.

    *****

    Midtjyllands Avis:
    Varmeprisen stiger måske til efteråret: Pris på flis stiger

    Kjellerup Fjernvarme frygter, at prisen på flis stiger i løbet af 2024, og derfor skal værket skal til at kigge på en fremtid med mindre flis i varmeproduktionen. Det skriver Midtjyllands Avis på baggrund af den nylige generalforsamling i Kjellerup Fjernvarme.

    På generalforsamlingen forleden kunne driftsleder Lars Mikkelsen Bjørnkjær oplyse, at fjernvarmeværket skulle påregne at bruge mellem 300.000 kroner og 500.000 kroner mere på flis næste varmeår.

    Benny Thomsen oplyste, at Kjellerup Fjernvarme også ser på andre varmekilder end flis. Det sker for at sikre, at der stadig er billig varme i Kjellerup.

    Gennemsnitsprisen på varme for en husstand med et hus på 130 kvadratmeter i Kjellerup var 15.439 kroner. På landsplan var gennemsnittet 17.807 kroner

    I 2023 fik Kjellerup Fjernvarme 72 nye forbrugere, der blev koblet på i Levring. Og der ud over fik man 22 forbrugere i Kjellerup, der konverterede fra anden varmekilde til fjernvarme i Kjellerup.

    *****

    Midtjyllands Avis:
    Fjernvarme: Thorning er stadig i ventepostition

    De sidste to år har Kjellerup Fjernvarme arbejdet med et muligt projekt med fjernvarme i Thorning. Projektet har trukket ud, selv om der er opbakning fra borgerne, skriver Midtjyllands Avis – blandt andet fordi prisen for tilslutning bliver vurderet til at være for dyr.

    - Vi har endnu ikke nogen endelig konklusion på projektet, siger formand for Kjellerup Fjernvarme, Benny Thomsen, og han understreger:

    - Vi har stadig et projekt, som vi gerne vil have i gang i Thorning. Projektet er ikke skrinlagt, men prisen er dyr.

    Det, der gør prisen for varmeprojektet dyrere er dels materiale og arbejdsløn og dels at der skal etableres mere kapacitet. Både prisen på beregning og projektering og prisen på fjernvarmerør.

    Den opbakning, der skal være til varmeprojektet i Thorning, er i orden. Der er folk nok, der er interesserede.

    - Lige nu regner vi videre på projektet, siger driftsleder Lars Mikkelsen Bjørnkjær.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...