Forsyningstilsynet ændrer praksis på fjernvarmeunits. Dansk Fjernvarme er stærkt uenige
LÆS I DAG: Hillerød Forsyning genopliver drøm om varme fra undergrunden. Erhvervslivet frygter grøn retræte. Ørsted opskalerer kontroversielt partnerskab med Microsoft. Nyt forsøg på at få fjernvarme til landsbyer: Men der skal penge op af lommen. Forhåbentlig flytter fjernvarmen ind: - Vi har brug for al den opbakning, vi kan få. I Kolding bliver der lagt 100 meter fjernvarmerør ad gangen.
Energy Supply:
Forsyningstilsynet ændrer praksis på fjernvarmeunits. Dansk Fjernvarme er stærkt uenige
Det var i strid med reglerne, da Halsnæs Varme i 2023 ændrede deres leveringsbetingelser og indregnede udgifter til fjernvarmeunits i varmeprisen. Det har Forsyningstilsynet afgjort, og det får stor betydning for også andre fjernvarmeselskaber, der har opereret på samme vis, skriver Energy Supply.
Afgørelsen underkender tidligere praktisk, som Forsyningstilsynet selv har været med til at etablere, og det falder hverken i god jord hos Halsnæs Forsyning eller Dansk Fjernvarme.
- Vi er stærkt uenige i, at fjernvarmeunitten ikke er en del af det kollektive varmeforsyningsnet. Derfor har vi også valgt at påklage afgørelsen til Energiklagenævnet. Vi mener ikke, at der er det nødvendige grundlag for at ændre praksis, siger Jacob Kaae Lind Nordqvist, administrerende direktør i Halsnæs Forsyning, til Energy Supply.
Beslutningen om at klage over afgørelsen er truffet i samråd med en rådgiver og Dansk Fjernvarme. Her er chefkonsulent Søren Junge Bak også overrasket over meldingen fra Forsyningstilsynet:
- Afgørelsen går jo ind og ændrer på en praksis, hvor man siden 2010 har nikket til at det var rimeligt at indregne omkostninger til fjernvarmeunit i varmepriserne, siger han og udtrykker frygt for, at afgørelsen vil få stor betydning for mange fjernvarmeselskaber.
Forsyningsselskaber kan nemlig udelukkende finansiere investeringer gennem Kommunekredit, hvis investeringerne hører under den kollektive varmeforsyning.
- Vi er nervøse for at den på sigt kan fordyre abonnementsordningerne for forbrugerne. Hvis vores medlemmer fremadrettet ikke kan finansiere disse abonnementsordninger via Kommunekredit bliver de i stedet nødt til at gå igennem den private banksektor, hvilket alt andet lige bliver en dyrere løsning, siger Søren Junge Bak.
*****
Frederiksborg Amts Avis:
Hillerød Forsyning genopliver drøm om varme fra undergrunden
Mere end ti år efter Hillerøds undergrund blev kortlagt for geotermisk varme, kan der nu være et nyt geotermiprojekt på vej, skriver Frederiksborg Amts Avis. Hillerød Forsyning har en dialog med et geotermiselskab, som lige nu undersøger mulighederne for at indpasse geotermi i fjernvarmen i Hillerød.
Det drejer sig angivelig om Innargi, der blandt andet er ejet af AP Møller Holding som tilbage i 2018 også arbejdede på at etablere geotermi i Hillerød gennem et mindre selskab.
- Der er mange forskellige følere ude. Helt konkret er det ikke, men der er flere forskellige muligheder for, hvordan det kan laves, fortæller formand for Hillerød Forsyning, Tue Tortzen, og fortsætter:
- Mest oplagt er det, at Vestforbrænding er i gang med at lave et projekt med Innargi. Det er det mest velafprøvede. De er i fuld gang i Aarhus, og de har også lavet aftaler om varmepris. Men vi undersøger også, om der er andre muligheder. Der kan jo også opstå nye firmaer, siger Tue Tortzen.
Hillerød kan dog ikke stå alene om geotermi. Forbindelsen til flere fjernvarmebrugere er afgørende for, om der kan skabes økonomi i at udnytte varmen fra undergrunden. Derfor er forhandlingerne med fjernvarmeselskaber i nabokommunerne afgørende.
- Vi skal videre til Helsinge, Fredensborg, Græsted, Halsnæs. Der er forskellige tider af året, hvor forbrug og produktion er forskellig. Kan man flytte varme mellem byerne, kan man udnytte det bedre. Hvis vi laver for meget varme i Hillerød, og der er for meget i Helsinge, skal vi have noget dirigeret til Fredensborg, så kan de lukke helt for deres værk. Det er en mægtig kabale at få til at gå op, men det har vi folk til at regne ud.
*****
CleantechWatch:
Erhvervslivet frygter grøn retræte
Udsigten til en markant fremgang for højrenationale partier i Europa er langt fra kun et spørgsmål om indvandrerpolitik og ældrepleje. Og det kan ifølge CleantechWatch samtidigt få omfattende konsekvenser for både den grønne omstilling og grønne investeringer.
- Vi er rigtig bekymrede over, hvis det bliver udfaldet (ved valget, red.) – for det vil kunne komme til at betyde, at alt det arbejde der er lagt i den grønne omstilling de seneste fem år, bliver sænket, advarer Rikke Wetendorff Nørgaard, chef for europapolitik i Danmarks største erhvervsorganisation, Dansk Industri.
Hun mener, at det vil være ødelæggende for de mange danske virksomheder, der har investeret mange midler og kræfter i den grønne omstilling.
- Men desværre er det en retorik, som vi allerede nu hører rundt omkring i valgkampen, selvom den vil være super ødelæggende for Europa, siger hun til CleantechWatch.
Bekymringen på DI’s kontorer i Bruxelles er langt fra enkeltstående. Indledende analyser spår i dag et “markant skifte” til højre i flere partier, hvor partier på det populistiske og radikale højre forventes at vinde frem overfor grønne og centrum-venstre partier.
Såfremt prognoserne holder, vil det i praksis kunne resultere i en situation, hvor højrefløjen – sammen med konservative og kristendemokratiske partier – kan skabe et nyt flertal.
*****
Klimamonitor:
Ørsted opskalerer kontroversielt partnerskab med Microsoft
Ørsted skal over ti år indfange og lagre en million ton CO2 for Microsoft. Dermed er den samlede mængde CO2, som Ørsted skal fange og lagre for Microsoft oppe på knap 4 millioner ton, fremgår det af Klimamonitor.
Først var det ’kun’ 2,67 millioner tons CO2, som Ørsted modtog betaling fra Microsoft for at fange og lagre i det der blev en central del af Ørsted bud på den danske stats første CCS-udbud. Nu udvider de to parter aftalen med yderligere en million ton CO2.
Aftalen er en del af Ørsteds projekt til CO2-fangst og -lagring, ’Ørsted Kalundborg CO2 Hub’, hvor energikæmpen arbejder på at etablere et anlæg til CO2-fangst på det træflisfyrede Asnæsværket i Kalundborg og på Avedøreværkets halmfyrede kedelanlæg i Storkøbenhavn.
De 430.000 tons biogen CO2, der årligt fanges på kraftværkerne, skal transporteres til et lagringsreservoir i den norske del af Nordsøen, hvor det skal opbevares permanent. Anlægget og transporten forventes at starte op i 2026. Den nye million skal indfanges fra den halmfyrede blok på Avedøreværket.
*****
Viborg Stifts Folkeblad:
Nyt forsøg på at få fjernvarme til landsbyer: Men der skal penge op af lommen
Varmegruppen i Sparkær og Mønsted går nu atter i gang med få realiseret fjernvarmeudrulningen fra Stoholm Fjernvarmeværk til de to landsbyer. Det sker selvom fjernvarmeværket har lagt det hele i skuffen, skriver Viborg Stifts Folkeblad.
På et borgermøde i Mønsted gav de fremmødte dog grønt lys for, at den lokale varmegruppe kunne arbejde videre på at få realiseret fjernvarmeudrulningen, og det går man nu i gang med.
- Vi har fået regnet på det, og hvis alle betaler 1500 kroner mere om året til afbetaling af anlægget, så hænger økonomien sammen. Vi skal derfor have et møde med Stoholm Fjernvarmes bestyrelse for at høre, om de vil være med til at fortsætte. Og vi skal formentlig også have spurgt de 380 kunder, der har givet deres bindende tilmelding, om de er med på den ekstra udgift, siger Kurt Mosgaard, der er initiativtager og en del af varmegruppen og fra Mønsted.
Stoholm Fjernvarmeværks bestyrelse har tidligere understreget, at tilslutningen skal op, hvis projektet skal op ad skuffen igen.
- Jeg har fået at vide, at de vil se på det her med et åbent sind, og så må vi se. Vi vil rigtigt gerne have fjernvarmeværket i Stoholm med, siger Kurt Mosgaard.
*****
Horsens Folkeblad:
Forhåbentlig flytter fjernvarmen ind: - Vi har brug for al den opbakning, vi kan få
I næste uge holder Søvind Varmegruppe borgermøde, hvor et nyt projektforslag præsenteres. Såfremt tilslutningen er stor nok, kan Søvind se frem til et nyt og bæredygtigt varmeværk, skriver Horsens Folkeblad.
Alex Salling, der er en del af Søvind Varmegruppe, har store forventninger til borgermødet.
- Jeg forventer, at vi får stiftet vores selskab efter borgermødet, og at vi får samlet nok tilsagn fra forbrugerne i Søvind, slår han fast.
På tidligere borgermøder har interessen for det nye varmeprojekt været stor, hvor næsten 200 deltagere mødte op. Alex Stilling håber på, at der er lige så stor opbakning til det næste borgermøde.
- Vi har brug for alt den opbakning, vi kan få, og derfor håber vi at både store og små varmeforbrugere vil bakke op om projektet, fortæller han.
Efter mødet vil Søvind Varmegruppe ansøge om godkendelse fra Bæredygtig-, Natur- og Klimaudvalget, så projektet kan få lån med garanti fra Horsens Kommune.
*****
Fyens.dk:
I Kolding bliver der lagt 100 meter fjernvarmerør ad gangen
Entreprenørvirksomheden Arkil arbejder frem til sommer på et større fjernvarmeprojekt langs en af Koldings mest befærdede indfaldsveje. En effektiv metode giver hurtigere installation af fjernvarmerørene, skriver Fyens.dk.
Rørene, der hver er 16 meter lange og lavet af stål, svejses sammen til store rør, der lægges 100 meter ad gangen. På Fynsvej i det nordlige Kolding skal der i alt lægges fjernvarmerør over fem kilometer.
- På denne her opgave har vi fem maskiner til at løfte 100 meter ad gangen, siger projektchef Henrik Thorøe Skafte fra Arkils afdeling i Kolding i en pressemeddelelse.
De store mængder regnvand i årets første måneder har imidlertid givet nogle udfordringer for projektet. Arkils Grundvandssænkning har brugt sugespidser for bedre at kunne styre grundvandet, og en tilkoblet vakuumpumpe suger vandet op. Det betyder, at anlægsfolkene kan arbejde uden at stå i vand.
Fjernvarmeprojektet forventes færdigt denne sommer, hvor Arkils asfaltafdeling slutter af med at lægge frisk asfalt på.
Fjernvarmeprojektet koster 37,8 millioner kroner.
Skriv kommentar