Gå til hovedindhold

Grøn skattereform: Der kommer ikke afgift på CO2, der ikke udledes

LÆS I DAG: Klimarådet med opråb til regeringen: Danmark bør have en 'klimabuffer'. Welltec-direktør ser trægt CCS-marked: "Vi har svært ved at se hvor kunderne er". Østbirk Varmeværk i stor fremgang. 19 millioner kroner at spare for fjernvarmeforbrugere. Tidligere minister er ny formand for Danva. Energinet giver rabat på indfødningstariffen for elproducenter. Ny tidsplan for fjernvarmen i Dragør.

31. maj 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Energy Supply:
    Grøn skattereform: Der kommer ikke afgift på CO2, der ikke udledes

    Dansk Fjernvarme har nu efter lang dialog med skatteminister Jeppe Bruus og hans embedsfolk fået fastlagt, at ingen skal betale CO₂-afgift af en CO₂, der ikke udledes. Der har også været dialog med embedsfolk og ordførere fra Folketinget, fremgår det af en artikel i Energy Supply.

    - Vi havde gerne set en endnu mere enkel løsning med afløft af CO2-afgiften direkte i afgiftssystemet, men skatteministeriet ser fortsat nogle EU-retslige udfordringer ved sådan en model, siger Tine Skovlund, chefkonsulent i Dansk Fjernvarme.

    - Derfor er vi til gengæld blevet enige om en løsning, som giver mulighed for, at bl.a. affaldsenergianlæg, der etablerer CO2-fangst og lagring, efter en aftalebaseret løsning kan få godtgjort den fulde CO2-afgift. Det gælder både kvoteomfattede og ikke-kvoteomfattede. Dvs. der skal kun betales CO2-afgift af den CO2, som faktisk udledes, siger forklarer hun videre.

    Timingen gjorde, at løsningen først er kommet med i et ændringslovforslag, som Dansk Fjernvarme har haft en god dialog med skatteministeriet om. Ændringslovforslaget er derfor nu en del af det samlede lovforslag, der skal 2. behandles den 30. maj 2024.

    *****

    Ingeniøren.dk:
    Klimarådet med opråb til regeringen: Danmark bør have en 'klimabuffer'

    Danmarks klimaregnskab har brug for en ‘klimabuffer’, fordi der er stor usikkerhed om landbrugets, industriens og andre sektorers udledning af drivhusgasser. Det mener Klimarådet i en helt ny rapport, der kommenterer på den seneste fremskrivning af CO2-udledningen i Danmark.

    Det kan betyde, at regningen for den grønne omstilling, som skattekronerne skal betale, kan ende væsentligt højere end nødvendigt, fremgår det Ingeniøren.dk.

    ”Forudsigelser om fremtidens udledninger er generelt forbundet med stor usikkerhed. Derfor er det særdeles usikkert, hvad reduktionsbehovet i 2030 reelt vil være,” skriver det uafhængige ekspertorgan, der er sat i verden for at rådgive regeringen om klimaspørgsmål.

    ”Kommende fremskrivninger bør belyse den samlede usikkerhed bedre,” skriver rådet videre.

    Klimarådet tilslutter sig dermed den opfordring om at indføre en ‘klimabuffer’, som flere eksperter kom med, da Ingeniøren.dk for nylig satte fokus på de store usikkerheder i CO2-regnskaberne. Eksempelvis kom det frem i april, at landbruget fra det ene øjeblik til det andet var langt tættere på sektorens klimamål om at reducere med 2,5 millioner ton CO2.

    En ny model fra Københavns Universitet viser nemlig, at skove optager langt mere CO2 end hidtil antaget, fordi de vokser hurtigere og fældes senere end antaget. Én million ton CO2 blev derfor pludseligt streget fra regnskabet – altså 40 procent.

    ”Det er vigtigt at bemærke, at disse ændringer ikke er et resultat af ny politik eller ændringer i skovforvaltningen, men skyldes introduktionen af en ny model,” noterer Klimarådet i den nye rapport og tilføjer, at den nye model er bedre end dens forgænger, men at den ”kan blive endnu bedre”.

    *****

    EnergiWatch:
    Welltec-direktør ser trægt CCS-marked: "Vi har svært ved at se hvor kunderne er"

    Det kræver en CO2-afgift, hvis markedet for CO2-fangst og -lagring skal vokse. Det er udmeldingen fra den administrerende direktør for Welltec i en artikel i EnergiWatch. Han mener, at der er lang vej, før markedet for fangst og lagring af CO2 får luft under vingerne.

    - Produkterne er der, teknologien er der, men vi har svært ved at se, hvor kunderne er. Der er mange operatører, der vil gøre det her, og der er snak om mange injektionsbrønde, men der er altså ikke sket mange konkrete fremskridt endnu, siger han til EnergiWatch.

    Welltec tog selv de indledende skridt ind i CCS-markedet i 2022, hvor de i forbindelse med Ineos’ Greensand-projekt skulle teste brøndteknologien, som skal bruges til at lagre CO2 i den danske del af Nordsøen fra 2025.

    Peter Hansen mener stadig, at perspektiverne er store for markedet og for olieleverandøren selv trods dagens udmelding.

    - Det er afgørende, at man lykkes med det, og det tror jeg også, vil ske, men der er bare lang vej endnu. CCS er blevet en stor paraplybetegnelse, og jeg tror, at man er nødt til at bryde det ned i del markeder med hver sine unikke karakteristika; det er ikke ét marked, siger Peter Hansen.

    *****

    Horsens Folkeblad:
    Østbirk Varmeværk i stor fremgang

    Der har været fuld damp på kedlen på Østbirk Varmeværk i året, der er gået. Alene i det seneste år har det lokale varmeværk øget salget af varme fra 15.765 MWh til 20.955 MWh, hvilket svarer til en stigning på 33 procent. Det fortæller Horsens Folkeblad.

    I varmeværkets netop offentliggjorte regnskab kan man læse, at varmesalget er steget fra cirka 7.750.000 kroner til 10.484.000 kroner på blot et enkelt år.

    Ifølge formanden for Østbirk Varmeværk skyldes den store stigning i varmesalget en kombination af flere nye forbrugere samt en aftale, som varmeværket har fået i stand med Velux under Østbirk Bygningsindustri, som værket ligger nabo til.

    - Vi fik afsluttet den sidste del af gaskonventeringen i området omkring Præstemarken, Granhøjen, Raagardvænget og udstykningen på Bakkedalen i maj sidste år, og det har gjort, at vi har fået mange nye forbrugere. Samtidig begyndte vi i november at levere varme til Østbirk Bygningsindustri. De har en bioboiler, som de producerer varme på, men de har ikke kapacitet nok til at dække deres behov om vinteren. Til gengæld har de overskudsvarme om sommeren, som vi så modtager, siger Hans Jensen.

    I det forløbne år er der kommet 80 nye forbrugere hos Østbirk Varmeværk, så værket nu leverer varme til 947 andelshavere

    *****

    Dagbladet Ringkøbing-Skjern:
    19 millioner kroner at spare for fjernvarmeforbrugere

    Bestyrelsen for Videbæk Energiforsyning skal den 6. juni igen prøve at sælge ideen om et salg af Videbæk Elnet til RAH Net. Hovedargumenterne er en besparelse på 19 millioner kroner og øgede administrative krav, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

    Der kræves 2/3 dele flertal på generalforsamlingen, og det lykkedes ikke for bestyrelsen at sikre flertallet i 2023. Nu mener bestyrelsen at have et godt argument for salget – nemlig økonomi.

    - Ved et salg af Videbæk Elnet for cirka 35 millioner kroner kontant kan Videbæk Energiforsyning indskyde beløbet i Videbæk Varme som kontant egenkapital. Videbæk Varme, der skal investere cirka 47 millioner kroner i et varmepumpe-anlæg, kan så nøjes med at låne cirka12 millioner kroner og sparer med det nuværende renteniveau omkring 19 millioner kroner i alt fordelt over 20 år, siger formanden for Videbæk Energiforsyning, Jørgen Ladekjær.

    Dermed sparer man mange penge, eftersom det er et krav med en grønne profil på varmeproduktionen, fordi Videbæk Varme er med i klimapartnerskabet med Ringkøbing-Skjern kommune om at mindske CO2-udledningen.

    - Vi bliver nok ikke 100 procent fri af gas, så derfor er vi tilfredse med, at aftalens mål er at vi frigør os 97 procent af gas, siger Jørgen Ladekjær.

    *****

    CleantechWatch:
    Tidligere minister er ny formand for Danva

    Ellen Trane Nørby er torsdag blevet valgt til ny spids for den danske vandsektor ved Danvas årlige generalforsamling. Den tidligere Venstre-minister Ellen Trane Nørby blev ifølge en pressemeddelelse valgt i enstemmighed, fremgår det af CleantechWatch.

    - Vandsektoren er centrum for forandringen af verdensordenen. Ressourcer, vand og klima er helt centrale for såvel sikkerhed, bæredygtig udvikling, vækst og levemuligheder både i og uden for Danmark, udtaler Ellen Trane Nørby i pressemeddelelsen.

    Ellen Trane Nørby, der siden sidste år har været næstformand i Danva, overtager posten fra Carsten Nystrup, der efter et år som formand nu bliver næstformand.

    Hun tilføjer i meddelelsen, at vandsektoren har behov for en ny lovgivningsramme, ”så vand- og forsyningsselskaberne kan investere i nye renseteknologier af spildevandet, løsninger til håndtering af klimaforandringer, samt oprettelsen af grundvandsparker til fremtidssikring af det danske drikkevand”.

    Ellen Trane Nørby er i forvejen bestyrelsesformand for forsyningsselskabet Sonfor, der ejes af Sønderborg Kommune, hvor hun til daglig er viceborgmester.

    *****

    Energy Supply:
    Energinet giver rabat på indfødningstariffen for elproducenter

    Der bliver en klækkelig rabat for elproducenter på indfødningstariffen for resten af 2024. Energinet sætter nemlig tariffen ned til 0 kroner for resten af året. Det skriver Energy Supply, der også forklarer, at det skyldes nye afregningstal

    Tiltaget er nødvendigt for at overholde EU-loftet for tariffen. EU's transmissionsafgiftsforordning sætter et loft for den løbende opkrævning hos producenterne på 0,9 øre/kWh for den del af produktionen, der indfødes i transmissionsnettet.

    Derfor er tariffens størrelse bestemt af et skøn fra Energinet af, hvor meget strøm, der bliver produceret og forbrugt, og hvor meget der rammer transmissionsnettet.

    Det har nu vist sig at Energinets antagelser har ramt ved siden af og derfor sættes tariffen nu til 0 kroner for resten af året.

    Indfødningstariffen vil i 2025 forventeligt ligge omkring 0,5 øre/kWh. Det præcise niveau vil blive udmeldt sammen med Energinets øvrige eltariffer i efteråret 2024.

    *****

    Dragør Nyt:
    Ny tidsplan for fjernvarmen i Dragør

    Dragør Fjernvarme har fremlagt en ny tidsplan for etableringen af transmissionsledning og energicentral. Det skyldes, at man nu har en forventning om at få del i de ekstra midler, der er tilført Fjernvarmepuljen, fremgår det af Dragør Nyt.

    Oprindelig var Dragør Fjernvarme ikke blandt de, der nåede igennem tidsnok på åbningsdagen for ansøgninger til Fjernvarmepuljen den 1. februar i år. Derfor gik man i gang med et nyt projektforslag – men det altså nu droppet, fordi man regner med at få del i pengene fra Fjernvarmepuljen.

    Det betyder at hele godkendelsesprocessen er rykket, så vedtagelse af kommuneplantillæg og lokalplan kan ske i april 2025, hvorefter man i 2026 kan sætte energicentralen, der skal supplere fjernvarme til Dragør Kommune, i drift.

    Herefter skal yderligere områder tilkobles i etape tre og fire. Projektet vil kræve erhvervelse af ejendomsret til visse arealer og kan muligvis involvere ekspropriation, hvis frivillige aftaler ikke kan indgås.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...