Gå til hovedindhold

Prisloft koster Viborg Varme tre millioner - om måneden

LÆS I DAG: Favrskov Kommune kritiserer nyt lovforslag: Bremser den grønne omstilling. Forsyning har mistet 30 procent af medarbejderne efter "turbulent" periode. Regeringsråd: Stop import af sojafoder og træpiller. Med synergieffekter for øje lanceres landets første Power-to-X-sekretariat. Dyrere end vindmøller, men gode til prisen: Så meget vil fire, nye a-kraftværker koste svenskerne.

20. aug. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Energy Supply:
    Prisloft koster Viborg Varme tre millioner - om måneden

    Prisloftet på overskudsvarme forhindrer Viborg Varme i at forfølge et projekt, der på sigt kan opvarme hele byen. Her og nu er vurderingen fra selskabet, at det koster forbrugerne tre mio. kroner hver måned, skriver Energy Supply.

    Apple og Energinet vil gerne give overskudsvarmen væk, hvis Viborg Varme selv sørger for at hente den. Det kræver 4,5 km ledning, en bygning og et par varmepumper. Prisen er 266 mio. kr., og projektet er enstemmigt vedtaget i bestyrelsen. Alle står klar ved startlinjen.

    Men ingen råber 'START' lige foreløbig. Så længe prisloftet på overskudsvarme er i kraft, bliver projektet for risikabelt for forsyningen, fortæller direktør i Viborg Varme, Morten Abildgaard.

    - Det er noget fis. Ministeriet og Energistyrelsen har holdt møder med branchen hele foråret, og alle fjernvarmeselskaber fortæller enstemmigt, at prisloftet er en hindring. Alligevel sker der ingenting, siger en tydeligt frustreret direktør til Energy Supply.

    Og for hver måned projektet udskydes, koster det for Viborg Varme – og derigennem forbrugerne. Overskudsvarmen fra Apple og Energinet er nemlig uden sammenligning den billigste opvarmningsform for Viborg Varme.

    - Når vi regner på det, så er fjernvarme fra overskudsvarmen 36 mio. kr. billigere om året sammenlignet med en varmepumpe, der er det næstbedste alternativ, fortæller Morten Abildgaard.

    *****

    Jyllands-Posten:
    Favrskov Kommune kritiserer nyt lovforslag: Bremser den grønne omstilling

    Et lovforslag, der bl.a. vil indføre et forbrugerprisloft på fjernvarme, møder nu direkte kritik fra Favrskov Kommune, der ifølge Jyllands-Posten  har sendt et kritisk høringssvar til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

    Alle Folketingets partier undtagen Danmarksdemokraterne står bag lovforslaget, som brancheorganisationen Dansk Fjernvarme og flere lokale fjernvarmeselskaber har kritiseret.

    Favrskov Kommune deler branchens frygt for, at de lokale fjernvarmeværker kan blive sorteper og få undermineret deres økonomi.

    - Hvis tilslutningspligten ophæves, vil kunderne kunne frakoble sig fjernvarmen og i stedet installere en varmepumpe. Det vil være en mulighed for de kunder, der har råd til det, mens de øvrige kunder givetvis vil opleve en prisstigning for deres varme, idet varmeværkerne fortsat vil have forsyningspligt og derfor ikke færre udgifter til drift og vedligeholdelse. Varmeværkerne vil også fortsat have de samme udgifter til afdrag på de store kommunegaranterede lån, som de har optaget i forbindelse med løbende udbygning og grøn omstilling af deres produktionskapacitet, skriver kommunen i høringssvaret til ministeren. Og videre:

    - Det medfører en risiko for, at fjernvarmeværkerne fremover vil fokusere på at konsolidere driften i stedet for at udvide forsyningsområderne. Det betyder, at indførelsen af et prisloft vil medvirke til at bremse den grønne omstilling af den danske varmeforsyning, hvilket vil være meget uhensigtsmæssigt.

    Lovforslaget er kun blevet behandlet i Teknik- og Miljøudvalget og ikke i byrådet, fordi byrådet ikke mødes, før høringsfristen slutter den 22. august.
    *****

    CleantechWatch:
    Forsyning har mistet 30 procent af medarbejderne efter "turbulent" periode

    Staben I Odsherred Forsyning er reduceret markant siden årets begyndelse, fremgår det af en pressemeddelelse fra forsyningen. Det skriver CleantechWatch.

    I en mail til CleantechWatch oplyser Odsherred Forsyning, at medarbejderstaben i forsyningsselskabet siden januar i år er faldet fra 73 ansatte til i dag 49 ansatte. Det svarer til en reduktion på omkring 30 pct. 

    Tallet dækker både over afskedigelser i det pressede datterselskab og frivillige fratrædelser, fortæller formand Susan Münster.

    - Det er klart, at når man er udsat for det en virksomhed, som er sket i Odsherred, så er der jo også nogen, der får behov for at prøve sig af et andet sted, siger hun til CleantechWatch.

    Hvor stor en del af stillingerne skal genbesættes?

    - Der er nogle af stillingerne, der skal genbesættes. Men det er jo noget af det, den nye direktør skal vurdere, siger Susan Münster med henvisning til Pernille Ingildsen, der torsdag havde sin første arbejdsdag som ny adm. direktør i Odsherred Forsyning.

    *****

    Børsen:
    Regeringsråd: Stop import af sojafoder og træpiller

    Virksomhederne Ørsted og DLG, som importerer landbrugsprodukter til dyrefoder og kraftvarmeværker, skal stoppe importen inden 2050, anbefaler Klimarådet. Klimaminister vil ifølge Børsen ikke tage stilling til forslaget endnu

    - Danmark udnytter i dag massevis af arealer i udlandet. Det har vi længe advaret, om ikke er bæredygtigt på længere sigt. Analysen viser, at vi sagtens kan blive nettoeksportør af både protein og energi og samtidig sænke trækket på udenlandske ressourcer, siger Klimarådets forperson, økonomiprofessor og rektor på CBS, Peter Møllgaard.

    Anbefalingen om importerede foderstoffer til landbruget og biomasse til energisektoren handler ikke isoleret set om at nedbringe de danske CO2-udledninger for at nå 110 pct.-målet. Men når danske virksomheder lægger beslag på produktion fra arealer i udlandet mindskes muligheden for, at andre lande kan nå tilsvarende klimamål. Det handler om at udnytte den begrænsede mængde såkaldt biogent kulstof - altså kulstof, der ikke stammer fra fossile brændsler som kul og olie - på bedst mulig måde.

    Hos regeringen er der ingen planer om at begrænse importen af hverken soja eller energitræ, lyder svaret fra klimaminister Lars Aagaard (M), der dog heller ikke vil feje forslaget af bordet.

    - Jeg er enig i, at man skal bruge alle ressourcer med omtanke, også de biogene. Men jeg synes, man skal være påpasselig med at lave alt for firkantede målsætninger, siger han til Børsen og peger på, at energisektoren allerede forventer at halvere brugen af biomasse som træpiller i danske kraftværker i 2035, hvorfor en løbende udfasning er i gang.

    - Jeg er helt enig i, at vi skal ind på et spor, hvor vi bruger mindre biomasse i energisektoren, siger Lars Aagaard.

    *****

    Gridtech:
    Med synergieffekter for øje lanceres landets første Power-to-X-sekretariat

    Når European Energys 52 MW Power-to-X-fabrik går i luften senere i år, vil Aabenraa Kommune høste frugterne af de muligheder, som det enorme anlæg kommer med. Blandt andet skal overskudsvarmen udnyttes til væksthuse og fjernvarme, mens service- og komponentvirksomheder skal lokkes til. Det beretter Gridtech.

    Konkret afsatte Aabenraa Kommune tidligere på året godt 10 millioner kroner til at styrke Plan, Teknik & Miljøforvaltningens arbejde med at sikre Power-to-X-synergier, samtidig med at man satte sig for at hyre en Strategic Business Developer i spidsen for et nyt Power-to-X-sekretariat på kommunekontoret, som her i august blev søsat. 

    Ifølge kommunaldirektør Tom Ahmt er det næsten kun fantasien, der sætter grænser, for med den Power-to-X-produktion, som European Energy er på vej med, vil der i princippet blive genereret overskudsvarme nok til at forsyne hele Sønderjylland med varme, hvis landsdelens bygningsmasse vel at mærke lå samlet. 

    Det gør den ganske vist ikke, men ikke desto mindre er ambitionerne for udnyttelse af synergieffekterne store. 

    - Det her anlæg kommer til at generere enorme mængder overskudsvarme. Og her vil det være oplagt at tænke i at etablere væksthuse i umiddelbar nærhed af anlægget, hvor der kan produceres grøntsager. Perspektivet i at dyrke noget i drivhuse ved siden af et stort logistikcenter er stort, for der er jo ikke nogen grund til at importere tomater og agurker fra Sydspanien, hvis vi kan producere dem i vores eget nærområde, forklarer kommunaldirektøren, der fortsætter:

    - En anden oplagt mulighed er at etablere dambrug, for et af biprodukterne fra Power-to-X-produktionen er oxygen, som meget vel kunne finde anvendelse til det erhverv. Dertil er det åbenlyst, at der kommer en del følgeindustrier, som skal levere servicering såvel som reservedele ind til Power-to-X-industrien.

    *****

    GridTech:
    Dyrere end vindmøller, men gode til prisen: Så meget vil fire, nye a-kraftværker koste svenskerne

    Atomreaktorer koster umiddelbart mere sammenlignet med vindmøller, men de betaler sig måske alligevel. Det er ifølge GridTech konklusionen i en ny rapport, som nu er landet på den svenske regerings skrivebord.

    Det fremgår således, at prisen for fire nye atomreaktorer vil være 400 mia. svenske kroner – eller omkring 260 milliarder danske kroner. Den samlede effekt vil være på mellem fire og seks GW. Det skal ses i sammenhæng med, at den svenske regering satser på at matche et hurtigt voksende elforbrug med ny atomkraft.

    - Vi har taget det ganske alvorligt, når vi kommer frem til, at et nyt atomkraftværk i stor skala koster 100 milliarder at bygge, sagde økonomen Mats Dillén på et pressemøde mandag 12. august, da han officielt afleverede rapporten ”Finansiering och riskdelning vid investeringar i ny kärnkraft” på 297 sider.

    Rapporten blev bestilt af den svenske regering i december sidste år og konkluderer blandt andet, at atomreaktorer koster mere at opføre end vindmøller. Anbefalingen i rapporten går derfor på, at den svenske stat skal dække 75 procent af udgifterne til nye reaktorer.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...