Gå til hovedindhold

Fjernvarme Fyn får individuelt prisloft

LÆS I DAG: Kommunerne er dybt forundrede over benspænd i jagt på landsbyers klimaløsning. Kritikere anklager regeringen for at ignorere EU-signaler om klimavenlig varmeløsning. Von der Leyen håber at kunne præsentere ny kommission tirsdag. Massiv kritik af Energinet: "Der er behov for at se om andre kan gøre det bedre og billigere". Energinet: Den grønne omstilling udfordrer forsyningssikkerheden.

17. sep. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Energy Supply:
    Fjernvarme Fyn får individuelt prisloft

    Fjernvarme Fyn har som det første selskab fået tilkendt et individuelt prisloft på overskudsvarme. Men det bliver ikke nødvendigvis modtaget med glæde hos fynboerne, der ifølge Energy Supply betegner tildelingen som “en beskeden håndsrækning”.

    Fjernvarme Fyn søgte oprindeligt om et individuelt prisloft på 135 kr./Gj. Det bliver dog ikke helt som ønsket, da tilsynet endte med et prisloft på 117 kr./GJ. Syv kroner mere end det generelle prisloft.

    - Det er en beskeden håndsrækning. Det er ikke noget, der stiller os eller resten af fjernvarmesektoren bedre. Vi skal stadig i gang med en proces for, hvordan vi budgetterer for vores drift til næste år, siger Kim Winther, udviklingsdirektør hos Fjernvarme Fyn, til Energy Supply.

    Han fortæller samtidig, at afgørelsen fra Forsyningstilsynet ikke får nogen betydning for de fremtidige overskudsvarmeprojekter hos Fjernvarme Fyn.

    Der er ingen sikkerhed for egen investering, og alt er gået i stå hos, siger Kim Winther.

    *****

    DR.dk:
    Kommunerne er dybt forundrede over benspænd i jagt på landsbyers klimaløsning

    Kommunernes Landsforening advarer mod et nyt lovforslag, der reelt vil blokere små samfund fra at få fjernvarme baseret på termonet, fordi det ikke er muligt med et kommunegaranteret lån, der sikrer en bedre rente og mere sikkerhed, end hvis borgerne selv skal ud at finde finansiering på markedsvilkår.

    Muligheden er nemlig udeladt af det lovforslag, som regeringen har lagt frem, der skal skabe mere gennemsigtighed omkring fjernvarme. KL mener, at manglen i lovforslaget risikerer at affolke landsbyerne og går stik imod regeringens ambition om at udfase olie- og gasfyr, skriver DR.dk.

    - Vi er meget forundrede over, hvorfor termonet ikke kan komme med i varmeforsyningsloven. Og vi har, synes jeg, stadigvæk til gode at få at vide, hvad der ligger til grund for det, siger siger formand for KL’s Klima-og Miljøudvalg, Birgit S. Hansen.

    Kritikken er da også hård i det høringssvar, som KL har afleveret til Energistyrelsen.

    - Det her kan få den konsekvens, at der er steder i Danmark, vi efterlader på perronen. Det her er en rigtig god mulighed for mindre landsbyer og andre områder for at få en fælles og grøn løsning, siger Birgit S. Hansen.

    *****

    DR.dk:
    Kritikere anklager regeringen for at ignorere EU-signaler om klimavenlig varmeløsning

    Regeringen ignorerer klare signaler fra EU om at fremme klimavenlige jordvarmeanlæg, der kan sætte tempo på udfasning af olie og gas i yderområder. Sådan lyder kritikken fra både politikere og eksperter, efter at et nyt lovforslag udelukker de såkaldte termonet-projekter fra at få et kommunegaranteret lån. Det skriver DR.dk.

    Ifølge foreningen Termonet Danmark har Europa-Parlamentet med en resolution fra januar sendt et signal om, at termonet er en af de mest lovende geotermiske løsninger, som stort set kan etableres over alt.

    Professor Birgitte Bak-Jensen fra Institut for Energi ved Aalborg Universitet læser også resolution fra Europa-Parlamentet som et klart vink med en vognstang om at fremme en teknologi som termonet og understøtte risikodækning og finansiering.

    - EU vil gerne fremme lokale energifællesskaber. Og termonet er jo en mulighed for at lave netop sådan nogle. De teoretiske beregninger af termonet viser, at det er en god ide, og det har EU også meldt ud, siger hun.

    I Folketinget undrer det også flere partier, at signalerne fra EU ikke er blevet taget mere alvorligt.

    - Vi var ikke bekendt med, at EU har sendt så stærke signaler om termonet, da vi gik ind i forhandlingerne. Det er jeg utroligt skuffet over. Det er ikke i orden, vi ikke er blevet orienteret om det, siger De Konservatives energiordfører, Dina Raabjerg.

    *****

    EnergiWatch:
    Von der Leyen håber at kunne præsentere ny kommission tirsdag

    Formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, håber fortsat at kunne præsentere sit forslag til en ny EU-Kommission tirsdag. Det er meldingen fra EU-Kommissionen, efter at offentliggørelsen er udskudt fra sidste uge til denne. Det skriver EnergiWatch.

    Udskydelsen hænger bl.a. sammen med, at Ursula von der Leyen er mødt med kritik fra flere sider for at presse EU-landene til at stille med andre kandidater. Blandt andet for at få en bedre kønsbalance.

    Det har også vakt opsigt, at Frankrig dagen før offentliggørelsen pludselig stiller med et nyt bud på en EU-kommissær. Dermed får den hidtidige franske EU-kommissær, Thierry Breton, alligevel ikke lov at fortsætte.

    Han beskylder på det sociale medie X Ursula von der Leyen for at underminere ham i forsøget på at få ham udskiftet.

    ”For et par dage siden, i den allersidste del af forhandlingerne om sammensætningen af det fremtidige kollegium, bad du Frankrig om at trække mit navn tilbage – af personlige årsager, som du ikke i noget tilfælde har diskuteret direkte med mig, skriver Breton i et brev til von der Leyen, som han har lagt ud på X.

    *****

    EnergiWatch:
    Massiv kritik af Energinet: "Der er behov for at se om andre kan gøre det bedre og billigere"

    Energinet har udmeldt tarifstigninger, og nu går en række erhvervsorganisationer i direkte clinch med Energinet: De store tarifstigninger vil få konsekvenser for den grønne omstilling, fremgår det af EnergiWatch.

    - Der er behov for mere transparens om Energinets økonomi for at vurdere, om de bruger elproducenter og -forbrugernes penge på de rigtige ting. Der er afdelinger for megaprojekter, super attraktive ansættelsesvilkår, som private virksomheder har svært ved at følge med, og et voldsomt vokseværk i antal ansatte, lyder kritikken fra Ulrich Bang, underdirektør i Dansk Erhverv.

    Brintbranchen kritiserer også Energinets tarifstigninger. Herunder er tarifstigninger, der rammer nye anlæg. Det betyder, at for et nyt energianlæg i størrelsen 132-150 KV vil stationsbidraget stige til 18,2 mio. kr. i 2025 fra 8,89 mio. kr. i 2024.

    De mener, at det er for let købt, at Energinet peger på den grønne omstilling som skyld i prisstigningerne:

    - Det er dybt uansvarligt, at Energinet framer denne udvikling som den grønne omstillings skyld. Energinet burde vise sig fra en mere konstruktiv side og pege på de rammer, der er nødvendige for at strukturere tarifmodelen på en måde, som ikke har så store negative konsekvenser for opstillere af vedvarende energi (VE), skriver Adriana Guerenabarrena, chef for regulering og analyse i Brintbranchen, til EnergiWatch.

    *****

    EnergiWatch:
    Energinet: Den grønne omstilling udfordrer forsyningssikkerheden

    Energinet har netop offentliggjort sin årlige redegørelse for forsyningssikkerheden, og her påpeger Energinet, at stabiliteten i elnettet kan blive udfordret af den hurtige, grønne omstilling, der også kræver nye og store investeringer. Det skriver EnergiWatch.

    Redegørelsen kigger ti år ud i fremtiden og rummer indeholder en række opmærksomhedspunkter blandt andet i forhold til elnettets robusthed. Energinet påpeger således, at i takt med, at der kommer mere strøm fra sol- og vind, mens elforbruget stiger, så det bliver det tilsvarende sværere både at udbygge og skabe balance og stabilitet i elnettet.

    - I dagens energisystem er kraftværkerne med deres roterende masser med til at sikre, at elsystemet er stabilt og at det kan drives sikkert ved f.eks. udfald af anlæg. De egenskaber kraftværkerne leverer til elsystemet i dag, skal i fremtiden sikres på en ny måde, udtaler Stine Grenaa Jensen, der er vicedirektør og leder af Systemudvikling i Energinet, i en meddelelse i forbindelse med redegørelsen.

    Hun fortæller videre, at hvis risikoen for fejl og systemkollaps skal reduceres, og den høje danske forsyningssikkerhed fastholdes, kræver det nye og større investeringer i energisystemet. Samtidig bliver det understreget, at ”det er vigtigt at opretholde stabiliteten i elnettet, også mens vi udbygger det.”

    - Et stigende elforbrug kombineret med større produktion fra vedvarende energikilder, betyder at der skal flyttes mere strøm gennem elnettet fra produktion til forbrug. Det er en udfordring at udbygge elnettet tilstrækkeligt og hurtigt nok. Udfordringerne bliver kun større som tiden går. Derfor arbejder vi også konstant på at finde nye løsninger, siger Stine Grenaa Jensen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...