Dan Jørgensen bliver EU-kommissær for energi og boliger
LÆS I DAG: Dan Jørgensen om ny EU-post: "Jeg er en glad mand i dag". Mette Frederiksen: Kommissærpost flugter med danske interesser. Dan Jørgensen skal fikse EU's elnet, så skibe, fly og lastbiler kan ose mindre. Fors vil udnytte overskudsvarme fra nyt datacenter til fjernvarme i Holbæk. Energiprofessor til regeringen: Skrot planerne om at firedoble mængden af VE på land. Økonomisk presset forsyning venter snarlig afklaring. Britt tager et år mere med gassen: Tilliden til forsyningen er væk. Varmeselskaber står foran stor beslutning.
Energy Supply:
Dan Jørgensen bliver EU-kommissær for energi og boliger
Dan Jørgensen er udset til at blive ny EU-kommissær for energi og boliger. Det kom frem på et pressemøde i Strasbourg tirsdag, hvor Ursula von der Leyen præsenterede sine bud på en ny EU-Kommission. Det skriver Energy Supply.
Ifølge Ursula von der Leyen vil Dan Jørgensen blandt andet få til opgave at få energipriserne ned og få omstillet EU til grøn energi.
- Dan Jørgensen bliver kommissær for energi og boliger. Hans arbejde skal hjælpe med at få energipriserne ned. Investere i ren energi og sikre, at vi kommer ud af vores energiafhængighed.
- Han bliver den første kommissær for boliger. Han skal se på alle aspekter fra energieffektivitet til konstruktion, siger von der Leyen.
Posten som kommissær for energi varetages lige nu af estiske Kadri Simson. Dan Jørgensen skal nu igennem høringer i EU-Parlamentet, før han kan være sikker på at få posten.
Dan Jørgensen kan dog have en fordel i høringerne i kraft af, at han tidligere selv har været medlem af EU-Parlamentet. Dermed har han både vist engagement i parlamentet og har en forståelse for de politiske grupper, der skal godkende ham.
Det er forventningen, at den nye EU-Kommission kan træde til efter høringerne enten 1. november eller 1. december.
*****
EnergiWatch:
Dan Jørgensen om ny EU-post: "Jeg er en glad mand i dag"
Danmarks forhenværende klimaminister, Dan Jørgensen, skal, som det ser ud nu, en tur til Bruxelles. Det er derfor ingen sensation, at han på dagen – tirsdag – var en glad mand, fremgår det bl.a. af EnergiWatch.
”Jeg er en glad mand i dag,” skriver Dan Jørgensen på Instagram om sin nye post i EU.
Med smil på læben og tommelfinger i vejret uddyber han, at ”energi er den portefølje, jeg helst vil have, så jeg er en meget glad mand i dag,” står der i opslaget.
Energi er så også det eneste den nye kommissær fokuserer på i opslaget. Energi bliver, som det ser ud, også hans største fokus det næste halve årti, selvom han også bliver kommissær for EUs politik indenfor boligmassen, et nyt område for Kommissionen.
”Energipolitik kommer i den kommende tid til at stå helt centralt i EU. Det handler om klima, sikkerhed, konkurrenceevne, jobs og meget mere,” fastslår han på den sociale platform.
*****
EnergiWatch:
Mette Frederiksen: Kommissærpost flugter med danske interesser
Statsminister Mette Frederiksen (S) er ”stolt” over, at Dan Jørgensen (S) er blevet indstillet til posten som energi- og boligkommissær i EU. Statsministeren omtaler ifølge EnergiWatch posten som en ”vigtig post”.
- Det er en vigtig post, som flugter rigtig godt med de prioriteter og interesser, vi har i Danmark, siger hun i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Mette Frederiksen mener, at energiområdet bliver ”afgørende og vil stå helt centralt de kommende år”.
- EU’s energimarked skal være mere sammenhængende. Vi skal have en ambitiøs grøn omstilling af hele Europa. Til gavn for klimaet og vores konkurrenceevne. Og så skal vi gøre os mindre afhængige af energi udefra, siger statsministeren.
Nogenlunde samme melding kom fra Ursula von der Leyen, da hun præsenterede Dan Jørgensen. Her lød det, at han skal ”hjælpe med at få energipriserne ned”, investere i ”ren energi” og sikre, at EU kommer ud af ”vores energiafhængighed”.
*****
Altinget.dk:
Dan Jørgensen skal fikse EU's elnet, så skibe, fly og lastbiler kan ose mindre
EU-landene er for dårlige til at hjælpe hinanden, når elnettet skal udbygges og forbindes bedre for at kunne elektrificere skibsfart og tung transport. Dan Jørgensen står derfor over for en kæmpe opgave som energikommissær, vurderer Rådet for Grøn Omstilling. Det skriver Altinget.dk.
- Dan Jørgensen får en stor opgave med at få europas elnet til at spille bedre sammen, fordi så mange sektorer skal elektrificeres. I dag kan det tage halvandet år for en dansk lastbilvognmand at få strøm til sin nye ellastbil, og det er endnu værre i vores nabolande, siger Jeppe Juul, transportpolitisk chef i Rådet for Grøn Omstilling.
Ved præsentationen fremhævede Ursula von der Leyen blandt andet, at Dan Jørgensen har været en "fremragende energiminister med bred erfaring og politiske egenskaber" og at han "har et godt ry."
- Det er virkelig godt gået af Dan Jørgensen og Danmark. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde troet, at han ville få så stor en post. Det er en stor fordel for Danmark, og det gør forhåbentlig også, at vi kan få sat ekstra fart på den grønne omstilling, lyder det videre fra Jeppe Juul.
*****
GridTech:
Vil udnytte overskudsvarme fra nyt datacenter til fjernvarme i Holbæk
Fors er sin spæde start med at udrulle fjernvarme i gasbyen Holbæk, der skal serviceres fra Energibyen, der i første omgang udstyres med en 10 MW luft-til-vand-varmepumpe sammen med en 15 MW elkedel og en 7.000 kubikmeter stor varmeakkumuleringstank.
Men ifølge GridTech er der måske også snart varmeproduktionshjælp at hente udefra i kraft af virksomheden EMCHs måske kommende datacenter med en kapacitet på op mod 260 MW, som Holbæk Kommunes Økonomiudvalg netop har godkendt en hensigtserklæring til.
Et datacenter, som Fors og Holbæk Kommune meget gerne vil udnytte overskudsvarmen fra.
- En væsentlig del af fjernvarmeudrulningen i Holbæk by er naturligvis at få produceret den varme, der skal ud i stuerne. I den forbindelse er det helt oplagt at se på, hvordan vi kan udnytte overskudsvarmen fra det kommende datacenter. Det er godt nyt for Holbæks kommende fjernvarmekunder, der på den måde kan få udsigt til potentielt billigere fjernvarme, siger Camilla Hay, der er chef for fjernvarme i Fors.
Overfor Dansk Fjernvarme understreger hun dog, at prisloftet på overskudsvarme er en mulig barriere, som skal overkommes, hvis planerne skal realiseres.
- Det er jo selvfølgelig en udfordring, vi skal afdække, før vi kan gå i gang med et egentligt samarbejde. Det vil ærgre os meget, hvis et prisloft skulle gøre, at vi ikke kan udnytte så stor en varmekilde til gavn for de kommende kunder, siger hun om prisloftet, der altså kan komme til at spænde ben for projektet.
*****
Klimamonitor:
Energiprofessor til regeringen: Skrot planerne om at firedoble mængden af VE på land
Der er allerede så meget solenergi i det danske VE-miks, at det ikke giver mening at fortsætte med udbygningen af de store markanlæg. Derfor opfordrer Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning, nu regeringen til at sadle om, skriver Klimamonitor.
- I øjeblikket har vi omkring 3,5 gigawatt solceller installeret i Danmark, og landene omkring os har også rigtig meget solenergi. Der kan vi allerede se nu, at vi er ved at nå en grænse, hvor det ikke rigtig giver mening at opsætte voldsomt meget mere solenergi, siger han til TV2 Øst.
I stedet for store markanlæg bør Danmark i højere grad satse på at udnytte tagarealer samt parkeringspladser. Der er nemlig rigeligt af disse arealer til at dække Danmarks behov for solenergi. Problemet er blot, at det er billigere at bygge energiparker på marker og derfor mener professoren, at der er behov for politisk handling på området.
*****
CleantechWatch:
Økonomisk presset forsyning venter snarlig afklaring
I løbet af september kommer der en afklaring på fremtiden for Odsherred Forsyning, hvis datterselskab Odsherred Varme siden årsskiftet har kæmpet med konsekvenserne af budgetoverskridelser på 650 mio. kr. i et nu bremset fjernvarmeprojekt. Det er meldingen ifølge CleantechWatch.
I hvert fald tror forsyningsselskabet – der ad flere gange har meldt ud om en snarlig afklaring – selv så meget på det, at det har sendt breve ud til sine fjernvarmekunder, som på grund af budgetoverskridelserne endnu ikke er forsynet med varme i dag.
I brevet beder forsyningen om lidt mere tålmodighed, inden kunderne træffer en beslutning om deres fremtidige varmeløsning.
- Det er ikke særlig nemt at finde en løsning, siger bestyrelsesformand Susan Münster til CleantechWatch.
- Der er en økonomi, der ikke hænger sammen, med mindre man får et kunstigt åndedræt. Det er det, parterne (selskabets største kreditorer, Odsherred Kommune og Nordea, red.) forsøger at finde en løsning på, siger hun og tilføjer.
- Men når vi skriver ud, som vi har gjort, så er det fordi vi forventer, at der er en løsning inden for en overskuelig tid.
*****
SN.dk:
Britt tager et år mere med gassen: Tilliden til forsyningen er væk
Cirka 2200 kunder kan nu annullere deres fjernvarmekontrakter med Odsherred Forsyning, men for en del af dem betyder det, at gasfyret må på arbejde igen til vinter. Det fortæller bl.a. Britt Øgaard Andersen til SN.dk.
I fem måneder har hun efterlyst et svar fra Odsherred Forsyning, om hun kunne komme ud af den kontrakt, hun havde indgået. I sidste uge kom svaret , men det kom alt for sent for Britt, der ellers ville have fået lukket for gassen i løbet af september.
- I juli ringede vi til gasselskabet og forlængede aftalen med et år. Vi skal ikke være fjernvarmekunder - tilliden er væk, og vi skal nu i gang med at indhente tilbud på at få installeret luft-til-vand-pumpe i stedet. og nu har vi indtil 25. september næste år til at få det lavet, fortæller Britt Øgaard Andersen.
Britt Øgaard Andersen er blandt de cirka 2200 endnu ikke tilsluttede kunder i Fårevejle Stationsby, Fårevejle Kirkeby, Asnæs, Vallekilde og Hørve, der har mulighed for at annullere deres aftale om tilslutning.
- Baseret på den juridiske vurdering, så er de blevet lovet at kunne melde sig gratis fra, og så må de kunne det, fastslår direktør i Odsherred Forsyning, Pernille Ingildsen.
Direktøren opfordrer til, at kunderne lige ser tiden an lidt endnu, indtil der er skabt klarhed over den fremtidige varmepris.
*****
JydskeVestkysten:
Varmeselskaber står foran stor beslutning
Efter opbakning til en sammenlægning på forårets to respektive generalforsamlinger, inviterer Broager Fjernvarme og Sønderborg Varme nu alle andelshaverne til fælles orienteringsmøde om en sammenlægning. Den endelig beslutning tages allerede i næste måned, fremgår det af JydskeVestkysten.
Baggrunden er, at man ønsker at fremtidssikre et stærkt fjernvarmetilbud til borgere i Broager og Sønderborg og etablere ét stærkt fjernvarmeselskab, der kan opnå mere sammen end hver for sig. Broager Fjernvarme har omkring 1.200 kunder, mens Sønderborg Varme har cirka 16.000 og er dermed kommunens største.
- Det er meget vigtigt for os, at andelshaverne er godt informerede om baggrunden for vores ønske om en sammenlægning. Vi vil gerne invitere andelshaverne til at få mere information om vores tanker, siger bestyrelsesformand for Broager Fjernvarmeselskab a.m.b.a Peer Monger.
Sønderborg Varme har allerede gjort sig nogle gode erfaringer i forbindelse med sammenlægninger af fjernvarmeselskaber med henholdsvis Gråsten Fjernvarme og Augustenborg Fjernvarme, hvor det er lykkedes at harmonisere og stabilisere priserne.
- Vores erfaring viser, at der er mange fordele ved en sammenlægning - og derfor håber vi selvfølgelig også på, at vi kan gå sammen med Broager Fjernvarme, siger Claus Plum, bestyrelsesformand for Sønderborg Varme.
Skriv kommentar