Gå til hovedindhold

Myndigheder giver varmepumpen kunstig »hjemmebanefordel«

LÆS I DAG: Forsyningsselskab vinder sag om 220 millioner mod russisk selskab. Susan Münster stopper som direktør i Danske Vandværker. Lave gaspriser presser udrulning af fjernvarmen ned i et langsommere gear. Cybertruslen mod Danmark er alvorlig og ændrer sig hurtigt. Danmarks to gaslagre opfylder delmål før fyringssæson. Elektrificeringen er tredoblet i fjernvarmesektoren. Fjernvarme bygger nyt hovedsæde for 10 millioner kroner. Runder markant milepæl i hovedstaden: Kan fjernkøle mere end 100 MW. Tønder Fjernvarme bygger nyt.

23. sep. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Klimamonitor:
    Myndigheder giver varmepumpen kunstig »hjemmebanefordel«

    Energiprofessor Brian Vad Mathiesen bekræfter, at Energistyrelsens beregningsforudsætninger »hænger fast i fortiden«. Konkret mener han, at den offentlige statistik for opvarmning med fjernvarme er misvisende overfor forbrugerne, skriver Klimamonitor.

    Han når frem til den holdning på baggrund af et nyt notat fra Dansk Fjernvarme, der konkluderer, at ejerne af en lejlighed eller parcelhus risikerer at blive vildledt til at vælge en opvarmningsform, som er unødigt dyr for både pengepung og klima.

    Bettina Vester, der er chefkonsulent i Dansk Fjernvarme og har stået for undersøgelsen. Hun kalder det »uheldigt«, at definitionen på standardboliger er så utidssvarende.

    - Det giver forbrugerne et skævvredet billede af, hvad opvarmning med fjernvarme egentlig koster, konstaterer hun og giver udtryk for, at beregningsmetoden i praksis giver fjernvarmens nok største konkurrent, varmepumper, en kunstig fordel.

    Professor Brian Vad Mathiesen opfordrer til, at beregningsforudsætningerne opdateres så hurtigt som muligt.

    - Uanset om de er helt korrekte, så er det voldsomme tal. Myndighederne er nødt til at tage det op, erklærer Brian Vad Mathiesen.

    Til eksempel opererer de 98 kommuner for eksempel med en landspolitisk presbold for at afklare, om de borgere, der fortsat har gasfyr skal over på fjernvarme eller varmepumper. Hvis de standardboligtal, kommunen tager udgangspunkt i, er misvisende, ændrer det forudsætningen for, om kommunen vælger det ene eller det andet. Og når de har valgt, låser det borgerne til den valgte varmeløsning.

    - Man skal huske, at det er almindelige mennesker, det her går ud over. Det kan virke nørdet, men det har reel betydning for folks privatøkonomi. Vi har brug for et retvisende billede, når kommuner skal tage stilling til, hvordan de skal varmeplanlægge, siger Brian Vad Mathiesen.

    *****

    Energy Supply:
    Forsyningsselskab vinder sag om 220 millioner mod russisk selskab

    Aalborg Forsyning har fået medhold i en international voldgiftssag mod et russisk kulselskab, SUEK. Efter to år har det nordjyske forsyningsselskabet rettens ord for, at det var i orden for nordjyderne at annullere levering af kul tilbage til 2022. Det skriver Energy Supply.

    - Sagen er vigtig, for den viser, at EU-sanktionerne virker, og at de virksomheder, som skal efterleve reglerne, også er berettiget til at gøre det, uden at det får konsekvenser, udtaler Søren Narv Pedersen, partner i advokatfirmaet Bird & Bird, i en pressemeddelelse.

    Som følge af Ruslands invasion af Ukraine indførte EU sanktioner mod en række russiske oligarker og fremtrædende erhvervsfolk. Sanktionerne indebar, at midler, der tilhørte personer på sanktionslisten, eller selskaber som disse personer ejede eller kontrollerede, skulle indefryses.

    - Derfor blev vores betaling til SUEK for kulleverancen indefrosset af banken, og vi valgte at suspendere og senere ophæve den rammeaftale om levering af kul, som vi havde med dem, fordi SUEK efter vores opfattelse var nært relateret til en person på sanktionslisten, udtaler Søren Gais Kjeldsen, administrerende direktør i Aalborg Forsyning.

    Konsekvensen blev, at SUEK anlagde en voldgiftssag mod Aalborg Forsyning med et krav på flere hundrede millioner kroner. Med sagsomkostninger løb sagen op i godt 220 millioner kroner.

    - For et selskab som Aalborg Forsyning er det et voldsomt krav at blive stillet overfor, og hvis vi havde tabt voldgiftssagen, ville det have fået store konsekvenser for os og vores kunder. Men vi holdt fast, for vi mener, det er vigtigt, at vi efterlever sanktionerne, også selvom vi blev mødt med massivt pres, udtaler Søren Gais Kjeldsen.

    *****

    CleantechWatch:
    Susan Münster stopper som direktør i Danske Vandværker

    Susan Münster stopper som direktør for Danske Vandværker efter seks år på posten. Det skriver foreningen for forbrugerejede danske vandværker fredag eftermiddag på sin hjemmeside. Det fremgår af CleantechWatch.

    -Jeg er stolt af den position, vi har opnået gennem de seneste seks år, hvor vi for alvor har været med til at få skabt en nødvendig opmærksomhed på demokratisk ejerskab og beskyttelsen af drikkevandet, udtaler Susan Münster.

    Danske Vandværker oplyser, at Susan Münster fortsætter ”på den korte bane” på direktørposten i Danske Vandværker. Det skal sikre foreningen ”de bedste betingelser for at genbesætte stillingen”, lyder det.

    I meddelelsen takker foreningens landsformand Jan Andersen 60-årige Susan Münster for indsatsen.

    -Susan har formået at sætte de vigtige ting i fokus og har arbejdet målrettet på at fremtidssikre vores forening og drikkevandsområdet med stor dygtighed, professionalisme og ordentlighed, udtaler Jan Andersen.

    Danske Vandværker repræsenterer ifølge sin hjemmeside i dag ca. 1.700 ud af landets i alt godt 2.000 forbrugerejede vandværker.

    *****

    SN.dk:
    Lave gaspriser presser udrulning af fjernvarmen ned i et langsommere gear

    Sorø Fjernvarmes etape 3, som er bydelen Frederiksberg syd for jernbanen, skulle efter planen være udrullet i 2027. Men tilslutningen af boliger i etape 2, Sorø Nord, går ikke helt som forventet på grund af de lave priser på gas, skriver SN.dk.

    - Spørgsmålet er lige nu, om vi overhoved kan lave en etape 2. Og hvis vi ikke får etape 2 i mål, så er det uafklaret, hvornår vi kan gå i gang med etape 3 på Frederiksberg, siger Tommy Fer, der er driftschef hos Sorø Fjernvarme, som ejes af AffaldPlus.

    Etape 2 går fra Pedersborg oppe ved det nye varmeværk, Sorø Bioenergi på Kragelundsvej, og ned til Åvænget og Stamvejen lige nord for Tuel Å.

    - Nogle vælger varmepumper. Det er jo blevet billigere at beholde naturgassen. Vi skal jo ud af gassen, har landspolitikerne besluttet, men der mangler en lovgivning, som sætter en slutdato, siger Tommy Fer.

    Da det er meget dyrt at købe og nedgrave fjernvarmerør, er Sorø Fjernvarme helt afhængige af, at man har minimum 60 procent tilslutning på de veje, der graves fjernvarme ned i.

    - Tilslutningsprocenten ligger typisk mellem 60 og 70. Og med den usikkerhed der er, på hvor meget varme de nye kunder aftager, så kan vi kun få det til at løbe rundt med et lille overskud set over 20 år, siger Tommy Fer.

    *****

    EnergiWatch:
    Cybertruslen mod Danmark er alvorlig og ændrer sig hurtigt

    Niveauet for cyberspionage og cyberkriminalitet er meget højt i Danmark. Det vurderer Center for Cybersikkerhed (CFCS) i sin årlige vurdering på et bagtæppe af, at Rusland i stigende grad er villig til at udfordre Nato-lande. Det skriver EnergiWatch.

    - Det er en påmindelse til os alle sammen om at tage cybertruslen alvorligt og være ekstra opmærksomme, siger Torsten Schack Pedersen (V), minister for samfundssikkerhed og beredskab.

    Ifølge CFCS kan spionage være en forløber for destruktive cyberangreb. Truslen for det ligger på middel - lige i midten af skalaen - og kommer primært fra russiske statslige hackere, lyder vurderingen hos centeret.

    Det er heller ikke sådan, at der forventes cyberangreb med meget alvorlige konsekvenser ”lige nu og her”, siger chef Thomas Flarup.

    - Det, vi peger på med denne årlige vurdering, er, at det er nu, at vi skal få styr på den basale sikkerhed, så døren ikke står på klem for de opportunistiske angreb, siger han i meddelelsen.

    *****

    Energy Supply:
    Danmarks to gaslagre opfylder delmål før fyringssæson

    Mere end 300.000 husstande i Danmark bliver fortsat opvarmet med gas, og de to gaslagre i landet er fyldt godt op og er klar til de kolde tider. De to gaslagre var 1. september 75 procent fyldte, hvilket også var målet for den første officielle efterårsmåned. Det oplyser Energistyrelsen, fremgår det af Energy Supply.

    Et fælles EU-mål lyder, at alle medlemslandene 1. november skal have fyldt deres gaslagre mindst 90 procent. Det mål blev reelt nået i august på tværs af EU-landene.

    - Forsyningen ser stabil ud, og adgangen til gas er rigtig fornuftig - også på europæisk plan. Det gør, at vi er optimistiske om at nå målet til november, siger Peter Christian Baggesgaard Hansen, der er vicedirektør i Energistyrelsen.

    Forsyningen af gas er generelt markant mere stabil end for to år siden. Danmark er heller ikke længere afhængig af russisk gas, da det er lykkedes at finde nye forsyningsveje. Desuden er gasforbruget i Danmark betydeligt mindre nu, fastslår Peter Baggesgaard.

    - Forbruget af gas er blevet reduceret rigtig meget. Borgere og virksomheder har været gode til at få nogle gode sparevaner, siger han.

    *****

    Klimamonitor:
    Elektrificeringen er tredoblet i fjernvarmesektoren

    De seneste fem år er der sket en tredobling i antallet af MW elkedler og varmepumper i fjernvarme. Det viser en ny opgørelse fra Dansk Fjernvarme på baggrund af tal fra Energistyrelsen, fremgår det af Klimamonitor.

    Samlet har de danske fjernvarmeselskaber investeret i 2.218 MW i el-baseret varmeproduktion. Det svarer til 190.000 hustandes årlige forbrug.

    - Over hele landet bliver der investeret i elbaserede løsninger hos de danske fjernvarmeselskaber. Og det giver rigtig god mening, da vi kan forbruge strømmen, når den er billig, og der er meget vind- eller solproduktion, siger chefkonsulent Michael Schrøder fra Dansk Fjernvarme og fortsætter:

    - Og den varme der produceres, lagres så i tanke eller i de kilometer-lange fjernvarmerør, der ligger gemt under jorden, og på den måde udjævnes udsvingene ved VE produktion til gavn for både elsystemet og fjernvarmekunderne.

    Opgørelsen viser yderligere, at der i 2023 blev installeret 615 MW elbaserede løsninger, heriblandt store varmepumper og elkedler. Det gør 2023 til året, hvor flest MW el-løsninger blev opført.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Fjernvarme bygger nyt hovedsæde for 10 millioner kroner

    60 års fjernvarmehistorie i Tønder er klar til blive skrevet om. Tønder Fjernvarme etablerer en ny administrationsbygning med dertilhørende garagebygning på Energivej i Tønders sydlige industrikvarter. Den forventede investering bliver på 10 millioner kroner, skriver JydskeVestkysten.

    - Det er et projekt, vi har arbejdet med længe. Det er ikke noget vi har fundet på, fordi vi mangler at bruge penge. Vi må erkende, at vores nuværende faciliteter i Østergade ikke længere er tidssvarende, hverken for vore medarbejdere eller kunder, der for eksempel skal ind må rollator. Og hvis vi på et tidspunkt kommer i den situation, at vi skal ansætte flere, så er der ikke plads, forklarer formanden for Tønder Fjernvarme, Ole S. Andersen.

    Han peger endvidere på, at selskabet på et tidspunkt står overfor et generationsskifte på medarbejdersiden.

    - Vi skal have ordentlige forhold, når vi vil lokke nye medarbejdere til, lyder det fra formanden.

    De "ordentlige forhold" skal skabes i en ny administrationsbygning på 350 kvadratmeter i forbindelse med selskabets flisfyrede varmeproduktionsanlæg. I området befinder sig også en elkedel samt den store varmtvandsbeholder tank. I området er der også taget hul på etablering af en ny 10 Megawatt fliskedel, der skal stå klar til at sørge for varmt vand for de knap 3000 i foråret 2026.

    Ifølge direktør for Tønder Fjernvarme, Lars Rytter, er tidsplanen for nybyggeriet tilrettelagt således, at spaden skal i jorden i starten af det nye år. Fjernvarmens nye hovedsæde forventes herefter at stå klar i løbet af efteråret.

    *****

    Energy Supply:
    Runder markant milepæl i hovedstaden: Kan fjernkøle mere end 100 MW

    Hofor øger andelen af fjernkøling i København, så man nu kan levere fjernkøling til i alt tre millioner kvadratmeter. Omsat til fjernvarmesprog svarer det til 100 MW fjernkøling, fremgår det af Energy Supply.

    - Vi er enormt glade for, at stadig flere bygherrer vælger fjernkøling, når de tænker køling til fx større erhvervsejendomme. De mange megawatt, fjernkølingsnettet nu er udvidet med, viser også de ambitioner, vi har med fjernkølingen. En kølingsmetode, der ekspanderer i takt med både byens udvikling og udvidelse, udtaler Jakob Thanning, områdechef for Kundeløsninger & Fjernkøling i Hofor.

    Med udvidelsen af fjernkølingsordningen har Hofor samtidig fået tilknyttet to nye storkunder - henholdsvis "en større statslig ejendom" samt den historiske Kuglegården, som tidligere har fungeret som flådebase.

    Hofor har tilbudt fjernkøling til sine kunder siden 2009.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Tønder Fjernvarme bygger nyt

    Det er et ønske om at kunne samle medarbejderne under et tag og fremstå som en attraktiv arbejdsplads, der ligger bag Tønder Fjernvarmes ønske om at bygge ny administrationsbygning. Her tages også højde for fremtiden, fremgår det af JydskeVestkysten.

    Fjernvarmeselskabets bestyrelse har besluttet, at der skal etableres en ny administrationsbygning med dertilhørende garagebygning på Energivej i Tønders sydlige industrikvarter. Den forventede investering bliver på 10 millioner kroner.

    - Det er et projekt, vi har arbejdet med længe. Det er ikke noget vi har fundet på, fordi vi mangler at bruge penge. Vi må erkende, at vores nuværende faciliteter i Østergade ikke længere er tidssvarende, hverken for vore medarbejdere eller kunder, der for eksempel skal ind må rollator. Og hvis vi på et tidspunkt kommer i den situation, at vi skal ansætte flere, så er der ikke plads, forklarer formanden for Tønder Fjernvarme, Ole S. Andersen.

    Han peger endvidere på, at selskabet på et tidspunkt står overfor et generationsskifte på medarbejdersiden.

    - Vi skal have ordentlige forhold, når vi vil lokke nye medarbejdere til, lyder det fra formanden.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...