Gå til hovedindhold

Rigid regel kan få varmeregningen til at stige

LÆS I DAG: Odsherred Forsyning kritiserer Nordea: Burde have bremset omstridt lån. Analyse: Energidebatten bliver lokal - og danske landspolitikere trækker sig. Concito smider talbombe under 2030-mål. Styrelse løfter pegefingeren over for flere affaldsselskabers brug af biomasse. Energinet har tredoblet sine it-udgifter. Brønderslev Forsyning henter ny direktør hos rådgiver.

5. nov. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Fyens Stiftstidende:
    Rigid regel kan få varmeregningen til at stige

    Fjernvarme Fyn kunne forsyne endnu flere tusinde odenseanske boliger med billig og grøn varme fra Metas datacenter, end de allerede gør. Men prisloftet på overskudsvarme betyder, at det ikke sker. Dansk Fjernvarme forstår ikke, hvor loftet bliver fastholdt, skriver Fyens Stiftstidende.

    Prisloftet er indført som en beskyttelse for forbrugerne mod for høje priser på fjernvarmen, men ifølge Dansk Fjernvarme udgør prisloftet en dobbeltregulering, fordi der allerede eksisterer et substitutionsprincip, der sikrer, at fjernvarmeselskaberne altid vælger den billigste varmeproduktion.

    - Derfor giver loftet ikke mening. For det, det skulle beskytte, bliver allerede beskyttet, forklarer chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Jens Christian Nielsen.

    Fyens Stiftstidende har fået skriftlige svar fra klimaminister Lars Aagaard på, hvorfor prisloftet ikke bliver fjernet.

    - Uhensigtsmæssige regler om overskudsvarme skal ikke spænde ben for en god, grøn og billig varmekilde, som overskudsvarme kan være, lyder det fra Lars Aagaard, der tilføjer:

    - Vi er i fuld gang med at se reglerne efter i sømmene og undersøge konsekvenserne for både klima og varmeforbrugere. Jeg forventer, at vi inden længe har en bedre og politisk bredt funderet løsning, så overskudsvarmen kan udnyttes på den bedste måde.

    *****

    EnergiWatch:
    Odsherred Forsyning kritiserer Nordea: Burde have bremset omstridt lån

    Odsherred Forsyning har forsøgt at få erklæret den omstridte selvskyldnerkaution mellem forsyning og Nordea for ugyldig. Dermed forsøger forsyningen at friholde forsyningens moderselskab for gælden i Odsherred Varme og dermed rekonstruktionen. Det skriver EnergiWatch.

    Ifølge forsyningens advokater havde den daværende ledelse i Odsherred Forsyning ikke bemyndigelse til at underskrive låneaftalen, der indbefatter, at moderselskabet Odsherred Forsyning hæfter for lån på op til 2,8 mia. kr. i datterselskabet Odsherred Varme gennem en såkaldt selvskyldnerkaution

    Det skulle banken have opdaget og reageret på, inden aftalen blev underskrevet, anfører advokaterne i retsdokumenter, som CleantechWatch har fået aktindsigt i.

    ”Odsherred Forsyning gør gældende, at Nordea burde have vidst, at de tegningsberettigede overskred deres bemyndigelse ved at underskrive selvskyldnerkautionsaftalen uden forudgående generalforsamlings-godkendelse og godkendelse i selskabets bestyrelse,” skriver Horten, der repræsenterer Odsherred Forsyning i rekonstruktionen, i et såkaldt processkrift.

    Advokaterne henviser til Odsherred Forsynings vedtægter, som Nordea ifølge Horten ”med lethed” kunne have anskaffet hos Erhvervsstyrelsen.

    *****

    EnergiWatch:
    Analyse: Energidebatten bliver lokal - og danske landspolitikere trækker sig

    Der er blevet længere mellem danske folketingsmedlemmers opslag på sociale medier om solceller og vindmøller. Det sker samtidig med, at debatten om energiteknologi bliver mere lokalt funderet. Det skriver EnergiWatch på baggrund af en analyse af debatter på Facebook om energiteknologi i Europa.

    Seniorrådgiver August Vigen Smolarz har stået for undersøgelsen hos Common Consultancy, og han ser en fælles udvikling på tværs af Europa.

    - Debatten i høj grad lokal. Og holdningerne er vidt forskellig fra land til land. Hvor man i Sverige ser en negativt ladet debat om højspændings-ledninger, så mødes højspændingsledninger med applaus i Andalusien i Spanien, fortæller August Vigen Smolarz til EnergiWatch.

    Undersøgelsen af facebook-debatter om energiteknologi har foreløbig løbet i knap tre år. Den nyeste analyse baserer sig på opslag fra 1. januar 2022 til og med 30. juni 2024. Den viser, at danske medlemmer af Folketinget i gennemsnit havde 117 opslag om sol- og vind hvert kvartal i 2022.

    - De tilsvarende tal i første halvår af 2024 viser et helt andet billede; nemlig at de danske folketingsmedlemmer i gennemsnit i de to kvartaler slog 36 opslag om sol- og vind-energi op. Og nu var anslaget mere negativt ladet, siger August Vigen Smolarz.

    *****

    Klimamonitor:
    Concito smider talbombe under 2030-mål

    Ifølge regeringens klimafremskrivninger er vi stadig på ret kurs mod at nå målet om 70 procents reduktion i forhold til 1990 i år 2030. Men tænketanken Concito mener at kunne vise, at det faktiske energiforbrug fortæller en anden historie. Det skriver Klimamonitor.

    I øjeblikket er såvel det danske gasforbrug stigende og salget af diesel falder mindre end forventet. Det betyder, siger Concito, at vores udledninger af CO2 lige nu er cirka en million ton højere end regeringens klimafremskrivning siger.

    Dermed er 2030-målet igen i fare – efter at nye tal for udgasning fra lavbundsjorder og CO2-lagring i biomasse ellers reddede målet tidligere i år.

    SF’s klimaordfører, Signe Munk, kalder de nye tal for bekymrende og opfordrer igen regeringen til strammere krav for udfasning af gas.

    - Det er bekymrende tal. Det kalder på, at regeringen spænder bardunerne i forhold til at udfase gas i de danske hjem, siger Signe Munk til Altinget.dk.

    *****

    CleantechWatch:
    Styrelse løfter pegefingeren over for flere affaldsselskabers brug af biomasse

    Mens det tidligere er kommet frem, at Energistyrelsen har politianmeldt ARC for ikke at leve op til bæredygtighedskrav for biomasseforbruget, så er det nu kommet frem via CleantechWatch, at fire andre affaldsselskaber har fået påbud fra styrelsen.

    I april 2024 fik Energnist, der driver affaldsforbrændingsanlæg i Kolding og Esbjerg, påbud om at rette op på manglende dokumentation for 12.399 ton biomasse, som selskabet havde fyret med i 2022. Påbuddet kom efter, at Energistyrelsen i forvejen havde varslet virksomheden.

    I en anden sag med affaldsselskabet Argo i Roskilde har Energistyrelsen også konstateret, at de nye bæredygtighedskrav ikke er blevet opfyldt.

    Også Sønderborg Kraftvarme har ifølge Energistyrelsen ikke haft styr på certificeringerne. Aktindsigten viser, at det sønderjyske affaldsenergianlæg har fået et påbud for sit forbrug i 2022 og et varslet påbud for dets forbrug i 2023

    I august 2023 modtog Svendborg Kraftvarme også et påbud om at rette op på manglende dokumentation på dets biomasseforbrug i 2022.

    *****

    Ingeniøren.dk:
    Energinet har tredoblet sine it-udgifter

    Udgifterne til udbygningen af it-infrastrukturen hos Energinet er steget betydeligt over de seneste år. I 2020 var udgifterne til samme post på 228 millioner kroner årligt, mens Energinet regner med at bruge 637 millioner kroner på selvsamme i 2024.

    Tallene fremgår af et svar fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet til digitaliseringsordfører Dina Raabjerg, skriver Ingeniøren.dk. Den markante stigning skal bl.a. ses i lyset af, at Energinet tidligere har fået kritik fra rigsrevisionen angående manglende sikkerhed.

    Dina Raabjerg vil nu dykke yderligere ned i sagen, men hun vil ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om, hvorvidt stigningen er berettiget, da hun ikke kender til den konkrete udbygning.

    - Hvis de har brugt pengene på at lave nødvendige forbedringer af cybersikkerheden, kan det være okay. Men hvis der er tale om, at de bruger for mange penge på intern udvikling, skal der gøres noget ved det, siger hun.

    *****

    CleantechWatch:
    Brønderslev Forsyning henter ny direktør hos rådgiver

    Brønderslev Forsyning har fundet manden til at afløse direktør Thorkil Neergaard, der går på pension ved årets udgang. Det bliver Martin Hareskov Larsen, der kommer fra en stilling som afdelingschef i rådgivningsvirksomheden WSP. Det skriver CleantechWatch.

    ”Efter mere end 20 år i rådgiverbranchen glæder jeg mig til at arbejde mere helhedsorienteret med de udfordringer, vi står overfor i forsyningsbranchen og i vores samfund,” udtaler den kommende direktør i en pressemeddelelse.

    Brønderslev Forsyning meldte i juni ud, at Thorkil Neergaard, forsyningens direktør siden 2013, ville stoppe ved årsskiftet, og siden har selskabet arbejdet på at finde en afløser.

    Ifølge meddelelsen blev Martin Hareskov Larsen valgt blandt et ansøgerfelt på i alt 39 personer.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...