Gå til hovedindhold

Varmeværk i kapløb med tiden: Har 24 dage til at finde flere millioner

LÆS I DAG: Så er der fjernvarme i Hjørring Øst. Energiø Bornholm får endnu et hak i økonomien. Skive Kommune: Endnu et fjernvarme-projekt droppes. Vestforsyning: Varmeprisen stiger igen flere tusinde kroner. I to lokale byer elsker de ekstreme elpriser. Envafors opgav Skælskør - kan andre udrulle fjernvarmen?

8. nov. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Energy Supply:
    Varmeværk i kapløb med tiden: Har 24 dage til at finde flere millioner

    Snedsted Varmeværk har ifølge Energy Supply nu blot frem til den 1. december til at sætte gang i tilbagebetaling af 7,7 millioner kroner til deres varmekunder. Forsyningstilsynet har nemlig afvist ønsket fra varmeværket om at udskyde gælden til sine kunder.

    I januar vurderede Forsyningstilsynet, at selskabet, på linje med seks andre forsyninger, ikke måtte indregne tab fra spekulation i elpriser i varmeprisen.

    Varmeværk har siden afgørelsen i januar arbejdet på et løsningsforslag til, hvordan de mange millioner betales tilbage til selskabets kunder. I denne forbindelse ønskede varmeværket at skubbe startdatoen for tilbagebetalingen med et år, således at de 7,7 mio. kr. skulle betales tilbage i årene 2025-2027.

    Den anmodning har Forsyningstilsynet nu afvist.

    "Forsyningstilsynet giver efter forhandling Snedsted Varmeværk a.m.b.a. pålæg om at tilbageføre i alt 7.657.329 kr. fordelt med 2.552.443 kr. årligt i 2024, 2025 og 2026 til forbrugerne med påbegyndelse senest den 1. december 2024 og frem til den 31. december 2026," lyder det blandt andet af afgørelsen.

    *****

    Ligeher.nu – Hjørring:
    Så er der fjernvarme i Hjørring Øst

    Hjørring Varmeforsyning har nu fået den første forbruger på fjernvarmenettet i den østlige del af byen, og ifølge Ligeher.nu – Hjørring bliver der i den kommende tid flere tilslutninger i Østbyen.

    Projektet i Østbyen bliver bl.a. baseret på overskudsvarme for to virksomheder i området, som frem over vil sende deres overskudsvarme ind i fjernvarmenettet og dermed være med til at spare på klodens sparsomme ressourcer.

    Ifølge Hjørring Varmeforsyning kan både private husstande og virksomheder i Østbyen koble sig på fjernvarmen. Virksomheder kan søge tilskud fra Erhvervsstyrelsen til at dække en del af investeringen i den nye installation.

    Udbygningen er en af de største i Hjørring Varmeforsynings historie. Selskabet investerer 35 mio. kr. i at forsyne industri- og boligområdet i den østlige del af Hjørring. Når det er fuldt udbygget, vil det forøge varmeforsyningens salg med knap 10%.

    *****

    Energy Supply:
    Energiø Bornholm får endnu et hak i økonomien

    Energiø Bornholm får nu endnu et økonomisk hak i tuden, når eltarifferne forventeligt stiger, fremgår det af bl.a. Energy Supply. Oplysningen kommer i et svar fra Klimaminister Lars Aagaard til energiordfører for Konservative, Dina Raabjerg.

    "Samlet set medfører eltarifstigningerne, at der for Energiø Bornholm bør antages et tarifgrundlag på 1,15 øre/kWh i stedet for den tidligere antagelse om 0,9 øre/kWh. Dette vil alt andet lige have en negativ påvirkning på det samlede estimerede støttebehov for Energiø Bornholm, ” skriver ministeren i sit svar.

    Energiø Bornholms økonomi er allerede presset og nu ser man altså ind endnu en prisstigning.

    Energistyrelsens seneste beregninger viser et samfundsøkonomisk underskud samt et forventet støttebehov på 31,5 mia. kr. Der er dog kun indgået en aftale mellem aftaleparterne om et støtteloft på 17, 6 milliarder kroner.

    Dina Raabjerg understreger dog, at De Konservative ikke vil trække støtten til projektet før et andet tal, end de aftalte 17,6 milliarder støttekroner, meldes ud.

    *****

    Skive Folkeblad:
    Skive Kommune: Endnu et fjernvarme-projekt droppes

    Det går dårligt for fjernvarmeprojekterne i Skive Kommune. I sidste uge måtte projektet i Oddense droppes - i denne uge er det Breum og Jebjerg, som opgiver planerne om fjernvarme, fremgår det af Skive Folkeblad.

    - Vi kom ikke i nærheden af at få den opbakning vi skulle bruge, konstaterer Morten Lyse Pedersen, der i flere år har arbejdet på at få fjernvarme til Breum og Jebjerg.

    Projektet skulle bruge tilsagn fra 500 forbrugere ud af 855 mulige fjernvarmeforbrugere i de to byer. Det var betingelsen, før den lokale arbejdsgruppe ville gå videre med projektet. Men opbakningen udeblev.

    - Først og fremmest er gaspriserne lave, og der er bare rigtig længe til 2035, hvor gassen skal være udfaset. Jeg tror ikke, man får nogen til at binde sig til et fjernvarmeprojekt, hvis de kan se en to-tre år frem med billig gas, lyder analysen fra Morten Lyse.

    *****

    Folkebladet Lemvig:
    Vestforsyning: Varmeprisen stiger igen flere tusinde kroner

    Varmeforbrugerne hos Vestforsyning kan se frem til endnu en markant prisstigning, skriver Folkebladet Lemvig, der konstaterer, at varmeprisen for fjernvarme med den senest varsling vil være steget med næsten 5.000 kroner på to år.

    I 2023 - et år, hvor prisen blev sænket - lød den årlige varmepris fra Vestforsyning på 6752 kroner. I 2024 er prisen på 9408 kroner, mens prisen i 2025 hedder 11.742 kroner. Der vil altså være tale om en mindre stigning end sidste år, men stadigvæk en stigning på over 2000 kroner.

    Det er Vestforsynings administrerende direktør, Christian Hagelskjær, ikke tilfreds med.

    - Det var ikke, hvad vi forventede, og vi blev lidt overrasket over, at stigningen blev så stor, siger han og forklarer det med lave elpriser og en turbine, der nødtvungent har stået stille.

    - Når man hæver prisen for kunderne, så er det en dårlig dag på kontoret. For i dagligdagen arbejder vi jo benhårdt på det modsatte, siger direktøren, men understreger samtidig, at Vestforsyning efter alt at dømme vil være blandt den fjerdedel af varmeværker i Danmark med billigste priser.

    *****

    Skive Folkeblad:
    I to lokale byer elsker de ekstreme elpriser

    Bundlinjen har det rigtig godt hos fjernvarmeværkerne i både Glyngøre og Durup i disse dage, hvor elprisen er ganske høj. I det hele taget er det godt for økonomien hos de to værker, når elpriserne enten – som nu – er helt i top eller omvendt helt i bund, skriver Skive Folkeblad.

    Det betyder nemlig penge i kassen, fordi værkerne selv både producerer og forbruger el og varme

    - I Durup har vi mulighed for både at gå på olie, gas, sol og el, og vi går altid på det, der er mest fordelagtigt, og vi producerer også på de tidspunkter, der er mest fordelagtige, men vi skal selvfølgelig altid sørge for at have varme til forbrugerne. I øjeblikket har vi akkumulering til 3-4 dage, konstaterer Claus Musgaard, som er varmemester hos både Durup Fjernvarme og Glyngøre Fjernvarme.

    Claus Musgaard sammenligner sin rolle lidt med en børsmægler, som forsøger at få mest mulig ud af sine aktier.

    - Det er svært at være lille i denne her verden, også som fjernvarmeværk. Det er nemmere for de store, som er døgnbemandede, så de hele tiden kan have folk til at holde øje med det hele. Elpriserne ændrer sig jo fra time til time. Hver gang, der kommer en ny vejrprognose, ændrer markedet sig. Heldigvis synes jeg, at det er pissespændende, så jeg bruger også en masse tid på det, fortæller Claus Musgaard.

    *****

    Sjællandske:
    Envafors opgav Skælskør - kan andre udrulle fjernvarmen?

    Slagelse Kommune har nu sat sig for at gjort op, om der er andre end Envafors, der kan tage opgaven på sig med at rulle fjernvarme ud i Skælskør. Envafors opgav projektet i begyndelsen af oktober, men kommunen giver nu sig selv tre måneder til at arbejde med eventuelle andre aktører, skriver Sjællandske.

    - Vi vil gerne afprøve markedet, snakke med nogle af de andre udbydere for at finde ud af, om det kan lade sig gøre, siger Jørgen Grüner (SF), som er formand for Klima- og Miljøudvalget, der netop har behandlet forslaget.

    Envafors måtte give op, da omkostningerne til at få projektet steg fra omkring 300 millioner kroner til 500 millioner kroner. Projektet kunne dermed ikke hænge sammen økonomisk, mente Envafors.

    Men ifølge Jørgen Grüner burde et fjernvarmeprojekt kunne lade sig gøre i Skælskør.

    - Det er en stor by, og når man bor så tæt, så er en kollektiv løsning bedst. Men det er rigtig uheldigt, hvis man begynder at sætte varmepumper op i stedet eller finder andre løsninger, siger han og forklarer, at tilslutningen til fjernvarmen derved vil falde, og projektet vil få endnu længere udsigter.

    Jørgen Grüner fortæller, at aktører som AffaldPlus og EON er nogle de selskaber, som kunne tænkes at ville lægge fjernvarme.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...