”Fejl” i ministeriets beregninger satte landets forbrændingsanlæg til salg
LÆS I DAG: Afgørelse om ulovlige energiprisaftaler står ved magt. Hovedaktør i kartelsag kritiserer kendelse: "Ærgerlig og forkert". Silkeborg Forsyning: Karteldannelse var aldrig hensigten. Kommende naboer til nyt varmeværk protesterer.
WasteTech:
”Fejl” i ministeriets beregninger satte landets forbrændingsanlæg til salg
To ministerier – Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet på den ene side og Miljøministeriet på den anden side – erkender nu, at man lavede en afgørende fejl, da man fra myndighedernes side argumenterede for en liberalisering af landets affaldsforbrændingsselskaber. Det skriver WasteTech, der henviser til interne korrespondancer mellem ministerierne.
Fejlen består i, at Energistyrelsen undlod at medregne haveaffald, farligt affald og slam i tre centrale klimafremskrivninger. Det betyder, at grundlaget for den omstridte liberalisering af landets forbrændingsovne er forkert.
Uden de tre fraktioner lignede det, at landet havde langt flere forbrændingsanlæg – altså højere kapacitet – end der var brug for, og netop det blev et af hovedargumenterne for at konkurrenceudsætte – liberalisere – landets kommunalt ejede forbrændingsanlæg samt forbrændingsegnet affald.
Netop derfor vækker det også frustration i Brancheforeningen Cirkulær, at embedsmænd i det ministerium, som har udregnet kapaciteten, nu kalder det en »fejl,« at de ikke har medtaget de tre fraktioner.
- Det her viser endnu engang, at forhandlingen om konkurrenceudsættelsen af forbrændingssektoren er sket på et ikke-retvisende grundlag, siger Jens Bomann Christensen, direktør i Brancheforeningen Cirkulær, til WasteTech.
*****
Frederiksborg Amts Avis m. fl.:
Afgørelse om ulovlige energiprisaftaler står ved magt
Konkurrencenævnet er nu nået frem til den samme afgørelsen, som Konkurrencerådet nåede frem til for omkring et år siden: Nemlig at det var i strid med konkurrencereglerne, da en række kraftvarmeværker koordinerede deres bud på elprisauktioner og på den måde opnåede højere priser, end de ellers ville have fået. Det skriver Frederiksborg Amts Avis m.fl.
- Virksomheder, der er konkurrenter, må ikke indgå konkurrencebegrænsende aftaler. Værkerne i denne sag har indgået en aftale om at koordinere deres prissætning ved auktioner om reservekapacitet, konkluderer vicedirektør Tine Rønde fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Otte kraftværker, som stiller kapacitet til rådighed for elsystemet, indgik en aftale med selskabet Effekthandel om, at selskabet skulle stå for prissætningen ved auktionerne. Indtjeningen ved auktionerne blev efterfølgende delt mellem værkerne, uanset om de vandt auktionen eller ej.
Overtrædelsen af reglerne fandt ifølge den oprindelige afgørelse sted fra september 2019 til i hvert fald august 2022.
Alle de pågældende kraftvarmeværker skal hvile i sig selv og er typisk ejet af kunderne i fællesskab. Derfor er der ingen, der har haft personlig vinding af de forhøjede priser.
*****
EnergiWatch:
Hovedaktør i kartelsag kritiserer kendelse: "Ærgerlig og forkert"
Advokat for Effekthandel, Asser Rung-Hansen, mener, at der er tale om en både ærgerlig og forkert afgørelse fra Konkurrencenævnet, der er nået frem til, at Effekthandel sammen med 49 varmeværker har brudt konkurrenceloven på markedet for reservekapacitet (mFRR). Det skriver EnergiWatch.
Ved udgangen af november 2023 stævnede Konkurrencerådet Effekthandel samt 49 varmeværker for brud på konkurrenceloven. Effekthandel kvitterede ved at anke, og Asser Rung-Hansen er overrasket over, at nævnet nu har besluttet, at konkurrencemyndighedernes afgørelse står ved magt.
”Det overrasker mig, at Konkurrenceankenævnet ikke har interesseret sig for de alvorlige sagsbehandlingsmæssige fejl, der er sket i forløbet,” skriver advokaten i en mail til EnergiWatch.
”Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen blev forelagt puljeordningen, inden den blev etableret, og alle værkerne har deltaget i tillid til, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i hvert fald ikke havde nogen alvorlige betænkeligheder ved ordningen.”
EnergiWatch har forholdt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kritikken, hvortil de svarer, at de ikke er enige i de påstande, som Effekthandels advokat har fremlagt.
”Styrelsen ønsker dog ikke at udtale sig nærmere, så længe der verserer sager i sagskomplekset ved domstolene,” udtaler kontorchef Stefan Kobbernagel i et skriftligt svar til EnergiWatch.
*****
EnergiWatch:
Silkeborg Forsyning: Karteldannelse var aldrig hensigten
Silkeborg Forsyning afviser fortsat, at de havde til hensigt at lave karteldannelse i forbindelse med, at Konkurrenceankenævnet nu har stadfæstet en tidligere afgørelse om, at de har indgået kartel med andre fjernvarme- og forsyningsselskaber. Det skriver EnergiWatch.
I en meddelelse skriver Silkeborg Forsyning, at man ingen intention har haft om at bryde reglerne, da Silkeborg Varme indgik samarbejdet med Effekthandel for at effektivisere og spare ressourcer, når de meldte priser ind i systemet.
Samtidig påpeger de, at Effekthandels advokat oplyste ”fra begyndelsen af samarbejdet, at ordningen ikke gav anledning til konkurrenceretlige betænkeligheder.”
EnergiWatch har forsøgt at få en kommentar på sagen fra Silkeborg Forsyning, men de ønsker ikke at udtale sig på grund af, at sagen stadig afventer afgørelse i Sø- og handelsretten.
*****
Frederiksborg Amts Avis:
Kommende naboer til nyt varmeværk protesterer
Rudersdal Kommune vil i samarbejde med Norfors etablerer to store varmepumpeanlæg i Birkerød henholdsvis Gl. Holte. Anlæggene skal sikre, at der i fremtiden kan leveres grøn fjernvarme til omkring 8.000 varmekunder i området.
Men Frederiksborg Amts Avis kan nu fortælle, at der er lokal modstand i Gl. Holte mod det planlagte 20 MW anlæg. De mener, at anlægget vil skæmme området og anklager flertallet i Arkitektur- og Byplanudvalget i Rudersdal Kommune for ikke at tage hensyn til de lokale borgere.
- Når man ser det i virkeligheden, er det meget større end det ser ud på kortet, siger Mikkel Christensen, der er formand for Gammel Holte og Omegns Grundejerforening.
De lokale borgere er ellers meget positive over for, at de kan se frem til at slippe for fossil opvarmning til fordel for fjernvarme.
- Det giver god mening, ikke mindst i Gassehaven, hvor vi også har en meget aktiv gruppe beboere, der kæmper for at få fjernvarme hurtigst muligt. Men jeg undrer mig alligevel over, at kommunen ikke har arbejdet grundigere med at finde andre løsninger, end her. Anlægget skal jo nok ligge her i 100 år, når det først kommer, så jeg mener, at man godt bruge et år mere på at undersøge andre og bedre løsninger, siger Franciska Unger fra Gassehaven – et område i Gl. Holte.
Skriv kommentar