Gå til hovedindhold

Ingen ønsker at byde på havvindmølleparker i Nordsøen

LÆS I DAG: Energibranchen kalder nul bud på havvind for kæmpe tilbageslag. Havvindflop koster staten milliarder. Dansk Fjernvarme i hårdt angreb på TV 2. - Det er altså en gang sensationsjournalistik. Fjernvarmerør og fiber giver tusindvis af kabelbrud i jorden. Varmeværk har fået løftet pegefinger.

6. dec. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Klimamonitor:
    Ingen ønsker at byde på havvindmølleparker i Nordsøen

    Torsdag eftermiddag klokken 14 var der deadline for bud de tre udbudte havvindmølleparker i Nordsøen. Men indbakken var helt og aldeles tom hos Energistyrelsen – der var ingen, der ønskede at byde på at etablere og drive havvindmølleparkerne. Det skriver bl.a. Klimamonitor.

    - Det er virkelig skuffende, og det var slet ikke forventningen, da vi indgik havvindaftalen for halvandet år siden, siger klimaminister Lars Aagaard til Ritzau.

    Fra branchen har der dog længe været skepsis i forhold til at byde ind. Lars Aagaard siger, at han har hørt bekymringerne, men at han også har registreret, at en række aktører løbende har spurgt ind til projektet. Det har han tolket som en klar interesse.

    Overfor Ritzau tilføjer han, at den manglende interesse ikke giver ”grobund for stor optimisme for de næste tre parker, men der kan være andre aktører og forretningsmodeller i spil, og det svar kender vi først til april”. Ministeren fastslår dog, at der skal bygges mere havvind i Danmark.

    Udbuddet er danmarkshistoriens største. Det kan potentielt set give ny havvind for 9 gigawatt. Til sammenligning er den hidtil største park på én gigawatt strøm.

    *****

    Energy Supply:
    Energibranchen kalder nul bud på havvind for kæmpe tilbageslag

    På baggrund af fiaskoen med det seneste udbud af havvindmølleparker advokerer brancheorganisationen Green Power Denmark nu for, at politikere må forholde sig til, at vindmøller ikke er så rentable som tidligere. Det skriver Energy Supply.

    - Det er en kæmpe skuffelse. Vi havde håbet på et resultat, der kunne skabe mere danskproduceret energi og gøre os fri af energi fra andre lande. Vi havde håbet på at kunne producere grøn og konkurrencedygtig strøm. Og det må vi konstatere, er blevet udskudt med resultatet i dag, siger administrerende direktør i Green Power Denmark, Kristian Jensen.

    Ifølge Green Power Denmark handler det om stigende råvarepriser og højere renter, der har gjort det dyrere at opføre vindmølleparker. Og det presser økonomien på projekterne.

    Brancheorganisationen peger nu på, at behovet for et brintrør, som skal transportere brint fra Danmark til Tyskland, er endnu mere aktuelt, fordi det vil sikre afsætning for den strøm, som havvindmølleparker i Nordsøen kan procudere.

    - Man kan være bedre fra regeringens side til at sikre, at det brintrør kommer på plads, så man har en større sikkerhed i forhold til afsætning af den strøm vi kan producere fra havvindmølleparkerne, siger han.

    *****

    EnergiWatch:
    Havvindflop koster staten milliarder

    De tre havvindmølleparker i Nordsøen udgør første halvdel af Danmarkshistoriens største havvindudbud, som skulle sikre grøn strøm til mindst 6 millioner husstande eller rigtig mange af de europæiske virksomheder, der lige nu sukker efter billig grøn strøm.

    Derfor får det store konsekvenser for fremtidens grønne omstilling og statens indtjeningsmuligheder, skriver EnergiWatch.

    Klimaminister Lars Aagaard erkender således, at der både bliver mindre grøn strøm til Europa, og at havvind i hvert fald her og nu ikke er den ønskede pengemaskine, som i politikernes drømme skulle hive milliarder hjem til Danmark.

    - For halvandet år siden var det forventningen, at det danske søterritorium kunne generere indtægter til staten. Så det er klart, at det har nogle konsekvenser (når der ikke er bud på havvindparkerne, red.). Og det er ikke småpenge, vi snakker om her, siger han ifølge EnergiWatch.

    Spørgsmålet fra mange aktører er nu, om regeringen og myndighederne har været tilstrækkeligt lydhøre for de bekymringer, som mange aktører over de seneste måneder har fremført omkring udbudsbetingelserne.

    - Det, synes jeg, er et ignorant spørgsmål. Hvis man tænker den tanke til ende, skulle vi jo have stoppet udbudsprocessen få måneder før, den var færdig. Det mener jeg ikke, at man kan. Vi ved jo, at der har været liv i dialogen med markedsaktørerne helt frem til deadline, siger Lars Aagaard.

    *****

    Energy Supply:
    Dansk Fjernvarme i hårdt angreb på TV 2

    Dansk Fjernvarme kritiserer i skarpe vendinger Operation X-programmet "Bæredygtigt Bedrag", der sætter fokus på primært Ørsteds køb af biomasse. Men ifølge Energy Supply afviser TV 2 kritikken på flere punkter.

    Dansk Fjernvarme kritiserer blandt andet, at Operation X fortæller, at den CO2-udledning, der er i forbindelse med afbrænding af biomasse slet ikke bliver registreret. Det gør den, forklarer Dansk Fjernvarme – nemlig i oprindelseslandet.

    Den kritik afviser TV 2.

    - Vi påstår ikke i programmet, at CO2-udslip fra biomasse slet ikke registreres. I den samlede fremstilling bliver det forklaret, hvorfor CO2-udslippet for afbrænding af træ ikke bliver talt med i Danmark, skriver Michael Nørgaard, der er chefredaktør for TV 2 Dokumentar, i en skriftlig kommentar til Energy Supply.

    Dansk Fjernvarme anfægter ligeledes, at en række eksperter ud fra billeder af træ vurderer, hvorvidt der er tale om affaldstræ, udtyndning, resttræ eller om træet har en anden brugsværdi. Det bliver også afvist af TV 2, der blot peger på, at eksperter med andre holdninger selvfølgelig er ”velkomne til at stille sig frem med deres holdning i debatten om afbrænding af biomasse”.

    - Men det mener vi hverken diskvalificerer de eksperter, vi har interviewet, eller gør deres udsagn forkerte, siger Michael Nørgaard.

    *****

    Fyens.dk:
    - Det er altså en gang sensationsjournalistik

    Formanden Tommerup Bys Fjernvarmeforsyning retter nu stærk kritik af den udgave af Operation X, der tidligere på ugen beskyldte Ørsted for at medvirke til et bæredygtigt bedrag omkring deres brug af biomasse. Han mener, at fjernvarmeforsyningen bliver fremstillet på et forkert grundlag, skriver Fyens.dk.

    For at imødekomme eventuel kritik gav han sig derfor til at skrive et opslag på Facebook, hvor han forklarer, at man i Tommerup udelukkende bruger lokalt produceret resttræ fra skovhugst til afbrænding.

    - Jeg reagerer, fordi vi sammen med andre flisværker bliver vist på et forkert grundlag. Morten Spiegelhauer fortæller jo ikke, hvad det er for noget træ, der bliver brændt af. Det er altså en gang sensationsjournalistik, lyder det fra Frank Mostrup, som mener, at man i dokumentaren blander fakta sammen.

    - De laver en gryderet og siger "så er det sådan, det er". De får det til at lyde som om, at det er os alle, der bruger gavntræ til afbrænding, og det er det langt fra, påpeger formanden.

    Han understreger endnu en gang, at det træ, der bliver brugt til Tommerup Bys Fjernvarmeforsyning, er overskudstræ.

    - Ja, vi brænder træ af, men det er bæredygtigt, og det er CO2-neutralt, siger han.

    *****

    EnergiWatch:
    Fjernvarmerør og fiber giver tusindvis af kabelbrud i jorden

    Et stigende antal kabler i jorden bliver gravet over, når der bliver lagt nye fiberforbindelser og fjernvarmerør ud til danskerne. Antallet af graveskader på data- og elkabler i jorden steg således sidste år med 4000 fra året før til i alt 22.546, fremgår det af EnergiWatch.

    Det er Klimadatastyrelsen, der står bag opgørelsen via registret LER, som indeholder oplysninger om, hvem der ejer nedgravede ledninger. Her skal ledningsejere også indberette, når der sker skader på kablerne.

    Graveskaderne betyder store omkostninger, lyder det fra vicedirektør i Klimadatastyrelsen Morten Hvidberg.

    - Der er fortsat mange graveskader i Danmark, og det er selvfølgelig forbundet med store omkostninger for både ejerne af ledningerne i jorden, men også for samfundet som helhed, da vi jo er afhængige af, at den nedgravede infrastruktur er intakt, og at ingen kommer til skade i forbindelse med arbejde på ledningerne, siger han i en pressemeddelelse.

    Fra sommeren 2023 er ledningsregistret blevet fuldt digitalt. Men der ligger ifølge vicedirektøren stadig en stor opgave i at ”informere og uddanne både ledningsejerne og entreprenører i at bruge systemet”.

    Der er nu igangsat en undersøgelse af, hvad de mange graveskader koster i kroner og ører. Både direkte og indirekte omkostninger.

    Analysen ventes færdig sidst på året.

    *****

    Energy Supply:
    Varmeværk har fået løftet pegefinger

    Sdr. Herred Kraftvarmeværker har for nylig besluttet en kapitalforhøjelse for at kunne afvikle den større million-gæld, og det har de skrevet om i et brev til deres andelshavere. Det har nu fået Forsyningstilsynet til at henvende sig til kraftvarmeværket, skriver Energy Supply.

    Ifølge styrelsen må Sdr. Herred Kraftvarmeværker nemlig ikke – som de gør i brevet – skrive, at kapitalforhøjelsen er et alternativ til en højere varmepris.

    "På given foranledning skal Forsyningstilsynet hermed henlede opmærksomheden på, at en kapitalforhøjelse alene er et forhold mellem selskabet og selskabets ejere. En kapitalforhøjelse for selskabet har således ikke relation til hverken fjernvarmeforbrugerne eller prisen på fjernvarme", skriver tilsynet til Sdr. Herred Kraftvarmeværker.

    Bestyrelsesformanden for varmeværket afviser, at der skulle være netop den sammenhæng.

    - Vi har vedtaget en kapitalforhøjelse for vores andelshavere, fordi vi har en kassekredit, som vores pengeinstitut gerne vil have ud af verden. Alternativet var at sætte varmeprisen op, men det skulle varsles nogle måneder før. På den her måde kunne vi gøre det i løbet af en måneds tid, siger Poul Kristensen, formand for Sdr. Herreds Kraftvarmeværker.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...