Selskab risikerer konkurs som følge af milliongæld til kunder
LÆS I DAG:
Ny varmeplan skal give fjernvarme til hele Svendborg
Varm julegave til 4.900 fjernvarmekunder
Bestyrelsen i Odsherred Forsyning vil hæve vederlaget
Aars slukker for affaldsovn
Innargi: Det bliver lettere at få investorer til geotermi
Energy Supply:
Selskab risikerer konkurs som følge af milliongæld til kunder
Forsyningstilsynet har afvist Veddum-Skelund-Visborg Kraftvarmeværks forslag til håndtering af selskabets gæld på over 4 millioner kroner.
Dermed skal selskabet begynde at tilbagebetale de 4.256.220 kroner til varmekunderne senest 1. februar.
Det viser en ny afgørelse fra Forsyningstilsynet, skriver Energy Supply.
Kraftvarmeværket havde ellers lagt op til en løsning, hvor tilbageførslen skete med tilbagevirkende kraft i 2021-2024, hvor en opdeling mellem el- og varmepris kunne sikre en udligning af det skyldige beløb.
Energy Supply oplyser, at selskabet kan gå konkurs som konsekvens af afgørelsen.
Men Veddum-Skelund-Visborg Kraftvarmeværk har anket afgørelsen.
*****
Fyns Amts Avis:
Ny varmeplan skal give fjernvarme til hele Svendborg
Den nye varmeplan, der er en opdatering af den hidtidige godkendt i december 2022, giver grundlag for, hvornår resten af Svendborg kan forvente at få fjernvarme, oplyser Jesper Kiel, formand for teknik- og miljøudvalget til Fyns Amts Avis.
- I kommunens klimahandlingsplan forpligter vi os til at halvere brugen af biomasse frem mod 2030. Det er nødvendigt for at nå klimamålene, for Danmark bruger i øjeblikket dobbelt så meget biomasse, som der kan frembringes her i landet. Hvad det angår, er Svendborg en grøn kommune, idet 70 procent af den fjernvarme, der produceres i kommunen, er baseret på el. I Københavns Kommune er kun 0,3 procent af fjernvarmen fremstillet med el, siger Jesper Kiel.
I øjeblikket er det kun den centrale og vestlige del af Svendborg, der har fjernvarme. Mens potentialet ligger i nord og øst. Efter planen skal de sidste områder kunne forvente fjernvarme i 2030.
*****
Dagbladet Ringkøbing-Skjern:
Varm julegave til 4.900 fjernvarmekunder
Ringkøbing Fjernvarme har produceret varmen billigere end forventet. Det giver en julegave til kunderne i form af 13 millioner kroner, der skal betales tilbage.
- Vores medarbejdere har været usædvanligt dygtige til at udnytte de udsving, vi ser i elmarkedet, og det har betydet, at vi har kunnet producere varmen markant billigere her i efterårs- og vintermånederne, end vi havde regnet med, siger driftsleder Martin Halkjær til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
I forhold til budgettet har Ringkøbing opkrævet en acontopris på 750 kroner per megawatt-time, men den reelle regning endte på 563 kroner per megawatt-time.
I 2025 sættes prisen også ned. Det vil betyde en besparelse på 2200 for et standardhus.
*****
Energy Supply:
Bestyrelsen i Odsherred Forsyning vil hæve vederlaget
Susan Münster, der er bestyrelsesformand for de fire datterselskaber til Odsherred Forsyning, foreslår at hæve bestyrelsesvederlaget. Det fremgår af et tillæg til dagsorden for Odsherred Byråd, skriver Energy Supply.
- I og med at Odsherred Varme har fyldt så meget, har det taget fokus fra de øvrige forsyningsområder. Der er opbygget en pukkel af arbejdsopgaver. For nok er noget af opgaven gået væk, men vi arbejder stadig under nogle ekstraordinære arbejdsvilkår, siger Susan Münster til Energy Supply.
Forslaget betyder, at formanden fremover skal aflønnes med 240.000 kroner årligt i stedet for de 75.000 kroner i dag.
Samlet vil beløbet skulle hæves til lidt over 1 million kroner mod 285.000 kroner i dag.
Borgmester Karina Vincentz kalder forslaget respektløst. Og kommunen fraråder en stigning.
*****
Aars Avis:
Aars slukker for affaldsovn
Siden 13. marts 1986 har affaldsovn nummer et været i drift hos Aars Fjernvarme. Tirsdag var det derfor lidt vemodigt, da der blev lukket og slukket for den for sidste gang.
- Omkostningerne ved at holde ovnen i drift bliver for store, når vi skal overholde vores miljøgodkendelse. I stedet går vi over til at producere fjernvarme på en stor varmepumpe, og dermed er vi i gang med de første store skridt i retning af grøn omstilling, siger værkets direktør Jan Clement og bestyrelsesformand Svend Andersen til Aars Avis.
Affaldsovnen har for Aars Fjernvarme leveret billig varme til kunderne; selskabet har i alle årene været blandt de 10 billigste i landet.
Nu investerer Aars Fjernvarme 90 millioner kroner i et varmepumpeanlæg, pumpebygning og akkumuleringstank.
*****
EnergiWatch:
Innargi: Det bliver lettere at få investorer til geotermi
Innargi vuderer, at det bliver lettere at få investorer med på geotermisk varme, efter Europarådet har indledt arbejdet med en handlingsplan for at sætte yderligere gang i geotermi som alternativ til opvarmning af husstande i EU.
Sådan lyder det fra Asbjørn Haugstrup, der er direktør for eksterne relationer i Innargi.
- Rådet slår fast, at der er et stort uforløst potentiale for meget mere geotermi i EU. Og for at få udrulning af geotermi op i fart, så får Europa-Kommissionen nu til opgave at udarbejde en ”Geothermal Action Plan”, der skal fjerne barrierer og lette adgangen til finansiering, siger han til EnergiWatch.
Han vurderer, at det vil gøre projekterne mere robuste, og dermed gøre det lettere at fremlægge en attraktiv investeringscase, fordi risikoen falder.
Konkret forventer han, at de meget omfattende myndighedsgodkendelser kan gennemføres langt enklere og hurtigere.
*****
Skriv kommentar